Kirkefondets status. Et udviklingscenter, ikke en pengetank

FOR NOGLE ÅR SIDEN overvejede Kirkefondet at skifte navn i retning af "folkekirkeligt udviklingscenter" for at modvirke det præg, der hænger ved fonds-navnet. Dygtige folk frarådede det: Kirkefondet har et så godt navn i den kirkelige verden, at et navneskifte ville skade mere, end det gavnede.

Kirkefondet er hverken en "pengetank" (som der stod i Kristeligt Dagblads overskrift den 21. oktober) eller en forretning med profit for øje, men en formålsbestemt organisation – som ganske vist kun overlever, hvis det kan forenes med at drive virksomhed, men som ikke desto mindre har formålet i centrum. Vi er der ikke for organisationens egen skyld.

Hvis det er "naivt" (Holm i Kristeligt Dagblads leder samme dag), er der forhåbentlig mange i den kirkelige verden, der er naive. Samtidig er Kirkefondet imidlertid en af de kirkelige organisationer, der har været længst fremme med at prøve at leve af de ydelser, vi tager betaling for. Det blev vi tvunget til, da Kirkefondet i midten af 1990?erne mistede de store "arbejdsfri" indtægter fra først og fremmest udlejning af vandrekirker. Det er svært, fordi det folkekirkelige marked er lille og bestemt af menighedsrådenes økonomiske råderum.

Kolleger i kirkelige organisationer har rystet på hovedet mange gange, når vi har prædiket for, at de skal tage, hvad det koster, når de yder konsulentbistand og holder foredrag for menighedsråd. Men de lærer det som regel kun på samme måde som vi: når det er økonomisk nødvendigt.

Det skal også hele tiden vejes op mod formålet: Vil vi give rabat til et lille menighedsråd med få penge, der har brug for vores hjælp, selvom det betyder tab på ydelsen? Kan generalsekretæren bruge flere hundrede arbejdstimer på at sidde i udvalget bag den grønne betænkning eller dommerkomitéen om Gethsemane Kirke-projektet uden at få en krone for det? Kan vi skrive en regning, når en Kristeligt Dagblad-journalist ringer og bruger en halv time på at få oplysninger om udviklingen i allehelgensgudstjenester?

Skal vi holde op med at udgive magasinet "Kirken i Dag", som med 1500 betalende abonnenter er en succes, og som bruges flittigt – senest som grundmateriale på Kirkeministeriets og Landsforeningen af Menighedsråds orienteringsmøder om folkekirkens økonomi? Ingen blade af den type kan løbe rundt uden offentligt tilskud.

KIRKEFONDET FÅR INGEN offentlige tilskud til sine aktiviteter. Tværtimod er vi i modsætning til de fleste udbydere i kirkelivet momsregistrerede og er derfor i en ikke særlig gunstig konkurrencesituation.

Vi har naturligvis ikke altid været dygtige nok til forretningssiden. Men det er dog lidt af en præstation at gå – som det kan ses af de regnskabstal, som Kristeligt Dagblad offentliggør – fra en salgsomsætning på 1,4 millioner kroner i 1997 med ni medarbejdere til en salgsomsætning på 2,3 milloner i 2008 med fem og en halv ansat. Det er en tredobling af indtjeningen pr. medarbejder! Og i 2009 vil det være en firedobling.

Det er udtryk for, at vi har medarbejdere, der brænder for det, de laver, og yder en indsats langt ud over, hvad man kan forvente. Kirkefondets primære kapital er viden og ideer hos vore medarbejdere og frivillige, og opsamlet i 120 års erfaringer fra kirkebyggeri, menighedsopbygning og kirkelig fornyelse.

Man kan vende det negativt og sige, at vi har brugt 10 millioner kroner af Kirkefondets kapital på 10 år. Man kan også vende det positivt og sige, at vi har investeret både viden, ideer og 10 millioner kroner i folkekirkelige initiativer, og det er der kommet ganske meget ud af, samtidig med at vi har arbejdet med den store udfordring at omstille os til at skulle leve af arbejdsindtægter.

FOLKEKIRKEN HAR hverken en officiel udviklingsafdeling eller et udviklingsbudget. Vi har på beskedent plan løst en række udviklingsopgaver, som der ikke er organisation og midler til i det officielle system. Ofte har det været sådan, at tingene efterfølgende er blevet "overtaget" af det officielle system, hvorved vi ikke høster de driftsindtægter, der skulle betale udviklingsomkostningerne.

Der er fortsat mange uløste opgaver, som en fri ressource som Kirkefondet kan bruges til. Det er interessant, at netop Vesterbro-provsten finder os overflødige, efter at han selv købte en af vores medarbejdere til i et år at stå for udviklingen af det nye Vesterbro-samarbejde. Forhåbentlig ud fra et ønske om at få den bedste til opgaven.

Kirkefondets bestyrelse har – som det klart fremgår af artiklerne i Kristeligt Dagblad – aldrig lagt skjul på den sårbare økonomi. Har vi ikke midler til spændende og udviklende initiativer, ja, så må disse komme andre steder fra. Omvendt er Kirkefondet ikke Kirkefondet, hvis alt det nyskabende fjernes, og vi bare skal være en konsulentforretning.

Det er det farvand, vi manøvrerer i. Vi har brug for alle de positive ideer og al den inspiration, som vi kan få. Alle er velkomne til at tage del i debatten på vores repræsentantskabsmøde den 14. november, Vores årsberetning kan læses på hjemmesiden www.kirkefondet.dk.

Erik Mollerup og Kaj Bollmann er henholdsvis formand og generalsekretær i Kirkefondet