I går begyndte FN’s klimatopmøde, COP26, i Glasgow, og for et par måneder siden kom den seneste alarmerende klimarapport fra verdensorganisationen. Det er en god anledning til endnu en gang at reflektere over forholdet mellem kirken og klimaudfordringerne.
Diskussionen er langtfra ny, men ofte bliver den polariseret, og jeg sidder tit tilbage med en oplevelse af, at politik og følelser fylder langt mere end teologien i disse diskussioner. Det er en skam, for der findes et stærkt teologisk grundlag for et kirkeligt, diakonalt engagement i klimaudfordringerne, og jeg er overbevist om, at vi i kirken kan få en langt mere frugtbar dialog og bevægelse, hvis vi begynder med et teologisk fundament.
Jeg vil derfor forsøge at komme med nogle teologiske begrundelser for, hvorfor kirken kan og bør tage et diakonalt ansvar på klimaområdet, og se på nogle af de hyppigst brugte indvendinger mod et sådant engagement.
For det første: Klimaudfordringerne omtales ofte som et politisk problem. Spørgsmålet er således, om der findes teologisk grundlag for, at kirken skal engagere sig politisk. Her vil måske særligt to navne poppe op i den brede, danske befolkning: Anders Fogh Rasmussen, tidligere statsminister og formand for Venstre, og den tyske teolog og reformator Martin Luther.
Fogh Rasmussen brugte nemlig Luthers toregimentelære som argument, da han tilbage i 2006 argumenterede for, at religion bør “fylde mindst muligt i det offentlige rum”. Men læser man Luther i sin kontekst, bliver det klart, at Luther slet ikke forsøger at adskille de to regimenter, som Fogh Rasmussen og mange andre advokerer for. Luther ønsker at skelne mellem to måder, Gud regerer i verden på.
En adskillelse af regimenterne fører til det, som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer kaldte en pseudo-reformatorisk toregimentelære, hvilket var årsagen til, at visse lutherske kirker under Anden Verdenskrig undskyldte deres manglende engagement i kampen mod nazismen med forklaringen om, at det faldt uden for deres ansvarsområde.
På samme måde som nogle kirkelige aktører i dag mener, at vi bør overlade klimaspørgsmålet til den verdslige øvrighed og selv fokusere udelukkende på forkyndelsen.
Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Luther havde et højt syn på de verdslige myndigheder. Kirken skal anerkende denne myndighed. Men Gud er stadig øverste autoritet over både det verdslige og det åndelige regimente, så hvis magthaverne ikke lever op til deres gudgivne ansvar, har kirken en pligt til at løfte stemmen, hvilket både Luther og Bonhoeffer desuden selv er strålende eksempler på, ligesom også de gammeltestamentelige profeter kan fungere som rollemodeller for kirken i dag.
For det andet vil jeg argumentere for et kirkeligt engagement på klimaområdet, fordi det kan fungere som et middel mod et højere mål. Her finder jeg inspiration i den latinamerikanske befrielsesteologi, hvor en af grundidéerne er, at Gud er på den fattiges side. Befrielsesteologien er pr. definition en teologi, som forudsætter handling. Ortodoksi må nødvendigvis ledsages af ortopraksis.
Klimaforandringerne har store konsekvenser for nogle af de mennesker i verden, der i forvejen har det allersværest. Allerede i 2009 skrev Det Lutherske Verdensforbund, at mennesker i nogle områder dør som direkte følge af temperaturstigninger, og hungersnød forudses også at eskalere som konsekvens af klimaforandringer. Disse påstande er kun blevet bekræftet af den seneste rapport fra FN.
