Prøv avisen

Kirken har altid været en kvindekirke

Det er min erfaring, at det også i dag i overvejende grad er mødrene, der står vagt om deres børns oplæring i den kristne tro. Mon ikke det er dem, der nynner salmevers for de spæde hen under aften?, skriver Nana Hauge. Foto: Mikal Schlosser

Faktisk ville kirken slet ikke være der, hvis ikke nogle marginaliserede kvinder havde fortalt, hvad de havde oplevet ved den tomme grav, skriver sognepræst Nana Hauge

Da jeg var barn i 1970’erne var der ikke rigtig forskel på drenge og piger. Vi gik ens klædt i træskostøvler og overalls og havde alle grydeklip. Jeg ønskede mig brændende en tylskjole og en prinsessekrone, men sådan noget fandtes slet ikke i butikkerne. Min mor syede i stedet en grøn slå om-nederdel til mig. Kantet med lilla fløjsbånd. Jeg var lykkelig for den nederdel.

Da jeg befandt mig hen imod slutningen af teologistudiet, var der nu pludselig alligevel forskel på mænd og kvinder. I hvert fald når det kom til præstegerningen. Mænd blev præster, fordi de interesserede sig for teologi og for at tænke stort. Kvinder, fordi de gerne ville være noget for andre mennesker. De var også gode til børnearbejde, som ingen regner for noget, selvom børnearbejde i form af barnedåb burde være noget, der regnedes som kirkens fornemste og vigtigste opgave.

Der blev ikke direkte sagt, at kvinder ikke interesserede sig for teologi, men det lå ligesom mellem linjerne. Der var i mellemtiden også kommet masser af lyserøde tylskjoler i børnetøjsbutikkerne.

Dette mantra blev gentaget med års mellemrum lige til den dag i dag.

De kvindelige præster har devalueret faget. De kvindelige præster gør kirken til en omsorgskirke. De kvindelige præster forfladiger forkyndelsen. De kvindelige teologer og præster ”gør noget ved kirken” og ikke mindst: De gør den til en kvindekirke.

Og det skal vi tale om igen her ved 100-året for den første kvindelige teologiske kandidat. Som om kvinder ikke har ”gjort noget ved kirken” altid. Kvinder har faktisk altid udgjort halvdelen af kirken og har derfor altid præget kirken. Ja, faktisk ville kirken slet ikke være der, hvis ikke nogle marginaliserede kvinder havde fortalt, hvad de havde oplevet ved den tomme grav. Det var kvindernes stemme, som Grundtvig skriver, der ”lå for apostlenes tunger til grund”. Opstandelsens mund er kvindefødt!

Kvinder har vist også altid været mere aktive kirkegængere end mænd. Ligesom kvinder traditionelt har stået for, at den kristne børnelærdom blev varetaget i hjemmene. Det almindelige præstedømme i sin fineste betydning!

Det er min erfaring, at det også i dag i overvejende grad er mødrene, der står vagt om deres børns oplæring i den kristne tro. Mon ikke det er dem, der nynner salmevers for de spæde hen under aften? Er det ikke dem, der søger kirken for at lære de salmer, deres forældre og skole forsømte at lære dem? Er det ikke mest dem, der sidder på kirkebænken om søndagen med deres børn?

Og så er der præstekonerne. Sådan nogle kom der nemlig til, da kirken blev evangelisk-luthersk. Præsteembedet har i den protestantiske kirke i praksis altid været et delt embede. Mellem præsten og præstekonen m/k. Præstekonerne har altid taget sig af vigtige præstelige opgaver, men deres rolle taler man aldrig om.

Min farmor, Ellen Hauge, var sådan en præstekone. Hun prædikede ikke i kirken om søndagen. Men hun strikkede tæpper til Moder Teresa sammen med sognets damer. Hun tog på husbesøg og var FDF-leder. Da hun var blevet enke, fortsatte hun sit kirke-lige arbejde. Hun spillede til sammenkomster i den svenske sømandskirke og besøgte de gamle på plejehjemmet i Hirtshals. Og det blev hun ved med, længe efter at min farfar var død. Ja, faktisk indtil hun selv døde.

Mange kvindelige præster gør ikke kirken til en kvindekirke – mere end den i forvejen er taget i betragtning af, at over halvdelen af dens menighed udgøres af kvinder, ligesom kvinder altid, også før der kom kvindelige præster, har stået for undervisning, diakoni, forkyndelse, sjælesorg, sang og musik.

Kirken er en kvindekirke og har altid været det. For kirken er den menighed, hvis liv skal være en åndelig gudstjeneste, det vil sige den gudstjeneste, der består i at tjene den nærmeste, trøste den syge og synge for den spæde, og som kommer sammen om at høre evangeliet, bryde brødet og synge salmer.

Nana Hauge er sognepræst