Kina har udmærkede love de bør bare også gælde for kommunistpartiet

Kinas store problem ligger i, at kommunistpartiet reelt står over forfatningen og lovgivningen, siger den blinde borgerretsaktivist Chen Guangcheng. –
Kinas store problem ligger i, at kommunistpartiet reelt står over forfatningen og lovgivningen, siger den blinde borgerretsaktivist Chen Guangcheng. –. Foto: Kevin LamarqueReuters.

Nathan Gardels: I anledning af 30-året for den kinesiske forfatning i starten af december sagde Kinas nye leder, Xi Jinping: Vi skal gøre forfatningen og lovens ord kraftigt gældende overalt i samfundet, og enhver krænkelse af forfatningen og lovgivningen skal efterforskes (). Vi skal indføre mekanismer, der tøjler magten og fører opsyn med den. Magten skal holdes ansvarlig, og der skal holdes øje med den. Mener De, at det nye kinesiske lederskab faktisk oprigtigt går i brechen for retssamfundet i kølvandet på skandalerne om Bo Xilai og korruptionen blandt partiets spidser?

Chen Guangcheng: Jeg tror slet ikke, der er grund til at tro på, at Bo Xilai-sagen vil få Xi Jinping til at gennemføre ændringer. Det vigtigste er at se på, hvad han gør. Vi har alle hørt masser af fine ord nu må der sættes handling bag ordene. Hvis der bliver gjort konkrete tiltag, kan vi tro ham på hans ord.

Hvad skal der helt præcist til for at overbevise Dem om, at den nye ledelses bestræbelser er oprigtige og et udtryk for fremskridt?

Ledelsen kunne eksempelvis opgive politikker, der hindrer pressefriheden og etableringen af andre politiske partier, og den kunne beskytte ytringsfriheden mere end blot på skrømt. Ledelsen kunne adskille partiets magt fra myndighedernes som det er nu, påvirker partiet alle politiske niveauer fra regeringen og ned til kommunerne. Gør retsvæsenet uafhængigt. Lad partiet skøtte sine egne sager, og lad regeringen udføre sine pligter i henhold til lovgivningen. Hvis ledelsen gør disse ting, vil vi tro den.

Indtil videre har ledelsen altså ikke indført nogen nye tiltag, der viser, at den er slået ind på forandringens vej?

Nej. Hvis ledelsen fremlagde en tidsplan, ville jeg tro på det. Desværre er det sådan med det nuværende system, at kommunistpartiet står højt hævet over forfatningen og loven og ikke forsøger at lave om på noget. Hvordan skal vi med det setup tro på, at de vil respektere forfatningen?

LÆS OGSÅ: Kinas kristenforfølgelser fortsætter uændret med ny partitop

Er et retssamfund muligt med et etpartisystem? Eller er det for Dem at se kun muligt, hvis der er et valgsystem med flere partier?

Lovgivningen er et redskab, og folk bør være lige for loven. Det kræver naturligvis et kontrolsystem, som skal have magten til at modvirke de partimekanismer, som kontrollerer retssystemet, og kontrolsystemet skal have hjemmel til at forlange forbedringer. Det er en nødvendighed for et pluralistisk flerpartisystem. Ellers vil det ikke komme til at fungere i praksis, uanset hvor stærke love man har.

Partiets position er forordnet i forfatningen på forhånd. Betyder det, at Deres visioner for retssystemet kun kan blive til virkelighed, hvis forfatningen bliver lavet om?

For mig at se er lovgivningen i den nuværende forfatning i bund og grund god. Det er imidlertid sådan i Kina, at vi har en lovgivning, men ikke en retsstat og ikke noget organ, der fører opsyn og garanterer håndhævelse af lovgivningen. Når kommunistpartiet bryder loven, mon det så vil forbyde sig selv at vedblive med dette? Problemet ligger i, at kommunistpartiet reelt står over forfatningen og lovgivningen.

Der er ting i forfatningen, der bør ændres for eksempel den indledende præambel, der giver kommunistpartiet den ultimative magt og myndighed. Det er et led i det såkaldte grundlæggende tankesæt: at fastholde partiets lederskab, bevare den marxistisk-leninistiske maozedong-tankegang og fortsætte arbejderklassens diktatur. Det er jo absurd! Kig engang på proletariatet af i dag. Hvilken partispids er ikke storforbruger? Hvordan kan de kalde sig arbejderklassen? Det er absurd! Det er der ingen, der tror på.

Men det handler ikke om, hvorvidt kommunistpartiet ønsker forandring eller ej, for samfundsudviklingen er uundgåelig. Hvad enten partiet er med på det eller ej, og uanset hvilken form forandringen vil tage, er magtbalancen mellem bureaukratiet og folket ved at forskubbe sig.

Som det er nu, dikterer partiet, hvem der skal være retsformand og chefanklager. Juristen He Weifang fra Beijings universitet anbefaler, at man for at nærme sig et uafhængigt retsvæsen indfører en udpegelsesproces, der kræver godkendelse fra Den Nationale Folkekongres. Hvad tænker De om dette forslag?

Hvorfor kun retsformanden og chefanklageren? Et demokratisk system kan ikke nøjes med en anklager. Der bør indføres direkte valg af embedsmænd på alle niveauer. Og uanset hvad, er det min oplevelse, at det her er, hvad mange kalder reform. Det er helt ubrugeligt. Det, Kina har brug for, er en forvandling.

© Global Viewpoint Network/Tribune Media Services

Oversat af Sara Høyrup

Chen Guangcheng