I USA spørger de: ”What would Jesus do”? På dansk: hvad ville Jesus gøre – eller i mere abstrakt forstand, hvad ville Jesus mene om dette eller hint.
I folkekirken er altings målestok per tradition Luther. Ikke fordi han er en profet, men fordi vores teologiske tankemønstre er formet af hans teologi, og fordi folkekirken er konfessionelt forpligtet på den lutherske kristendom.
Derfor kan man høre Luther taget til indtægt for, at præster for eksempel skal holde sig ude af politik. Det sker med henvisning til den såkaldte to-regimentelære. Præster bliver bedt om at holde kaje med deres meninger og støtteerklæringer til denne og hin udlændingepolitiske dagsorden. Fordi det ikke hører til deres embede at bedrive politik.
Men hvad nu med den aktuelle krig i Ukraine? Kan præster have en mening om den, eller skal vi blot bede for begge parter – det vil sige også bede for vores fjender, som Jesus foreskriver os? Ja, kirken skal virke for forsoning og frelse, og derfor skal vi altid bede både for venner og fjender. Dermed også sagt, at Jesus faktisk anerkendte, at vi har fjender.
Der findes retfærdighed og uretfærdighed, og vi alle har en rem af uretfærdigheden. Dog er den kristne altid sandhedssøgende, og den magt, der er i verden, er givet af Gud til at bekæmpe denne synd, uretfærdighed og ondskab. Det sidste er den verdslige øvrigheds gudgivne mandat.
Tillad mig at springe hen over nogle finere kirkehistoriske nuancer og slå fast, at ifølge Luther udøver Gud sin magt i verden på dobbelt vis. På den ene vis gennem kirken og dens forkyndelse, og på den anden vis gennem den verdslige øvrighed (altså staten).
Kirken skal forkynde menneskers frelse, og præsterne skal ikke i praksis befatte sig med det verdslige styre, som er i hænderne på den verdslige øvrighed. Men kan denne lære bruges til at kritisere de præster, som i nærværende avis den 29. marts, ville støtte en komité, der samler penge ind til den ukrainske hær? Blander de sig så ikke i den verdslige magts område?
Jo, hvis de to regimenter opfattes som helt adskilte. Eller hvis krig og risiko for undergang ses som politik på linje med stridigheder om udlændinge, asfalt og antallet af vindmøller. Krig var ifølge den prøjsiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz en fortsættelse af politik med andre midler.
Men pointen ligger i, at krig eksistentielt og teologisk betragtet er meget mere end politik. Og ser vi til Luther, så havde han meget stærke meninger om, hvad krig var, og hvornår krig var tilladt – og for den sags skyld, hvilken part man skal støtte i en krig. Ifølge Luther kan krig ikke føres i Guds navn, for en uretfærdig krig er altid djævelsk og syndig – og fordrer altså i Luthers øjne altid et forsvar for retfærdigheden.
Måske vi lige nu er grebet af en nærmest eksistentiel undergangsangst, og gammelkendt frygt, ’når krigen kommer’ er vakt til live igen. Jeg vil påstå, at vi reagerer ud fra vores kristne forståelse af, at krig kun er tilladt som forsvarskrig.
Tør vi bruge Luther til at anlægge dette syn på krigen i Ukraine, kan vi herhjemme og blandt præster og godtfolk sikkert enes om, at krigen skal afsluttes snarest.
Derfor ser så mange danskere sig selv i ukrainernes sag. Ifølge Luther har en aggressor aldrig ret. I den aktuelle krig er russerne dem, der begyndte krigen. Det gælder upåagtet, hvad ukrainerne har bedrevet af udåd og provokationer forud for, eller hvad vi kan anklage os selv for (ved at have rykket vestlig interessesfære med østudvidelser af EU og Nato ind i en russisk interessesfære og så videre).
Nu kendte og forstod Luther ikke den slags storpolitik, men hans principielle skelnen mellem en ”lystkrig” og ”en nødkrig” – som har dybe kristne rødder – er stadig bestemmende for vores måde at anskue krig på. Luther forklarer, at en lystkrig hører Djævelens børn til, nødkrigen hører Guds børn til.
