Tidligere rådgiver: Kina kan få en brat opvågnen med Donald Trump

Kineserne har en forventning om, at Trump vil isolere USA og give Kina mere plads, men Trump kan vise sig værre end forventet, siger tidligere Kina-rådgiver for Bush og Obama Paul Haenle

Tidligere Kina-rådgiver for amerikanske præsidenter Paul Haenle mener, at det er vigtigt, at Donald Trump mødes med Xi Jinping så hurtigt som muligt. –
Tidligere Kina-rådgiver for amerikanske præsidenter Paul Haenle mener, at det er vigtigt, at Donald Trump mødes med Xi Jinping så hurtigt som muligt. – . Foto: Carnegie Endowment.

TRODS DE HÅRDE ORD, som Donald Trump brugte om Kina under det amerikanske præsidentvalg, konkluderede kinesiske medier, at Trump ville være bedre for Kina end Hillary Clinton.

”Clinton talte om menneskerettigheder, det gjorde forretningsmanden Trump ikke. Han talte om at trække USA tilbage, og det ville være godt for Kina. Han talte også om, at USA’s allierede i Asien skal betale mere til deres eget forsvar, og det kan kineserne også godt lide,” siger Paul Haenle, der er direktør for Carnegie-Tsinghua Center i Beijing.

Med en baggrund som Kina-rådgiver for tidligere præsident George W. Bush og den afgående præsident, Barack Obama, har Paul Haenle et stort indblik i forholdet mellem Kina og USA.

Ifølge Paul Haenle er det dog for tidligt at konkludere, hvordan Trump vil handle, når han først er indsat som præsident. Og Kina kan stå over for en brat opvågnen. Han peger på en artikel i Foreign Policy, hvor to af Trumps rådgivere, Peter Navarro og Alexander Gray, taler om at skabe ”fred gennem styrke” i Asien-Stillehavsområdet med henvisning til tidligere præsident Ronald Reagans strategi. Ifølge de to rådgivere indebærer det oprustning af flåden og øget militær tilstedeværelse i regionen. USA vil også fortsat støtte Taiwan, der betegnes som et ”demokratisk fyrtårn”, og USA’s allierede Japan og Sydkorea.

”Det er derfor sandsynligt, at Trump vil opruste militært i regionen. Han vil bevare status quo, men med mere militær styrke. Det er det modsatte af, hvad kineserne troede,” siger Paul Haenle.

”Så vi taler om ’fejljusterede forventninger’ – at Kina forventer ét, mens Trump kan vise sig at være værre, end de har forventet.”

Under valgkampen har Donald Trump også truet med at indføre en told på 45 procent på kinesiske varer. Paul Haenle tror dog ikke, at det kommer så vidt:

”Men jeg tror, han vil være hård på handelsområdet, og det er også dårligt nyt for Kina. Han er nødt til at vise vælgerne, at han er hård over for Kina. Noget af det vil måske være teater, men det kan alligevel få konsekvenser. Også for Europa, hvor en Angela Merkel har indset, at man er nødt til at skubbe på, for at virksomhederne kan få bedre adgang til det kinesiske marked.”

Kina har spillet mere med musklerne i Det Sydkinesiske Hav under Xi Jinping, og spørgsmålet er, hvordan kineserne vil opføre sig med udsigten til en ny præsident.

”Det afhænger af, hvordan Kina vil spille sine kort. Efter dommen i Den Internationale Domstol i Haag (der afviste Kinas krav i Det Sydkinesiske Hav, red.) har Kina været relativt afdæmpet i sin fremfærd. Hvis Kina vælger at provokere, vil Trump være nødt til at reagere kraftigt. Det ville være en dårlig start for begge parter,” siger Paul Haenle.

Som tidligere rådgiver for to præsidenter har han dette råd til den kommende præsident:

”Det er vigtigt, at Trump mødes med Xi Jinping så hurtigt som muligt. Obama og Xi mødtes hurtigt på Sunnylands i 2013, hvor de diskuterede de store spørgsmål. Det er vigtigt, fordi Kina-USA-politikken drives fra toppen,” siger Paul Haenle.

Han hæfter sig dog ved, at Xi Jinping ringede til Trump allerede i mandags. Det er første gang, en kinesisk leder har ringet til den kommende præsident, inden han har indtaget Det Hvide Hus.

”Det viser, at kineserne ønsker et stabilt forhold. De har en vigtig partikongres næste år, og de ønsker at fokusere på den hjemlige politik,” siger han.