Kirkeministeren taler om ligestilling og bred tro på P1

Folkekirken er mildest talt ikke stedet at ride sine ideologiske kæpheste. Skal man være ambitiøs som minister, er der andre steder, man kan få bedre og mere samfundsgavnligt afløb for ambitionerne

Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var i søndags gæst hos Anders Laugesen i Danmarks Radios program ”Pilgrim” på P1. Hun havde forståeligt svært ved at følge Anders Laugesen, da han trak en linje fra vølven som en kvindelig visdomskarakter
Kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) var i søndags gæst hos Anders Laugesen i Danmarks Radios program ”Pilgrim” på P1. Hun havde forståeligt svært ved at følge Anders Laugesen, da han trak en linje fra vølven som en kvindelig visdomskarakter. Foto: Leif Tuxen.

”Gud fri os fra en ambitiøs kirkeminister.” Det er ikke lykkedes mig at få den bøn optaget i Salmebogens bønnebog, men derfor kan den jo godt bedes i lønkammeret.

Netop kirkeministerposten kalder nemlig på særlig finfølelse og klædelig tilbageholdenhed. Folkekirken er mildest talt ikke stedet at ride sine ideologiske kæpheste. Det er stedet at gå sagte og sætte projektmageri til side for en tradition af ælde og ynde og et budskab af dybde og højde. Skal man være ambitiøs som minister, er der andre steder, man kan få bedre og mere samfundsgavnligt afløb for ambitionerne.

Det var vel også kirkepolitikkens tilbagetrukne stilling, som fik radiovært Anders Laugesen til at bemærke, at der næppe var nogen politikere, som blev valgt på deres kirkepolitik, da han i P1’s ”Pilgrim” interviewede Ane Halsboe-Jørgensen (S) i hendes egenskab af forholdsvis ny kirkeminister.

Anders Laugesen mente, at folkekirken led af demokratisk underskud i toppen og glædede sig til at se, hvordan Ane Halsboe-Jørgensen ville prioritere Fællesfondens midler. Ministeren sagde noget om grøn omstilling og det vigtige i at behandle tingene i den brede kreds af folkekirkelige repræsentanter, men samtalen mellem de to handlede i øvrigt om mest om ånd, fællesskab og mening i en rådvild tid.

Anne Halsboe-Jørgensen talte om at føle sig lille og som del af noget større, men samtidig aldrig alene og berettede om sin tro, som var privat og vokset inde i hende, uden at hun i virkeligheden kunne forklare, hvor den kom fra. Paulus siger, at troen kommer af det, som høres, men det var ikke, fordi Ane Halsboe-Jørgensen havde hørt så mange prædikener, at hun var blevet troende. Når hun og Anders Laugesen talte om tro, var det et såre bredt begreb. Der var ikke nogen referencer til Jesus som troens banebryder og fuldender for nu at tale nytestamentligt, men der var gode pointer om sammenhængskraft og hul i hækken til naboen og næsten.

Rigtigt mærkeligt blev det, da Anders Laugesen udtrykte sin begejstring for Ane Halsboe-Jørgensens optræden som vølve i designer Jim Lyngvilds drapering og begyndte at tale om en kvindelig visdomskarakter som kilde til ”en handlekraftig renhed”, der handlede ud fra andre perspektiver end ”mandlige herskerperspektiver”. Det lød ærligt talt som en gang feministisk godtkøbsspiritualitet, og kirkeministeren var vist heller ikke helt med på tankegangen og begyndte at tale om manglende ligestilling, da Anders Laugesen luftede sine sværmeriske betragtninger.

Det var også en kende komisk at tale om herskerperspektivet som noget mandligt til et medlem af en regering med Mette Frederiksen (S) i spidsen. Man kan dårligt sige, at statsministeren og hendes departementschef ligefrem er besjælet af en særlig feminin nænsomhed i deres magtudøvelse.

”Lev med det,” som Mette Frederiksen har sagt det om den til tider barske tone i magtens korridorer. ”Og milde kvinder. Hvor har de magt!”, hedder det i fædrelandssangen. Men det har de andre kvinder nu også.

Jesper Bacher er sognepræst.