Men hvordan ser det ud fra russisk side? Ja, Rusland er en gammel kristen nation, så de kender godt argumentationen. Læren om forholdet mellem stat og kirke er anderledes i ortodoks tradition; fra oldkirken af var den østlige tradition i højere grad præget af det, man kalder for cæsaro-papisme: at kejseren (senere zaren) både er den sande filosof og Guds stedfortræder på jord, hvorfor kirken må understøtte kejserens magt og beslutninger.
Derimod kender russerne selvfølgelig til, at kun forsvarskrigen er kristeligt retfærdig. Kanske Rusland føler sig i sin gode ret til at anse deres angreb på Ukraine som en forsvarskrig på grund af ukrainernes ikke særlig noble behandling af de etniske russere eller folk med en grænselandsidentitet i Ukraines østlige provinser.
Luther forklarer, at selvom man synes at have nok så gode grunde til at begynde en krig, da vil en sådan selvrådighed bevirke, at man taber.
Men her kommer Luther med et bemærkelsesværdigt diplomatisk råd i skriftet ”Kan soldater have Guds nåde”. Han skriver, at ”selv om du nu er sikker og vis på, at det ikke er dig, der begynder, men at du bliver tvunget til at føre krig”, så skal du alligevel ”ikke fare op på denne måde”.
Luther forklarer, at selvom man synes at have nok så gode grunde til at begynde en krig, da vil en sådan selvrådighed bevirke, at man taber. Med andre ord kan alle de rimelige årsager, man selv har for at få sat tingene på plads med våbenmagt, ikke forsvare en angrebskrig.
Luther er fuld af eksempler fra Bibelen og historien på tyranner og store rigers hovmod i slige sager. Krigen tyer man først til, når der er tale om forsvar af retfærdigheden over for uretfærdigheden – forsvarskrig er derfor nødvendig og ret.
Og kunne jeg driste mig til at aktualisere, er det vel ud fra dette teologiske rationale også muligt, at præster kan ytre ønske om at våbenstøtte til den forsvarende parts øvrighed; i alle tilfælde hvis det sker ud fra en formodning om, at ens eget hjem og sikkerhed er truet af aggressoren?
Derimod ikke af ren og skær beruselse over krigen, det er ifølge Luther en syndig lyst i kødet hos især yngre mænd, men fordi “min nabo tvinger og nøder mig til at føre krig” – alle vil helst lade være, men ikke, hvis det er ”pligtmæssig forsvar og nødværge”.
”Den, der begynder en krig, har uret”, siger Luther. Af samme grund er det med hans ord ”ret og rimeligt, at den, der først trækker kniven, bliver slået eller i hvert fald straffet til sidst”.
Forsvarskrigen tjener i den forstand freden, ”for det er Gud, der virker og vil have fred. Han er fjende af dem, der begynder krig og bryder freden”.
Tør vi bruge Luther til at anlægge dette syn på krigen i Ukraine, kan vi herhjemme og blandt præster og godtfolk sikkert enes om, at krigen skal afsluttes snarest: allerhelst således, at uretfærdighed og tyranni ikke belønnes.
Det kan man så mene, som præsterne i den aktuelle sag, er noget, der kræver økonomisk støtte til den forsvarende ukrainske hær for at nøde russerne til forhandlingsbordet, eller mene bedst udfindes ved en pacifistisk indstilling, der afskyer enhver form for støtte til krig endsige præstelig indblanding i samme.
Kaj Munks ord fra 1930'erne, ”aldrig, aldrig, aldrig spørge om det nytter, bare, om det er sandt”, blev et kodeord for at begribe modstandskampen herhjemme. Nu om stunder mener ethvert land, ja, måske ethvert menneske, at kunne definere sin egen retfærdighed og sandhed.
Men hvad angår en krig, er det enten sandt, at en part er den angribende, og at en part er forsvarende – eller også er det løgn, og så er der slet ingen krig. Som altid viser det sig, at vi slet ikke kan forstå vores verden, eller hvordan vi agerer i verden i dag, uden at kende vores kristne historie.