Prøv avisen
Debat

Kirkeminister: Nej, kirken har ikke reel vetoret

Traditionen i Danmark har været, at der skal være indsyn til kirkerne og udsyn fra dem. Det er ikke altid let, når der for eksempel skal opføres indkøbscentre eller vindmøller. Men det er ikke sådan, at indsigelserne handler om fornærmethed, skriver kirkeministeren. Foto: Polfoto

Ønsket om vækstmuligheder og hensynet til kulturarven kan sagtens forenes, mener Mette Bock (LA)

SOM MINISTER skal man være varsom med at kommentere enkeltsager. Det gælder også i den aktuelle byggesag fra Holstebro.

Men lad mig sige det lige ud: Folkekirken har ikke vetoret i byggesager. Heller ikke den aktuelle. Stiftsøvrigheden kan gøre indsigelse, som skal føre til forhandlinger. I de fleste tilfælde finder man mindelige løsninger. Lykkes det ikke, er det i den sidste ende erhvervsministeren, der skal træffe afgørelse.

Når det er sagt, synes jeg, vi skal bruge den konkrete anledning til at tage en debat om den del af vores fælles kulturarv, som vores kirker er fysiske udtryk for. I disse år er der mange, der lovpriser den danske folkekirke og vores kristne kulturarv. Men kirkerne skal åbenbart helst ikke hverken ses eller høres. Det hænger vist ikke helt sammen. Lige nu kan man få det indtryk, at kirken, i form af en myndighed med det bedagede navn stiftsøvrigheden, repræsenteret ved stiftamtmanden og biskoppen, lever i en svunden tid uden remtræk til virkeligheden.

I mediedækningen kommer det til at lyde, som om det er gejstligheden under enevælden, der her er på færde. Men muligheden for at gøre indsigelser mod lokalplaner har alle statslige myndigheder. Ikke kun kirken. Det kan altså lige så vel være kulturelle institutioner, som gør indsigelser – i forhold til de af staten ejede slotte, statslige museer og fredede fortidsminder. Her er indsigelsesretten præcis den samme.

Og der er faktisk en meget god begrundelse for, at der kan gøres indsigelse. Også selvom kommunernes har et helt legitimt og vigtigt ønske om vækst.

Men hvis vi samtidig ønsker at beskytte vores fælles kulturarv – ikke mindst i en verden med store omskiftelser – skal borgerne generelt og de organisationer, der har ansvar for kulturarven, også tildeles stemmer, der skal høres.

Det er jo ikke folkekirken som trossamfund, der gør indsigelse. Det er faktisk hensynet til kulturarven med kirkens tilstedeværelse som en umistelig del af noget fælles, der er på spil.

TRADITIONEN I DANMARK har været, at der skal være indsyn til kirkerne og udsyn fra dem. Det er ikke altid let, når der for eksempel skal opføres indkøbscentre eller vindmøller. Men det er ikke sådan, at indsigelserne handler om fornærmethed. De handler om et kulturelt hensyn til nogle bygninger, som sætter et landskabeligt, æstetisk, kulturelt og historisk uvurderligt aftryk på landet. Det er derfor, man skal tænke sig om, hvis man bogstavelig talt trykker kulturarven i knæ.

Det kan man være enig eller uenig i. Men at det skal være muligt at hejse flaget og gøre opmærksom på, hvad der er på spil, det finder jeg helt på sin plads.

Ønsket om vækstmuligheder og hensynet til kulturarven kan sagtens forenes. I langt de fleste af indsigelsessagerne sker der nemlig det, at kommune og den statslige myndighed forhandler sig frem til en løsning. At der er gjort indsigelse betyder blot, at der skabes mulighed for, at planerne tilpasses og justeres på en måde, som begge parter kan leve med. Sådan er forhandlingskulturen i Danmark: Man sætter sig ned, man drikker adskillige kopper kaffe, man diskuterer, og man finder en løsning.

Det er en både den bedste og mest logiske måde at løse uenighederne på.

Lykkes det ikke, ligger sagen i andre hænder. Man så har der i det mindste været tid og rum til eftertanke. Og det er såmænd ikke så ringe endda.

Mette Bock (LA) er kirke- og kulturminister.