Kirkeminister: Alle har ret til et sundt arbejdsmiljø – også i folkekirken

Alle skal kunne gå på arbejde i folkekirken uden ondt i maven, skriver kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) i kirkeligt set

Kirkeminister: Alle har ret til et sundt arbejdsmiljø – også i folkekirken

Det sker, at mennesker trods store personlige omkostninger i fuld offentlig sårbarhed og med kæmpe engagement stiller sig frem med personlige beretninger om svære, tabubelagte emner.

Det er forbundet med en særlig følsomhed, når man på den måde lægger egne erfaringer om for eksempel mistrivsel, mobning eller chikane frem for os andre. Det skylder vi dem stor tak for.

Det svære er nemlig at sige fra og det lette at tie stille og forbigå selv alvorlige problemer i tavshed. Problemet med tavshed er, at det for fællesskabet løser absolut ingenting, når problemer fejes ind under gulvtæppet.

Siden en gruppe præster bag hensigtserklæringen ”Vi vil bryde tavsheden” i december begyndte at indsamle beretninger om dårligt psykisk arbejdsmiljø i folkekirken, har jeg haft lejlighed til at mødes med gruppen – først i tv og siden i Kirkeministeriet.

Jeg har med respekt og i fortrolighed lyttet til dem, for det maner til eftertænksomhed, når man hører om deres og andres personlige oplevelser.

Men den nye initiativgruppe står ikke alene. Folkekirken er selv opmærksom på, at arbejdsmiljøet nogle steder er udfordret. Og at det desværre ikke er et nyt problem.

Flere undersøgelser bekræfter, at der er problemer, herunder med at en større andel end på andre arbejdspladser har været vidner til eller udsat for mobning. Vi behøver med andre ord ikke diskutere, hvorvidt det står skidt til. I stedet bør vi tale om, hvad vi gør ved det, og hvordan vi får bragt folkekirken et bedre sted hen.

Det er et møjsommeligt arbejde. Og vi skal i respekt for de modige beretninger og vidnesbyrd passe på med hurtige beslutninger og initiativer. Arbejdsmiljøarbejdet er et langt og sejt træk, som kræver kloge beslutninger og bedre dialog på alle niveauer i folkekirken.

Når man står med et åbenlyst problem, er det naturligt at lede efter en simpel forklaring. Men også her skal vi passe på med at drage forhastede konklusioner. Nogle har for eksempel peget på, at folkekirken har en særlig arbejdsgiverstruktur, som kilden til alle problemerne.

Der findes jo to forskellige arbejdsgivere i alle kirker i landet, lyder forklaringen. Biskoppen og provsterne er arbejdsgivere for præsterne, og menighedsrådet er arbejdsgiver for alle de andre ansatte, fra kordegnen til organisten.

Og det er jo rigtigt, at folkekirken adskiller sig fra mange – men langt fra alle – arbejdspladser ved at ansatte med forskellige arbejdsgivere skal arbejde sammen i det daglige. Men jeg er overbevist om, at det ikke er tilstrækkeligt som forklaring i forhold til problemer med det psykiske arbejdsmiljø.

Ved siden af den formelle struktur udøves folkekirkens virksomhed nemlig først og fremmest lokalt i det enkelte sogn under stor selvbestemmelse. Og de modige beretninger, som kommer frem, fortjener bedre end blot at blive besvaret med et folkekirkeligt organisationsdiagram.

Strukturen er en del af diskussionen. Men strukturen er samtidig på en gang med til at sikre en lokalt og demokratisk forankret folkekirke og samtidig til at sikre præsternes forkyndelsesfrihed. Og vi løser ikke problemerne ved at sprænge strukturen i stykker.

Nu handler det i stedet om at følge op på eksisterende viden, beretninger og vidnesbyrd. Kun indsamle ny viden, hvor det er nødvendigt. Og med et klart formål for øje: Vi skal flere spadestik dybere for rent faktisk at kunne forbedre arbejdsmiljøet. Der findes ingen hurtige løsninger.

Vi skal alle bryde tavsheden om dårligt psykisk arbejdsmiljø i folkekirken. Vi skal turde tale med hinanden, og vi skal ikke mindst lytte til hinanden.

Jeg vil tale og lytte om det psykiske arbejdsmiljø, når jeg mødes med biskopper, præster og menighedsråd. Jeg vil også tale fordomsfrit med og lytte til Folketingets kirkeudvalg. Arbejdsmiljø handler om samarbejde og dialog. Det handler om at klæde menighedsråd, præster og provster på til at varetage de roller, de hver især har.

Det er komplekse spørgsmål om vaner, traditioner og rutiner – men vi er godt i gang. Det handler under ingen omstændigheder om skyld eller om at pege fingre – det handler derimod om, at alle skal kunne gå på arbejde i folkekirken uden ondt i maven.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst Kristian Bøcker, generalsekretær for Caritas Danmark Maria Krabbe Hammershøy, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter og lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter Lars Sandbeck, ­kirke- og kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og sognepræst Marie Høgh.