Klimaforandringerne er altså ikke blot et miljøproblem, men et retfærdighedsproblem. De fattige lande rammes af de hårdeste konsekvenser, mens det er de rige lande, der har det største ansvar. Set fra et befrielsesteologisk perspektiv kan kirken ikke ignorere sådanne fakta, men må gribe ind og stå sammen med de grupper, som er mest udsat for konsekvenserne af klimaforandringerne. Et engagement i klimaudfordringerne bliver således et middel til en befrielsesteologisk kamp mod uretfærdighed på de fattiges side. Et engagement, som må indebære andet og mere end velgørenhed, men må være proaktivt, kritisk og profetisk.
Men et kirkeligt engagement på klimaområdet er ikke kun et middel, men kan også være et mål i sig selv, hvilket er mit tredje punkt. Her må vi først gøre op med det menneskesyn, som har gjort, at kristendommen blandt nogle er blevet kaldt ”den mest antropocentriske religion, som verden har set”.
Det skyldes forestillingen om, at mennesket fra begyndelsen i Edens have fremsættes som herskere over dyrene, og naturen ikke har andet formål end at være et instrument til berigelse af menneskers liv. Men på samme måde som vi i Det Nye Testamente kan læse om Jesu værdiomkalfatringer, så er der ikke tale om et normalt herredømme.
Det bibelske ideal for et herredømme skal i stedet ses som et særligt ansvarsområde, hvor mennesket får til opgave at sørge for skaberværkets ve og vel på samme måde, som Gud selv ville gøre det. Derfor læser vi også i ”Bibelen 2020”, at mennesket i Første Mosebog ikke længere får til opgave at herske over naturen, men skal ”tage ansvar” for den.
Retter vi blikket væk fra mennesket og over mod det øvrige skaberværk, må det også understreges, at dets værdi ikke består i en instrumentel nytteværdi for mennesket. Skaberværket har værdi i sig selv, ubetinget af menneskets tilstedeværelse. Det var ikke mennesket, der ”så, at det var godt”, men Gud selv, før mennesket overhovedet kom på banen. Skaberværket er skabt og anerkendt af Gud i kontrast til andre lignende skabelsesmyter, hvor alting er blevet til ved en tilfældighed. I kristendommen er intet skabt af nødvendighed, men al eksistens er betinget af Guds livgivende magt. Fra dette perspektiv bliver kristendommen pludselig alt andet end antropocentrisk, men i stedet ligger her en stor opfordring til at tage ansvar for skaberværket.
Dele af kirken vil stadig være overbevist om, at det vigtigste nu alligevel er ansvaret for menneskers frelse fra synden til et evigt liv. Men også det er for snæver en læsning. Guds store frelsesplan handler ikke blot om at frelse mennesker, men om en fuldstændig genoprettelse af hele skaberværket, som det var før syndefaldet. Ifølge Missio Dei-tanken handler mission ikke blot om, at kirken har en opgave i at forkynde, men om, at Gud skaber og frelser verden, heriblandt mennesker. Kirken får lov at tage del i denne mission, både ved at repræsentere Gud og ved at pege folk i retningen af Gud. Mission er at finde ud af, hvad Gud gør, og tage part heri.
Synden har ikke kun konsekvenser for mennesket, men for hele skabningen. Det er også derfor, at Paulus i Romerbrevet 8 understreger, at hele skaberværket har del i håbet om at nå til frihed fra trældom og forgængelighed. Forløsningen gælder menneske og natur. Ånd og materie. Hele universet.
Det er klart, at vi må give slip på utopiske tanker om, at vi selv med de rette klimaprogrammer og så videre kan frembringe en form for miljømæssig nirvana. Bibelens skabelsesberetning starter og slutter med Guds handling. Men vi må heller ikke falde i den modsatte grøft og tænke, at intet alligevel nytter noget, og lade passiviteten lamme os.
Der er teologisk grundlag for kirkens politiske engagement, for engagement i klimaudfordringerne som et middel i kampen mod uretfærdighed og for engagement i klimaudfordringerne som et mål i sig selv, fordi mennesket har fået et ansvar, og fordi både syndens konsekvenser og forløsningen i Kristus gælder for hele skaberværket.