Prøv avisen

Kirken er et fællesskab: Kun her finder vi en vedkommende kristendom

"Vi opnår kun en vedkommende og nærværende kristendom i fællesskab," skriver Søren Peter Hansen, provst for Syddjurs Provsti. På billedet ses Bregnet kirke ved Rønde i Syddjurs Provsti. Foto: Morten Rasmussen

Nogle opgaver kan bedre løses i fællesskab end af de enkelte menighedsråd eller af de enkelte præster selv

Fællesskab er menneskeligt og folkekirkeligt både eksistentielt og essentielt. Det fælles fremmer umiddelbart en sammenhængskraft og giver indhold og mening. Men fællesskabet også det folkekirkelige er i vores tid udfordret, som det også på det seneste er kommet frem i forskellige artikler om kirken og økonomien i Kristeligt Dagblad.

Der er tale om mange forskellige udfordringer, der gør det logisk nødvendigt i en folkekirke at mødes, at tale og at arbejde sammen om de forskelligartede funktioner og opgaver, der ligger lige for her og nu og fremadrettet.

Overordnet handler det om forkyndelse, mission, diakoni og fællesskab. Og i forhold hertil er det glædeligt at se, hvordan menighedsrådsmedlemmer, medarbejdere, præster og frivillige inden for de seneste år i fællesskab har haft fokus på muligheder og styrker.

Den lokale forankring er fællesskabets udgangspunkt, og det lokale er i denne sammenhæng såvel det enkelte sogn, det enkelte pastorat som den enkle samarbejdszone i provstiet. Og netop provstiet er rammen om det ene og det andet fællesskab, når der vel at mærke er en erkendelse af, at vi sammen aldrig er stærkere end det svageste led.

Lad os se nærmere på den konkrete fælles virkelighed. Provstiudvalget er umiddelbart et økonomiudvalg, der inden for den kirkelige økonomi fungerer, som det er tilfældet for et økonomiudvalg i enhver kommunalbestyrelse.

Men provstiudvalget er i dag mere end blot et økonomiudvalg. Et budget repræsenterer som bekendt ikke kun tal, men mennesker, opgaver og aktiviteter.

Den pastorale, kirkelige og administrative ledelse i og mellem menighedsrådene og præsterne struktureres og koordineres derfor på flere og flere områder af provstiudvalget og provsten. På sin vis er det en udvidelse af et samarbejde inden for en given ramme. Det udvidede samarbejde er dog kun muligt, fordi det af alle aktører ses som det eneste rigtige.

Konkret er der i Syddjurs Provsti i forlængelse af et større samarbejdsprojekt i 2007-2009 opstået ønsker om, at visse kirkelige opgaver og aktiviteter (for eksempel fælles kommunikation og fælles diakonale indsatsområder) løses i samarbejde med provstiet som ramme. Vurderingen er ganske enkelt, at nogle opgaver bedre kan løses i fællesskab end af de enkelte menighedsråd eller af de enkelte præster selv.

Det har i Syddjurs for eksempel været tilfældet i forbindelse med større opgaver såsom energimærkning samt energi- og miljøgennemgang af samtlige vore bygninger, ligesom det også har været tilfældet med udviklingen af samtlige af provstiets kirkegårde.

Endvidere er løsningen af administrative opgaver i fællesskab, såsom etableringen af et fælles regnskabskontor samt de igangværende overvejelser om en fælles indsats for samtlige medarbejdere, opgaver, der løses bedre i det fællesskab, som provstiet er, såvel geografisk, økonomisk som fagligt og ledelsesmæssigt.

Endelig udvikler det pastorale samarbejde sig også løbende. Provstiets mangeårige skole-kirke-samarbejde er uden tvivl med til at anspore præsterne til fremadrettet både hver for sig og i fællesskab at gå nye veje inden for de folkekirkelige kerneydelser samt betræde helt nye veje i forhold til at imødekomme tidens udfordringer såsom betjening af hospice eller undervisning af børn og unge med særlige behov.

Alt i alt opnår vi kun en vedkommende og nærværende kristendom i fællesskab.

Søren Peter Hansen er provst for Syddjurs Provsti