Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Uden Kristus som motiv er kirkekunsten på afveje

"Kirkerummet er et gudstjenesterum. gudstjenesten er evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Kirkerummet er rum for menighedens fælles lovprisning af Gud."

Det er godt med mangfoldighed i kirkekunsten, og det er positivt, at kirkekunsten ”går nye veje”. Det har den nu altid gjort. Kunsten skal dog altid stå i evangeliets tjeneste, slår forhenværende sognepræst fast

Det er godt med mangfoldighed i kirkekunsten, og det er positivt, at kirkekunsten ”går nye veje”. Det har den nu altid gjort. I den gode kirkekunst mødes tradition og fornyelse.

Men det syn på kirkekunst, som blev fremlagt i Kristeligt Dagblad mandag den 21. marts er problematisk. Det gælder udtalelsen, at ”folkekirken nu er så rummelig, at den har plads til hvilken som helst individuel spiritualitet”. Og det gælder det syn på kirkekunst, som Udvalget for Kirkekunst står for, og som et af udvalgets medlemmer, Kjeld Vindum, udtrykker således: ”Jeg ser en positiv udvikling i, at menighedsrådene åbner op for en kunst, der er mere abstrakt og sværere umiddelbart at få hold på. Det kan eksempelvis være kunst, der motivisk ikke direkte forholder sig til evangeliet.”

Kirkerummet er et gudstjenesterum. gudstjenesten er evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Kirkerummet er rum for menighedens fælles lovprisning af Gud. Forkyndelsen sker i ord og billeder. Kirkens billede har altid været og skal fortsat være ledsager til ordets forkyndelse. Kirkekunsten er lovprisning af Gud. Lovprisning af Gud er en ”trosudfoldelse”. Det skal kirkekunst også være.

Det betyder, at den kunst, som ikke er født af og udfolder forkyndelsen af den treenige Gud, ikke har hjemstedsret i kirken. Kirkekunst er ikke ”kunst i kirken”, men lovprisning og evangelieforkyndelse. Den skal ikke være udtryk for en ”hvilken som helst individuel spiritualitet”. Det er nok den fremherskende tendens i tiden med ” individuel spiritualitet”, men kirkekunst skal være udtryk for det fælles, det kristne.

Den skal indgå som en integreret del af menighedens gudstjenesteliv. Hvis ikke kunsten forholder sig til det kristne evangelium, har den intet at gøre i kirken. Med de syn på kunsten, som Udvalget for Kirkekunst giver udtryk for, er det problematisk at bruge udvalget til rådgivning. For så aner det ikke, hvad kirkekunst er.

Det betyder ikke, at de ”nye kunstnere” ikke på smuk måde kan bidrage til, i respekt for traditionen, at forme god kirkekunst. Det betyder ikke, at der ikke skal være plads for det anderledes, det grænsesprængende, det eksperimenterende. Det er ikke et valg mellem ”kitschede” bibelillustrationer og ”individuel spiritualitet”.

Der er sandt, at der er nogle kunstnere, der står for et større antal kirkeudsmykninger. Når menighedsrådene vælger dem, skyldes det, at de oplever disse kunstneres kunst som kirkekunst, hvor evangeliet forkyndes på nye og udfordrende måder, som kunst, der står i evangeliets tjeneste og er på gudstjenestens præmisser, og ikke som kunst, der ikke forholder sig til evangeliet.

Kaj Mogensen er forhenværende sognepræst