Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Kirken i vest og i øst hænger stadig sammen

Kristeligt Dagblads dækning af det koptiske pavebesøg har været forbilledlig, men de folkekirkelige kommentatorer har åbenbart ikke alle været lige heldige med deres svar på, hvad vi i Danmark kan lære af den koptiske kirke, mener debattør og langer ud efter Christian Langballe (DF). Billedet er fra den koptiske paves besøg i Danmark for nogle dage siden.

Den østlige og den vestlige kirke er ikke udsprunget af to vidt forskellige traditioner og fokuspunkter, som Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe mener

For første gang i 22 år har vi i Danmark haft et koptisk pavebesøg.

I 1993 besøgte pave Shenouda III af Alexandria Danmark og indviede ved den lejlighed den koptiske menigheds nye kirkebygning i Taastrup, og der blev afholdt en økumenisk gudstjeneste i Københavns Domkirke. Det fremstod mest som et indrekirkeligt anliggende.

Det nylige pavebesøg ved efterfølgeren, Tawadros II, blev langt mere officielt, er mit indtryk, med besøg hos dronningen og møde med kirkeministeren. Til gengæld var der ikke arrangeret nogen økumenisk gudstjeneste, men i folkekirkeligt regi blev det dog til et møde med Københavns biskop.

At der denne gang var mere opmærksomhed fra den danske regerings side er for det første glædeligt. Det kan ses som udtryk for, at regeringen mener det alvorligt, når den har gjort støtten til forfulgte kristne til en del af regeringsgrundlaget.

Pave Tawadros II er repræsentant for en kirke, der i høj grad har oplevet diskrimination og direkte forfølgelse. Ganske vist er han overhoved for en ortodoks kirke, men hans stilling i det egyptiske samfund og hans personlige gestus har også vist, at han kan repræsentere alle kristne i Egypten, uanset konfession - for eksempel deltog han, da hans katolske modstykke som patriark af Alexandria skulle indsættes.

Alle kristne i Egypten må leve med diskrimination fra det offentliges side, og de er ofre for disinformation fra muslimsk side og er i fare for direkte forfølgelse, både fra statens og islamisters side.

Kristeligt Dagblads dækning af det koptiske pavebesøg har været forbilledlig, men de folkekirkelige kommentatorer har åbenbart ikke alle været lige heldige med deres svar på, hvad vi i Danmark kan lære af den koptiske kirke.

Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, mener noget misvisende, at ”den østlige og den vestlige kirke er udsprunget af to vidt forskellige traditioner og fokuspunkter”.

For det første taler kirkens egen Herre, Jesus, kun om kirken i ental. Der er ikke to kirker. For det andet - for det er selvfølgelig rigtigt, at der er visse, særligt ydre, forskelle mellem kirken i øst og i vest - er kirkens teologi fra begyndelsen blevet til i frugtbar vekselvirkning mellem øst og vest.

Selv kirkefaderen Irenæus, som blev genopdaget her i Danmark af Grundtvig, var fra Lilleasien, men blev biskop i en vestlig kirkeprovins, nemlig i Lyon i det nuværende Frankrig.

Munkevæsenet opstod i Egypten, men blev hurtigt udbredt både i øst og vest. At kirken i øst og i vest efterhånden voksede fra hinanden og kunne se ud til at være to forskellige størrelser, skyldes ikke først og fremmest teologiske faktorer, men snarere politiske realiteter.

Selv det såkaldte store skisma i 1054 mellem Rom og Konstantinopel betød ikke umiddelbart et brud mellem øst og vest. En udsending fra paven i Rom kunne stadig efter aflevering af bandbullen i Konstantinopel deltage i liturgien i Kiev sammen med den derværende metropolit, og de kunne synge ”Te Deum” sammen.

Da albanske kristne i årene efter den tyrkiske erobring flygtede til Syditalien, bragte de deres østkirkelige gudstjenesteform med sig og kunne uden problemer etablere sig kirkeligt under paveligt tilsyn med bevarelse af deres græske liturgi.

Vestlige kristne inspireres i deres åndelige liv stadig af ørkenfædrenes skrifter og af kirkefædre som Basilios den Store, Athanasios af Alexandria, Efraem Syreren og mange flere, og kopterne har ingen problemer med at anerkende den vestkirkelige Augustin af Hippo, der ellers er en af Luthers mest anvendte reference til kirkefædrene, som en af deres egne.

Vi kan lære af kirken i Egypten og den øvrige del af Mellemøsten at være en bekendende kirke, hvor det ikke er de ydre politiske realiteter, men alene tro-skaben mod kirkens Herre og den tro, som vi har fået overleveret gennem apostlene, der er afgørende for tro og liv.

At leve under diskrimination, at være skydeskive for disinformation og at være i fare for direkte forfølgelse er en kilde til bestandig besindelse på, hvad det vil sige at følge Jesus, uanset hvad verden byder os.

Realiteterne, som kop-terne lever under, er for mig som kristen i Danmark en stadig påmindelse om at fastholde bekendelsen til Jesus, om at jeg og mine egyptiske brødre er en del af det samme Kristi Legeme, og at ”når ét lem lider, lider de andre med”.

Henrik Ertner Rasmussen, Generalsekretær i Dansk Europamission,Drejervej 15,København NV