USA’s kristne vælgere føler sig hjemløse ved dette års præsidentvalg. De stemmer i reglen republikansk, men omfatter Donald Trump med dyb skepsis og synes, det lyder falskt, når han forsøger sig med værdikonservative paroler.
I magasinet First Things skriver Michael Hanby, professor ved Catholic University of America, desillusioneret om dette års ”afskyelige” valgkamp. Man kan ikke sige meget om den, som ikke allerede er sagt, og manglerne hos begge kandidater er beskrevet udførligt.
Bliver Trump præsident, vil tilstandene i landet blive kaotiske, mener Hanby, med sociale grupper, der vil stå fjendtligt over for hinanden, og statsmagten vil opleve en fragmentering i en slags len, hvoraf nogle sikkert dårligt nok vil anerkende den uberegnelige nye leder.
”Og vælges Clinton, vil det næsten med sikkerhed betyde, at den progressive kulturrevolution vil skride uhindret frem.”
Men uanset hvem der bliver præsident, vil landets kulturkrise kun forværres, mener professor Hanby, for begge partier er begyndt at demonstrere en sær evne til at fyre op under denne krise.
Krisen hidrører i hans øjne fra en ny totalitarisme, som vokser sig stadigt stærkere i det amerikanske samfund. Nok hylder man frihedsidealerne, men den teknologiske og liberale civilisation i USA rummer i virkeligheden totalitære træk. Hanby tænker vel at mærke ikke på en gammeldags totalitarisme, hvor en almægtig stat udøver tyrannisk magt, men på en blød totalitarisme, som breder sig, lige netop fordi den teknologiske og liberale kultur så småt begynder at fylde det hele. Hele hverdagens livsverden bliver efterhånden formet af den – og dermed alles sind og tanker. Og det er en form for totalitarisme.
Ganske vist er USA’s forfatning fuld af klassiske og kristelige elementer, men man kommer ikke uden om, hvor ung nationen faktisk er. Amerikanerne har ingen fælles tradition og ingen fælles minder fra før den moderne epoke, for USA er ikke ældre end den. Den fælles ”kultur”, amerikanerne deler i dag, er i det store og hele et produkt af en kulturindustri, betoner Michael Hanby.
Han er utryg ved moderniteten, fordi den tydeligvis er i færd med at udslette sansen for transcendens i tilværelsen, det vil sige det, der rækker ud over det sociale og dennesidige. Sandhed erstattes af pragmatisk effektivitet, det skabte af det historisk konstruerede, evigheden af det rent timelige, og Guds transcendens erstattes af skabningen. Alle former for transcendens fordunkles – undtagen én:
”Når den ægte transcendens er trængt ud, bliver den politiske orden selv den transcendentale horisont og erobrer herredømmet over natur, sandhed og moral – over alt det, som ligger før eller ud over den selv og som ville begrænse den.”
Det politiske selv bliver den dominerende mastodont, mens religionen kan få lov at eksistere ude på kanten som et pietistisk liebhaveri.
Mange kirkefolk tilpasser sig denne skæbne. De giver villigt afkald på den klassiske teologi og dens optagethed af det hinsidige, dens tale om transcendens, for at erstatte den med psykologiens, sociologiens og politikkens tale. Og de holder efterhånden op med at finde kirkens styrke i det at kunne række sakramentalt ud over den politiske kultur. I stedet nøjes de med at betragte den som en art smørelse eller bindeled inden for samfundet.
Det er en art kvælning, som den katolske professor beskriver, men han kan også se et lys skinne igennem. Han citerer den engelske forfatter C.S. Lewis: ”Der er ikke noget som et godt stød af smerte til at opløse bestemte slags magi.”
”Hvis der er håb at finde i dette smertefulde, politiske år, er det i dette, at den forhekselse, som den liberale modernitet længe har udøvet over kristen forestillingsevne, muligvis er begyndt at opløses, tilmed samtidig med at teknokratiet strammer grebet om vores hverdagsliv.”
Den teknologiske og liberale orden begynder muligvis at få mindre magt over sindene.
”Derpå bliver spørgsmålet egentlig ikke, om vi kan genskabe konservatismen eller forny civilsamfundets moralske grundlag, men om vi kan finde vores vej til fylden i den trancendentale tro, med alt hvad den indebærer, og leve i lyset af et sandt eskatologisk håb,” skriver Hanby.
”Et skræmmende håb, måske, men det er den eneste sande modstand mod en kvælende dennesidigheds tyranni.”
En mindre politisk, mere mystisk kristendom håber han på, og en kirke som igen fatter sans for det, som er over verden.
Anders Raahauge er kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.