Det var dog en umanerlig krigsglad leder om Taiwan i Kristeligt Dagblad den 16. oktober. Kun amerikansk beslutsomhed, oprustning og hangarskibe kan hjælpe.
Ganske utypisk for Kristeligt Dagblad lades der hånt om hele historien, nej nu er skællene faldet fra lederskribentens øjne.
Men Taiwan var jo kinesisk, da Japan i 1895 erobrede det som krigsbytte og lavede det til en japansk koloni. Derfor gav de allierede også øen tilbage til Kina i 1945. Der var en grund til, at hele toppen af den tabende side i Kinas borgerkrig i 1949 søgte tilflugt på Taiwan: Øen tilhørte Kina, og kommunisterne havde ikke skibe til at afslutte borgerkrigen. Mens de byggede på dem startede Korea-krigen, Taiwan fik strategisk betydning og USA’s 7. flåde lagde sig i Taiwanstrædet. Siden har det – med en tidligere taiwanesisk præsidents ord – været et amerikansk militært protektorat.
For Kina er det til gengæld den sidste ydmygende rest af kolonitiden og 150 års elendighed nederst i hele det globale hierarki.
Beijing kan leve med den status quo, der blev etableret efter Nixon og Kissingers besøg i 1972. Så meget mere som de to økonomier er tæt sammenvævede, langt mere end vi forestiller os. Den lange tids separation gør dog genforening til en uhyre kompliceret opgave.
Men hvis status quo er truet, så udviklingen går den gale vej set i forhold til en genforening nok så langt ude i fremtiden, så blinker de røde lamper i Beijing. Under Trump og Pompeo blev USA’s stabile Taiwan-politik ændret: mere officiel kontakt, usikkerhed om Ét Kina-politikken, endnu større våbensalg – og, viser det sig, nu varig stationering af amerikanske soldater på Taiwan, for første gang siden 1972. Biden kunne have ændret denne Trump-politik, men har ikke gjort det.
Derfor signalerer Kina nu sin utilfredshed med de amerikanske tiltag. De overflyver ikke Taiwans luftrum, som lederskribenten skriver, men flyver i Taiwans meget store, selvbestaltede luftforsvarszone, også kaldet ADIZ (Air Defense Identification Zone). Sådan en har Kina også, og USA har i mange år fløjet krigsfly igennem den.
Det er en omhyggelig signaleren, kendt fra tidligere kriser. Det er også en påmindelse om, at i sidste ende kan en væbnet konflikt omkring Taiwan ende i en krig mellem to atommagter. Derfor er der al grund til at søge diplomatiske løsninger og dialog – hvor EU kan have en fornuftig rolle – i stedet for at rasle med våben og dæmonisere Kina ved at smide med nazi-kort omkring sig.
Vi står med rester af en kolonitid her, det er, som vi godt ved, uhyre følsomme sager. Der er brug for masser af kølige overvejelser, når der skal findes fredelige løsninger i Taiwan-strædet. Kanonbådspolitik duer ikke mere.
Clemens Stubbe Østergaard er lektor emeritus, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.
Redaktionen svarer:
Det er barokt at blive beskyldt for at være ”krigsglad” af en lektor emeritus, der forsvarer Folkerepublikken Kinas stadig mere krigeriske fremfærd over for det selvstændige og demokratiske Taiwan. Kristeligt Dagblads ledende artikel den 16. oktober kaldte det udtrykkeligt for ”sørgeligt”, at det internationale samfund igen står i en situation, ”hvor der skal kommunikeres via våbentyper og størrelsen på hangarskibe”. Men denne udvikling skyldes Folkerepublikken Kina, der med en lov fra 2004 helt officielt forbeholder sig retten til med ”ikke-fredelige midler” at forhindre Taiwan i at gå videre med sin uafhængighed. Taiwans indbyggere ønsker ikke at komme under kontrol af étparti-diktaturet i Beijing. Det ligger åbenbart uden for Clemens Stubbe Øster-gaards forestillingsfelt, at man kan mene, at demokratiske lande har ret til at forsvare sig over for despotier. At fremstille Kinas hegemonistiske politik over for Taiwan som et udtryk for kinesiske ønsker om at gøre op med kolonitiden er søgt.