Kirkedage 2010. Nu også med grundtvigianere

Kirkedagene er ikke længere politiske, men de abonnerer heller ikke på fællesskabet, skriver Jan Lindhardt

Tidligere biskop Jan Lindhardt mener, det vil være synd og skam at adskille kirke og stat. Ikke mindst for staten.
Tidligere biskop Jan Lindhardt mener, det vil være synd og skam at adskille kirke og stat. Ikke mindst for staten. Foto: Nils Meilvang.

Jeg var til kirkedage forleden i Viborg. De holdes i et eller andet stift i Danmark hvert tredje år. Det var i Roskilde for syv-otte år siden og før da i Århus og så videre. Forskellig optræden finder sted, mange foredrag holdes, et hav af boder, som sælger gode ting, mest bøger og tryksager, er stillet op i de store haller, som Viborg Kommune er i gang med at bygge ved siden af begyndelsen på et opsigtsvækkende rådhus. Man mærker, at byen er blevet regionshovedstad.

Det hidtil største arrangement, der er blevet holdt i de mange sportshaller, teatersale og udstillingsrum var netop Danske Kirkedage. Man regnede med, at op mod 4000 ville møde op, hvilket er mange. I Roskilde havde man kun godt 2000 deltagere. Noget af forklaringen er, at man slet ikke havde de faciliteter i Roskilde, som man har i Viborg, at det var dårligt vejr, og at der måske er flere fromme mennesker i Viborg end i Roskilde.

Men måske bør perspektivet være et andet. Måske skal man ikke hæfte sig ved de mange fremmødte, men ved, hvor få de 4000 i virkeligheden er i forhold til kirkens medlemstal på 4,5 millioner. Det er jo ikke ret meget.

Det er nogenlunde den samme struktur og det samme forhold, man har i politik, hvor man har partier, som hver især ikke har mange medlemmer, og hvor endnu færre kommer til landsmøderne.

Denne struktur hænger sammen med, at der efter Grundlovens vedtagelse blev dannet ikke alene politiske partier, men også kirkelige – med "grundtvigianere, "missionsfolk" og "kirkeligt centrum" som de væsentligste. De var landsdækkende kirkelige partier.

Men i 1920'erne kom en ny kirkepolitisk tænkning ind over os fra Sverige, hvorefter alle, der var medlemmer i kirken (og det var 98 procent af landets indbyggere), skulle forstå sig som værende medlem af et sogn ved at gå til den lokale gudstjeneste og holde grundlovsfest og høstbal sammen med de øvrige beboere i sognet. Og naturligvis betale sin kirkeskat. Sognet blev altså den bærende enhed.

Grundtvigianerne og tidehvervsfolk tog denne kirketænkning helhjertet til sig, som var udformet af den svenske biskop Billing og formidlet til Danmark af den danske præst Morten Pontoppidan. Missionsfolk derimod afviste den. De foretrak, at man trak de hellige ud af den store menighed, som nok var hellig, men ikke så hellig som missionsfolkene.

Der var for dem den store menighed og den lille, "kernemenigheden", hvor alle, der fortjente det, var med. Selvfølgelig kunne man godt komme sammen med almindelige kristne, dog kun til dette liv var slut, for så skiltes vore veje ved den "dobbelte udgang", hvor nogle fromme blev frelst, og de fleste gik fortabt.

I 1968 blev denne pontoppidanske tanke offer for et ungdomsoprør. Man holdt de første kirkedage i Haslev. Deres identitet var ikke særlig kristen, men først og fremmest kristen-politisk. Klassekampsamfundet skulle bekæmpes med evangeliet. Folk var fjendtlige mod det kapitalistiske samfund og ville bekæmpe det, hvilket var det samme som at slås mod den vestlige verden. Der var derfor mange, man ikke kunne være i stue med eller på atommarch med.

Kristendommen var nu ikke længere noget, der forenede, men derimod adskilte folk. Alternative menigheder dukkede op overalt, ikke mindst båret af dem, der ikke ville have med Billings og Pontoppidans favnende tankeform at gøre.

Grundtvigianerne holdt sig langt væk fra de venstreorienterede kristne: De unge ville jo ikke spille Laub, men have lysglobe i kirkerne, og de ville gøre noget for verden, hvilket var en misforståelse af både kirken og verden. Der skete i disse år en tilnærmelse mellem grundtvigianere og tidehvervsfolk – med de sidste til at holde de første fast på, at man ikke måtte kaste sig ud i en "godhedsindustri" af nogen art endsige bilde sig noget ind om sig selv og sin egen kvalitet. Menigheden var jo der, hvor man boede, og det var her, man skulle være "jorden tro", som det hed.

MEN HVAD SER VI NU? Kirkedagene er ikke længere politiske, men de abonnerer heller ikke på fællesskabet. De besøges af firhjulskristne, som har det morsomt med hinanden og hører på foredrag og drikker øl med hinanden ude i teltene sammen med gamle venner – ja og mennesker, der kommer for at udfolde sig selv kristeligt-religiøst. Kristendom er som alt andet i dag et tilvalg, hvilket ofte giver en let og føjelig religion, der mener det, man gerne selv vil mene. Men først og fremmest er det blevet ens egen oplevelse og erfaring og udvikling.

Som noget helt nyt var grundtvigianerne med på kirkedagene. Tankevækkende. En klog fyr på kirkedagene profeterede, at menighedstanken er på vej til at forsvinde. Forståelsen af, at jeg hører til i et sogn og en kirke, og at dér er min præst, der er min, fordi hun forkynder i min kirke og går i samme Brugs som jeg, vil forsvinde. I stedet kommer kirken til at høre privatlivet til og bliver noget, der kan vælges eller fravælges, en lejr, man kan tage med på eller lade være.

Det får mange konsekvenser – en af dem er, at det vil blive forbavsende let for politikere i et svagt øjeblik at skille kirke og stat ad. Det vil være synd og skam. Ikke mindst for staten.

Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen