GRAVER MAN I DANMARK et tilstrækkelig dybt hul, kommer man ned til kineserne. Og de står på hovedet.
Sådan lød i hvert fald den skrøne, jeg fik fortalt som barn. Jeg gravede som seksårig løs i baghaven og var skuffet over, at jeg ikke nåede ned til kineserne.
LÆS OGSÅ: Kinesiske huskirker forlanger religionsfrihed
Nu er jeg imidlertid for længst kommet ned til dem. Jeg har boet i Kina en stor del af året de seneste 14 år. Jeg har erfaret, hvad jeg ikke nåede i barndommen, nemlig at Kina på trods af al globalisering stadig er anderledes.
LÆS OGSÅ: Kinas grønne industri blæser afsted
Man kan lave lange lister over disse forskelligheder. Kineserne spiser med pinde, kompasnålen peger mod syd, cyklerne har ingen lygter, småbørnene har et hul i bukserne i stedet for en ble, der tælles i enheder af titusinder, så en million hedder hundrede titusinder, kineserne larmer så meget i alle offentlige rum, at Johannes Møllehave ville føle sig strålende tilpas, og der er ingen lim på konvolutter og frimærker.
Den slags mindre forskelligheder kan man jo blot more sig over. De gør Kina mærkværdigt for os, men kineserne er nemme at vænne sig til. Men om det nu er mængden af forskelligheder eller noget svært definerbart, så er der i samværet med kineserne en fornemmelse af anderledeshed, som langt overgår den, jeg oplever under mine årlige ophold i den arabiske verden.
Araberne kunne gå for at være sydeuropæere, hvis det ikke lige var for religionen. Uden islam ville vi jo ikke have problemerne med tørklæder, spiritus og flæskesteg. Muhammed og Jens ville nemt kunne finde sammen til en hyggesnak over en pilsner eller to. Det er sværere med kineserne, hvor samværet tit forbliver overfladisk høfligt.
Forskellen mellem araberne og kineserne er også basal. Det, der sker i Mellemøsten, vil ikke gentage sig i Kina. Men lad det være emnet for en anden klumme.
Man behøver dog ikke henfalde til den rene mystik for at forklare de fundamentale forskelle mellem os og kineserne. Tre af dem så fundamentale, at de klart definerer Kina som en anderledes civilisation. Det drejer sig om historiesynet, værdierne og sproget.
VI HAR I VESTEN et fremadrettet og fundamentalt optimistisk syn på udviklingen, klarest udtrykt gennem amerikanernes holdninger. De ser sig sjældent tilbage, men mener, at problemerne nok skal løses, hvis bare man bruger de rette tiltag. Kineserne har i fem tusinde år set historien som en blanding af opgang og nedgang i epoker, som i gennemsnit har varet tre hundrede år.
Den nuværende opgangstid får så nok et par hundrede år endnu, men før eller senere går det galt. Kejseren, som i dag er generalsekretæren for det kommunistiske parti, taber himlens mandat, og kaos i form af opstande og borgerkrig følger efter.
De praktiske konsekvenser af denne holdning blev udtrykt af den tidligere store statsleder Deng Xiaoping, der brugte som et eksempel det at passere en flod ved at finde de rette trædesten og ofte gå to skridt frem og et tilbage. Sådan er det med udvikling. Vi bryder os ikke om tilbageskridtet i Vesten. Kineserne lever resigneret med det.
Kinesiske værdier har deres rødder i buddhisme, daoisme og konfucianisme. Buddhisternes livssyn er dybt pessimistisk. Livet er lidelse. Daoisterne mener, at livet er fint og skal leves, mens vi har det. Konfucianismen fortæller os, at vi skal bruge livet til selvforbedring gennem disciplin og indlæring.
Ingen af de tre holdninger er religiøse i vores forstand. Kineserne laver en passende blanding af dem alle tre i en yderst fleksibel både-og-holdning. Den gør det muligt at være både kapitalist og kommunist på samme tid, at være både blikkenslager og bager og at arbejde hårdt, som Konfucius gerne ville se det, samt slappe af på daoistisk vis. Den holdning er baggrunden for Kinas kolossale økonomiske succes.
Men den allerstørste forskel mellem kineserne og os er skriftsproget, der danner en usynlig mur om Kina. De kinesiske skrifttegn er smukke, spændende og enormt svære at huske. Det varer for et kinesisk barn dobbelt så længe som for et dansk at nå rimelige sprogfærdigheder. Det giver nok samtidig det kinesiske barn en udholdenhed, selvdisciplin og hukommelse, der overgår det gennemsnitlige danske.
FOR EN UDLÆNDING ER det en livslang opgave at gennembryde muren. Computeren har gjort det nemmere at skrive kinesisk, men man skal stadig kunne genkende tegnene for at vælge det rigtige på computeren. Jeg har nu været i gang med kinesisk i tredive år og har ikke nået mere end at lave et par huller i muren.
Så historiesyn, værdier og sprog vil garantere forskelligheden, i hvert fald indtil kineserne indfører alfabetet, eller vi indfører skrifttegnene. Globaliseringen er i fuld gang med at mindske de små forskelle. Der findes rent faktisk knive og gafler, cykellygter og bleer, men endnu ikke frimærker med lim i Kina. Og der findes kinesiske restauranter, Konfucius-institutter, kinesiske videnskabsmænd og ingeniører og et væld af kinesiske produkter hos os.
Vi er til begges fordel i gang med at tilpasse os hinanden.
Sven Burmester er forfatter, tidligere vice direktør i Verdensbanken og bosat i Kina
Læs alle Sven Burmesters klummer på
@Webhenv k.dk:k.dk/debat