Kirkeligt Centrum: Indvandring er ikke folkekirkens endeligt, men en ny begyndelse

En betydelig del af dem, der kommer til os, er kristne. Det er meget nødvendigt at tænke i, hvordan folkekirken kan være gæstfri over for dem, skriver Kaj Bollmann og Henning Nørhøj

Kirken er sat for at forkynde Kristus. Men hvis vi derigennem – og i en bred tolkning af, hvad det indebærer – kan være med til at være kit for den folkelige sammenhængskraft, er det da en stor gevinst. Foto: SOFIA BUSK/Ritzau foto

DET ER POSITIVT, at tre præster fra Grundtvigsk Forums inderkreds tager den ændrede befolkningssammensætning og folkekirkens sammenhængskraft i de kommende generationer op som udfordring.

Kronikken ”Sådan forbliver folkekirken hele folkets kirke” i Kristeligt Dagblad den 8. maj sætter fingeren på flere ømme punkter: Trods fortsat solid opbakning i befolkningen udfordres også folkekirken af opløsningen af en række samfundsbærende institutioner, og vi udfordres af en stadigt større andel af danskere med en anden kulturel og religiøs baggrund end folkekirken.

En betydelig del af dem, der kommer til os, er kristne. Det er meget nødvendigt at tænke i, hvordan folkekirken kan være gæstfri over for dem. Kronikkens tanke om en associeringsmulighed med folkekirken (”gæstekamre” i grundtvigsk ånd) er spændende, fordi den åbner for en inkluderende praksis og et mere økumenisk kirkesyn.

Nemt er det næppe, for den teologiske mangfoldighed blandt migrantmenighederne går ud i hjørner, der er svære at forlige med folkekirkens bekendelsesgrundlag; men der er behov for at gennemtænke muligheden grundigt og positivt. Imidlertid er vi skeptiske over for at gøre det på grundlag af det traditionelle grundtvigske kirkesyn om folkekirken som en rent borgerlig indretning. Det indebærer en afsvækkelse af kirkebegrebet og af bekendelsesgrundlagets betydning, som kan være en stor fare i en tid, hvor vi i forvejen oplever teologisk svækkelse og uklarhed.

Der er behov for, at vi fra folkekirkeligt hold træder mere i karakter, ikke mindre. Hertil hører at fastholde, at folkekirken netop ikke alene er en borgerlig indretning – og dermed konfessionsløs og uden grænser – men er en del af Guds kirke på Jorden, med et bestemt bekendelsesgrundlag og en bestemt mission. Samtidig er den naturligvis som menneskeskabt indretning underlagt al den ufuldkommenhed, der ligger i enhver menneskeskabt indretning, og dens former – og relationer til andre dele af Guds kirke – er ikke givne én gang for alle, men må med Luthers ord stadig reformeres.

Et større fællesskab med migrantmenighederne kunne måske bedst opbygges ved at styrke de økumeniske fællesskaber i Danmark – ikke mindst Danske Kirkers Råd – også økonomisk, så det kunne danne basis for udøvelsen af langt større gæstfrihed over for migrantmenighederne. At folkekirken har et stort ansvar i den sammenhæng, er der ingen tvivl om.

Kronikken slutter med erkendelsen af, at folkekirken ikke kan begrænse sig til forkyndelsen ved søndagsgudstjenesten alene. Så sandt, som det er sagt, og vi byder velkommen på den bredere bane! Forfatterne nævner kristne fællesskaber som en måde at styrke de folkelige fællesskaber på. Det kunne være spændende at høre mere om, hvad de har i tankerne!

Det eneste forbehold, man kan have, er, at kirken naturligvis ikke er sat med det formål – og heller ikke har styrke til – at være redningsplanke for de folkelige fællesskaber. Kirken er sat for at forkynde Kristus. Men hvis vi derigennem – og i en bred tolkning af, hvad det indebærer – kan være med til at være kit for den folkelige sammenhængskraft, er det da en stor gevinst.

Endelig er vi helt enige i forfatternes slutkonklusion: Den ændrede etniske sammensætning af befolkningen er på ingen måde folkekirkens endeligt, men kan være en ny begyndelse. Folkekirkens problem er primært de etniske danskeres voksende ligegyldighed over for både kirke og kristen tradition og kultur og de alt for mange folkekirkelige tendenser til at gå i ét med tapetet og ikke tage kampen op.

Kaj Bollmann og Henning Nørhøj er henholdsvis formand og næstformand i Kirkeligt Centrum.