Kirkehistoriker: Sandbecks skævt udvalgte Luther-citater kan overbevise nogle. Så enkelt er det bare ikke

Kan man ikke længere sin katekismus, og har man glemt Luthers gamle spørgsmål om, hvordan man finder en nådig Gud, kan Lars Sandbecks fremstilling godt skræmme den forudsætningsløse læser. Men Luther var ikke en prædikant fra Hans Kirks ”Fiskerne”, der ville sende folk i Helvedes svovlild. Tværtimod

"Men Luther var ikke en prædikant fra Hans Kirks ”Fiskerne”, der ville sende folk i Helvedes svovlild. Tværtimod. Luther var selv bange for at ende dér, da han var munk. Han blev heldigvis klogere."
"Men Luther var ikke en prædikant fra Hans Kirks ”Fiskerne”, der ville sende folk i Helvedes svovlild. Tværtimod. Luther var selv bange for at ende dér, da han var munk. Han blev heldigvis klogere." . Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Den 4. januar bragte avisen to indlæg mod min og Maria Louise Odgaard Møllers kommentar om den fremherskende mistolkning af Luther og Reformationen, blandt andet hos 26 provster. Domprovst Torben Hjul Andersen følte sig misforstået: Provsterne var ikke så kritiske, at det gjorde noget, for Andersen ønsker selv at fastholde kirkens ”evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag”. Det er trøsterigt, men jeg tror nu nok, at det er en misforståelse af indlægget fra de endrægtige provsters pen.

Lektor ved Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter Lars Sandbeck må også skuffe provsten, idet han med sin kronik samme dag læser provsterne, som jeg gjorde, nemlig som en opfordring til kritisk distance til folkekirkens lutherske bekendelser. Sandbeck bekræfter prisværdigt ærligt, at debatten om liturgi grundlæggende ikke drejer sig om ændrede former og udtryk. Nej, nye liturgiske udtryk dækker over ønsket om en ny teologi, allerhelst en, der ikke rimer på kirkens historiske rødder i lutherdommen.

Nu er det immervæk svært at ændre folkekirkens bekendelser. De er skrevet i en lov fra 1683 og er henvist til i Grundloven med dens omtale af ”den evangelisk-lutherske kirke”. Imidlertid er det ikke juraen, der er interessant. Det er teologien og den kirkehistorie, der har formet sig inden for bekendelsernes rammer. Folkekirken har af historiske årsager en meget smal luthersk bekendelse, hvilket har givet den en rigere fortolkningsrigdom end måske andre mere konfessionelt definerede lutherske kirker. Disse er ofte defineret af ”Konkordiebogen” fra 1580.

I den forbindelse er det opsigtsvækkende, at Sandbeck i sin kronik citerer Luther fra et bekendelsesskrift, som hører til ”Konkordiebogen” – men ikke er blandt folkekirkens udvalg af bekendelsesskrifter. Havde Sandbeck kigget nøjere efter i ”Konkordiebogen”, ville han se, at i den såkaldte Konkordieformel afvises den form for tolkning af læren om Guds forudbestemmelse, som Sandbeck tror er Luthers.

Folkekirken har faktisk kun to lutherske bekendelsesskrifter: Luthers ”Den Lille Katekismus” fra 1529 og Melanchthons ”Den Augsburgske Bekendelse” fra 1530. Begge skal læses og tolkes som kirkehistoriske dokumenter og i tråd med den længere virkningshistorie, som deres vedblivende tolkning har haft i den danske kirke.

Kan man ikke længere sin katekismus og har glemt Luthers gamle spørgsmål om, hvordan man finder en nådig Gud, kan Sandbecks fremstilling godt skræmme den forudsætningsløse læser. Men Luther var ikke en prædikant fra Hans Kirks ”Fiskerne”, der ville sende folk i Helvedes svovlild. Tværtimod. Luther var selv bange for at ende dér, da han var munk. Han blev heldigvis klogere.

Det var Luthers reformation, som på sin tid befriede angste sjæle og greb Europa som en befrielse; de kristne kunne nu pludselig se den nådige Gud for sig, som Luther prædikede. Reformationen fik ikke vinger ved at ængste sjælene, men ved at trøste dem. Guds nåde blev opnåelig trods den synd, ethvert menneske dengang som nu ved og erfarer, at livet er fuld af.

Sandbeck har derimod åbenlyst samvittighedskvaler med denne faktiske reformation og særligt Luthers teologi. For ifølge kronikken er alt galt ved den form for teologi, der var Luthers, og som blev formativ for de efterfølgende århundreders danske kirke. Luther, skal vi forstå, var helt forfærdelig angstprovokerende. Endskønt Luthers reformation blev katapulteret i gang, da han fandt ud af, at Gud er barmhjertig – ikke ond og straffende og med urimelige krav til menneskets præstationer.

