SOM ALLEREDE OMTALT og diskuteret her i bladet, var den tyske kardinal Reinhard Marx for nylig på besøg i København.
Kardinal Marx var inviteret af den katolske kommission Justitia et Pax, der, som navnet siger, arbejder for retfærdighed og fred i verden. Højdepunktet for besøget var en velbesøgt debataften om ”kristendom og kapitalismekritik”, hvor kardinal Marx relaterede den katolske sociallære til nutidens sociale og etiske fordringer. Det gjorde han blandt andet i dialog med sognepræst Mikkel Wold. Kirkeligt set åbnede det for en yderst konstruktiv dialog – en dialog, der er værd at bide mærke i.
Reinhard Marx’ mest læste værk, ”Das Kapital”, som udkom midt i den globale finanskrise, rejser en række centrale spørgsmål: Er profitlogikken løbet løbsk? Er vi styret af penge? Har vi gjort middel til mål? Er den globale finanskapitalisme blevet til et grundvilkår, der ikke kan rokkes ved, eller findes der et alternativ? Og er et kristent begrundet menneskesyn relevant for hele debatten?
For den katolske kirke giver svaret sig selv: Naturligvis skal kristen etik bruges aktivt i samfundsdebatten, også – og især – hvad angår økonomiens indretning.
Men spørgsmålet er, hvad en kristen sociallære har at byde på i et land som Danmark? Når mange danskere vil forholde sig skeptisk til dette spørgsmål, skyldes det dels, at vi oplever Danmark som et fredeligt land, hvor den sociale retfærdighed allerede er sikret via velfærdsstaten. Dels findes der en udbredt skepsis herhjemme, hvad angår kirkens ret til at udtale sig om noget, der måtte berøre det politiske.
Derfor får folkekirkens præster og biskopper, der blander sig i konkrete aspekter af samfundsdebatten – såsom flygtningesituationen – ofte at vide, at de ”skal passe deres arbejde”. Med andre ord: De skal døbe vores børn og ellers tie stille. Men kan kirken ikke være en del af samfundsdebatten uden at blive taget som gidsel af ideologi og partipolitik?
SOM DEN KATOLSKE KIRKE ser det, så er kristendommen et fællesanliggende.
Hvis man ser en nødlidende, så er man forpligtet til at hjælpe, hvis man kan. Det er faktisk en kristen pligt at prøve at gøre samfundet bedre. Og det kan man kun ved at kigge ud over sig selv. Kristendom er politik i ordets oprindelige betydning: Det handler om, hvordan vi kan leve sammen. At insistere på, at ”religion skal væk fra den offentlige sfære”, svarer nogenlunde til at kræve, at fodbold skal være et privatanliggende. Man kan jonglere i baghaven, men i længden bliver det meningsløst. Bolden skal afleveres.
Den moderne katolske sociallære tog sin begyndelse med pave Leo XIII’s rundskrivelse ”Rerum Novarum” fra 1891 om arbejderspørgsmålet. Kirken havde indtil det tidspunkt været i defensiven i forhold til den galopperende modernisering af samfundslivet. Nu kom kirken ind i kampen. I stedet for at sige ”nej” til det moderne, udviklede man et etisk ståsted, der kunne give retning til moderniteten. Med mennesket i centrum.
Siden 1891 har kirken udbygget sociallæren, dels i en række pavelige rundskrivelser, dels i flere af Andet Vatikanerkoncils erklæringer fra midten af 1960’erne, der omhandlede sociale forhold. Sociallæren vedrører samfundets bærende institutioner: familie, erhvervsliv, arbejdsforhold, international politik, krig og fred. I nyere tid har sociallæren også bevæget sig ind på områder som bioetik og miljøspørgsmål, som for eksempel i pave Frans’ nylige rundskrivelse om miljøet, ”Laudato Si’”.
DET SKRÆMMER MANGE danskere: en kirke, der sætter en politisk dagsorden. Men den katolske sociallære kan aldrig diktere, hvad det enkelte menneske skal mene.
Udgangspunktet er individets værdighed og selvstændige tanke. En kristen sociallære kan heller ikke fremstille konkrete handlingsplaner.
Den katolske sociallære er ikke en samfundsmodel eller en dogmatisk lovsamling, men snarere en værdibaseret referenceramme, hvorfra politiske løsninger kan søges, hvad enten man er troende eller ej. Hvis en katolsk præst vil lave partipolitik, så må han forlade præstegerningen. Det kunne vi godt lære noget af herhjemme.
For at vende tilbage til den omtalte debataften blev Mikkel Wold spurgt, om den katolske sociallære havde noget at gøre i Danmark. Hans svar var et rungende ”Ja”. Wold inviterede til en værdikamp på tværs af konfessionelle skel. Protestantisk og katolsk teologi og alle de kirkesamfund, der måtte findes rundt omkring, kan sammen være med til at udfordre den økonomisme, der i stigende grad styrer udviklingen, og som reducerer mennesket til et instrument, der bliver målt og vejet i forhold til dets nytteværdi.
At forholde sig kritisk til den samfundsudvikling er ikke partipolitik. Der må og skal være plads til en kristen stemme i den debat – uden patent eller særstatus. En stemme, der tør at tale imod tidens tendenser. En stemme, der kan bevæge samtiden.
Bjørn Thomassen er ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier.