Som historiker ved jeg, at historien bevæger sig i lange forløb og linjer. Men som menneske ved jeg også, at enkeltstående begivenheder, taler og øjeblikke indkapsler og destillerer det nye, der pludselig kan bryde frem. Det er, hvad vi kalder for vendepunkter. Ruslands krig mod Ukraine er et sådant vendepunkt.
Ja, den tyske kansler Scholz satte i sin tale i Forbundsdagen i Berlin ærlige ord på: Øjeblikket nu er et vendepunkt. Både politisk, men også mentalt. Og jeg erfarer det ved spisebordet derhjemme. For havde jeg for kort tid siden forestillet mig, at jeg skulle forklare mine børn, hvad en molotovcocktail er? Hvordan man laver den – og hvilket formål den kan tjene i en modstandskamp mod en invaderende hær? Og samtidig, dag for dag, skjule krigens mange konsekvenser for dem? Det er historien, der indhenter mit og mine børns liv i disse dage.
Lige nu genopdager vi vores land, genopdager forsvarets nødvendighed, genopdager, at alting kommer med en pris.
Historien er fuld af sådanne enkelstående vendepunkter, der upåagtet deres sammenhæng med historiens lange linjer gør tider og epoker forståelige for os som mennesker. Det nye syn på Rusland gør det oplagt at søge efter et eksempel, hvor den russiske kultur har indkapslet et sådan vendepunkt. Jeg vil påstå, at en enkelt tonegang kan rumme hele dette vendepunktets logik.
Jeg tænker på den musik, der er mest oplagt at tænke på i russernes aktuelle forårsoffensiv, nemlig den russiske komponist Igor Stravinskijs musik- og balletværk Våroffer.
Stravinskij indledte det med en uhørt fagotsolo. Den spruttende fagotten åbnede alene værket. Denne indledning blev en af musikhistoriens største skandaler. Premieren den i maj 1913 elektrificerede det Paris, hvor det første gang spillede. De nye, brutale toner sendte trykbølger udover hele den vestlige del af verden. Og disse første takter af værket var nok til at udløse et postyr ikke set magen til ved et musikstykkes førsteopførelse.
”Det var en ny slags vild ukunst og samtidig kunst”, forklarede et af øjenvidnerne til det 20. århundredes musikalske begyndelse, og fortsatte: ”Al form ødelægges, men noget nyt dukker pludselig op af kaos”. De aktuelle begivenheder bevirker det samme hos os, det er rædsel og opvågnen. Ud af krigens kaos taler vi om en ny verdensorden. Lige nu genopdager vi vores land, genopdager forsvarets nødvendighed, genopdager, at alting kommer med en pris.
Stravinskijs musik blev anslaget til det 20. århundrede, i sig selv det grusommeste århundrede i menneskehedens historie. Balletten selv, som Stravinskij satte musik til, bebudede i kunstens form den kommende tids brutalitet. Her er klimaks en hedensk menneskeofring, som snart skulle vise sig som en ouverture til Den Store Krig, Første Verdenskrig, der fulgte kort tid efter.
Musikkens nye udtryk virker ikke særlig revolutionerende på os i dag, men dengang var der kommet noget nyt til verden: rytmens musik, den nedbarberede, dissonante musik var brudt ind i vores tid.
Det var et farvel til skønheden og romantikken og freden i tiden forinden. Allerede under de første takter af Våroffers premiere blev der uro på rækkerne. Prustende latter, hånsord, piften, da fagotten satte i – ubehaget ved dette nybrud nedbrød formerne.
Overalt vaktes publikum til stillingtagen, tumulten tog så meget til, at pariserne skreg deres utilfredshed ud. Danserne hørte ikke musikken, koreografen råbte trinnene til danserne, og just ved indledningen til ’forfædrenes ritual’, selve ofringen, blev det så grelt, at lysene blev slukket. Da lyset blev tændt på ny, havde publikum den foruroligende fornemmelse af, at de var blevet scenen, og danserne var publikummet. Tilskuernes reaktion, deres afsky over denne blasfemi, var måske netop, hvad komponisten havde ønsket sig. Den verden og den musik, der var før, kunne aldrig komme tilbage uden bevidstheden om, at der fandtes en anden lyd.
