Kirkeminister splitter folkekirken

Kirkeminister bryder respekt mellem folketing og folkekirke med accept af homoseksuelle vielser, skriver Per Ørum Jørgensen

Per Ørum Jørgensen. mf Kristendemokraterne.
Per Ørum Jørgensen. mf Kristendemokraterne. Foto: Leif Tuxen.

Den konservative kirkeminister Per Stig Møller splitter Folkekirken med sin accept af, at homoseksuelle kan blive viet i kirken.

Det et brud på årtiers tradition om, at Folketinget ikke blander sig i kirkens indre anliggender, herunder ritualerne.

LÆS OGSÅ: Per Ørum Jørgensens blog

For kristendemokraterne er dette et spørgsmål om, hvem der er herre i hvilket hus, og jeg er dybt skuffet over ministerens beslutning, som er helt i strid med de meldinger, vi har hørt fra de konservative tidligere.

Så sent som i marts måned gav den konservative folketingskandidat Tove Videbæk en garanti for at konservative ikke ville blande sig i kirkens ritualer , da hun i Dagbladet Ringkøbing-Skjern skrev følgende Her kan jeg helt klart orientere om, at der ikke ligger noget forslag i skuffen hverken hos Konservative eller hos den konservative Kirkeminister Per Stig Møller, som er »rettet mod kirkens ritualer«.

Sandheden har nu vist sig at være en anden, efter at Kirkeministeren i stedet for at tage afstand fra homovielser i stedet giver sin accept.

For at beskytte Folkekirken mod forskellige politiske strømninger ønsker KD som konsekvens af Regeringens beslutning, at der tages initiativ til en kirkeforfatning, der klart beskriver, hvad folketinget skal blande sig i, og i særdeleshed hvad politikerne ikke skal blande sig i, når det gælder kirkens indre anliggender.

Kirkeministeren har brudt den respekt og forståelse der skal være mellem Folketinget og Folkekirken. Per Stig Møller har overskredet en usynlig grænse, der nu bliver meget synlig.