Sandbeck vil tiere og tiere kloge sig på kirkehistorie. Som kirkehistoriker er det dejligt med opmærksomhed på ens metier. Jeg har dog stadig til gode at se Sandbeck udfolde sine tolkninger i videnskabelig sammenhæng. Måske de ikke tåler denne form for trykprøvelse? Lektoren kan i sin kronik oplyse, at det ligefrem er ”kirkehistorisk nonsens”, at Luther ved sin reformation fandt Bibelen og oldkirkens vidnesbyrd – og heri kilden til sin forkyndelse. Næ nej, det var bare Augustin, Luther fandt, skriver Sandbeck.

Javel, nu var Augustin også en af oldkirkens teologer – men Augustin talte ikke ind i et tomt rum i oldkirken. Augustin ”opfandt” ikke arvesyndslæren, som Sandbeck mener. Han spidsformulerede den måske, men hvad så med Tertullians, Cyprians, Kyrillos af Jerusalems eller Ambrosius’ tanker om det samme? Har man som teologistuderende hørt en smule efter i kirkehistorie, har man lært den simple lektie, at historisk teologi skal studeres og forstås på sin egen tids præmisser. Og i kontekst.

Sandbechs efterfølgende parade af skævt udvalgte Luther-citater kan nemt overbevise den uhildede om, at Luther prædikede en bastant lære om Guds forudbestemmelse (prædestination). Så enkelt er det ikke. Luther troede, at der var en guddommelig forudbestemmelse til frelse eller fortabelse, men alle former for spekulationer om dette var snarere Djævelens værk end sund teologi.

Derfor foreskriver den danske ”Kirkeordinans” fra 1537/1539, hvis indhold regulerede den danske reformationskirke, at præsterne bør afholde sig fra at diskutere dette.

Den lutherske lære om prædestinationen er måske enklest defineret af Melanchthon i hans dogmatik ”Loci” (1521 og senere udgaver). Her står det klart, at der er tale om en såkaldt betinget udvælgelseslære. Det er anderledes end den calvinske karikatur, Sandbeck opstiller, af Luthers lære.

Det betyder på almindeligt dansk, at reformationstidens lutherdom forstod Guds udvælgelse som ubetinget, hele hans skaberværk er udvalgt til frelse, mens udvælgelsen af enkeltpersoner derimod er betinget af deres forhold til Kristus. Og enhver kan træde i forhold til Kristus ved at blive antaget som Guds barn gennem dåben og dermed Kristi bror (og ja, Gud kan så også finde andre veje, hvis der optræder forhindringer i den sag).

I dåben virker Gud troen i den enkelte, synden forsvinder ikke (her korrigerede Luther faktisk Augustin), men retfærdiggørelsen og Guds frelse virkes ved troen. Dermed er spørgsmålet om min frelse taget ud af mine hænder og overgivet til Gud. Det var det allervigtigste for Luther; derfor er det følgerigtigt også Gud, som handler med os i sakramenterne – ikke den anden vej rundt. Den kristne kan fortrøste sig på Guds virke i sakramenterne. For den kristne er Gud altid nådig, endda i en grad at hans retfærdighed i vores øjne må ligne uretfærdighed: fordi Gud vil frelse mennesker, der slet ikke fortjener det.

Luthers teologi var i mangt og meget sjælesørgerisk frem for noget andet. Det gælder også i skriftet ”Den trælbundne vilje”, som Sandbeck henter et par Luther-citater fra. I denne lange bog siger Luther også meget andet. Han slutter trøsterigt i spørgsmålet om Guds udvælgelse. For i virkeligheden er det blot en garant for Guds almagt, mens vi blot kan forholde os til hans løfter:

”Han har lovet at bevare mig – ikke takket være min egen indsats eller energiske higen, men takket være sin egen nåde og barmhjertighed – nu er jeg i sikkerhed, og nu føler jeg mig vis på, at han er til at stole på: Han vil ikke lyve for mig!”.

Nej, Gud lyver ikke. Luther gør sikkert indimellem. For han er et menneske. Det samme er Augustin. De er ikke autoriteter i kraft af deres navne eller status, men i kraft af deres store tanker. Som vi naturligvis altid er overladt til at forstå på deres samtids præmisser. Vi er heller ikke nødvendigvis klogere end fortiden, så lad dem fortsat have lov at virke til modsigelse og berigelse i dag.