Historien er fuld af sådanne øjeblikke, der ikke i øjeblikket vides at være netop øjeblikket. Men så snart øjeblikket er overstået, ved vi det alligevel. Dagen derpå, da dagen gryede i Paris efter Våroffers premiere, var musik, der ikke forholdt sig til dette nye, fanget i fortiden. De gamle dage var endt, den nye tid begyndt. Sådan kan ingen på bagkant af nutidens krig tro, at verden kan blive, som vi kendte den for bare en uge siden.
Som teolog må jeg gribe til kristendommen for at forstå, hvad denne form for cæsurer i tiden er. Tænk på Jesu fødsel i Betlehem. Om man vil det eller ej, var det en indgriben i vores tid, der ændrede tidens kvalitet og menneskets mentalitet i et nu. Som Stravinskijs musik, kan vi sige. Julekrybben, hvor det skete, var heller ikke noget æstetisk skønt eller smukt. Den var forargelig.
”Der måtte de, Maria, Josef og Jesusbarnet, ligge udi stank og skidne strå”; prædikede den danske reformator Hans Tausen for snart 500 år siden. Her lå de, fortsatte Tausen, blandt ufornuftige, umælende kreaturer, mens alverdens høje hanser sad øverst til bords i ypperligste mag og åd, drak og slampamperede med alt, hvad deres syndige legemer kunne begære. Nej, i vores egen magelighed herhjemme, fortoner Jesus og hans usle fødsel sig let. Eller skal jeg sige det med sammenligning til i dag: Fortoner krigens og forsvarets gru, som er frihedens pris, sig.
Det er nu vi skal registrere tidernes vending. Jeg kalder dette at se et vendepunkt i øjnene for et Betlehems-perspektiv. Det er at se, hvordan tidernes skiften kvalificeres i et bestemt øjeblik. Ingen af os er blinde for, hvordan mennesker også prøver at forstå verden uden barnet i krybben, hvordan mennesker, skal vi sige, vil forstå verdens og historiens gåde ud fra et Jerusalems-perspektiv:
Et Jerusalemsperspektiv kan forstås som modsætningen til Betlehems-perspektivet. Det vil sige, da Jesus kom til verden og ifølge kristendommens historieforståelse ændrede tiden, var der ikke mange i de ledende kredse i datidens Jerusalem – ypperstepræsterne, farisæerne, Herodes og de andre – som ville tro, at drengebarnet fra Betlehemskrybben var frelseren og ensbetydende med en ny tid.
Disse fortidens forpagtere var konformitetens opretholdere – ja, sådan som vi selv hæger om mangt en tradition for at undgå verdens alvor. Men julenat nedbrød Gud tidens forventninger og traditioner: Se det i lyset af underet i Betlehem: alting er anderledes efter dette punkt i historien.
Ja, for at bruge musikken som eksempel igen: Uanset hvor hårdnakket en nutidig komponist ville insistere på at skrive barokmusik, romantisk musik, impressionistisk musik eller en anden fortidig genre, så vil Stravinskijs musik, Vårofret og skandalen klinge med. Nogle ting er så afgørende i verdenshistorien, at vi ikke kommer bag om dem – i al fald ikke uden, det bliver på falskhedens præmisser.
Ingen kan i vores mentalitet og historie komme uden om Betlehems og Jesu fødsels betydning. Det var et vendepunkt, hvor der var et før og efter. Stravinskijs toner var et sådan lille øjeblik i musikhistorien, Den store Krig, sidenhen Anden Verdenskrig, murens fald, 11. september 2001 og nu krigen i Ukraine disse sidste vinterdage og spædeste forårsdage 2022 år efter Kristi fødsel er historiens cæsurer.
Tiden bevæger sig fremad mod dens ende og måske en evighed. Men i tiden indkapsler begivenhederne et før og efter. Det er historien, der handler med os nu og giver os erfaringen af, at alting har en tid. Også den verden, vi troede vi kendte, og jeg troede, mine børn skulle kende. Vendepunktet er indtruffet.
Rasmus H.C. Dreyer, adjunkt, ph.d. i kirkehistorie, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet.