Tidligere på året opstod der en heftig offentlig diskussion om en prædiken. Den blev holdt i Københavns Domkirke julesøndag, hvor prædiketeksten var fortællingen om barnemordet i Betlehem. Præsten benyttede lejligheden til at omtale forholdene i Palæstina, hvor Betlehem ligger. Og han sagde bl.a.: »den grusomme historie om Herodes´ barnemord i Betlehem har gentaget sig i det år, der nu er gået. Børn, kvinder og mænd myrdes af magthaverne igen i Betlehem«.
Prædikenen fremkaldte et ramaskrig. Repræsentanter for Mosaisk Troessamfund talte om det værste eksempel på antisemitisme fra kirkeligt hold siden Anden Verdenskrig. Men allerstærkest lød anklagen fra nogle af prædikantens præstekolleger. Selv i Israel havde man hørt om prædikenen. På en officiel hjemmeside blev den danske prædiken omtalt som et eksempel på den »nye antisemitisme«, der går terrorismens ærinde.
Hvorfor denne opstandelse? Den skyldes ordet antisemitisme. Ordet betyder jødehad. Og det forbindes med fortidens forfølgelse af jøder, både den ældre kristne jødeforfølgelse og den nyeste tids, som nazisterne foranstaltede.
Var beskyldningen for antisemitisme berettiget? Ikke efter min mening. Kritikken rettede sig mod de israelske krigshandlinger i de palæstinensiske områder. Altså mod den moderne stat, ikke mod jøderne som religiøs og etnisk gruppe. Men kan en kristen præst tillade sig at kritisere Israel? Består der ikke et særligt forhold mellem den kristne kirke og Israel?
For at besvare det spørgsmål må vi allerførst skelne mellem to betydninger af »Israel«. I den del af Bibelen, vi deler med jøderne, Det Gamle Testamente, er Israel navnet på Guds udvalgte folk. I vore dage er Israel derimod navnet på en af verdens mange stater. Ifølge nogle jøder er denne moderne stat det udvalgte folks af Gud givne land.
Hvis man som kristen føler en særlig forbundethed med Israel, kan det kun gælde den religiøse tanke om det udvalgte folk. »Israel« står for dette, at Gud ønskede at have med mennesker at gøre. Han gjorde sig til frelser og befrier for et lille usselt og underkuet folk. For kristne er »Israel« forhistorien for, at Gud gjorde sig til ét med et menneske. Men med kristendommen er bundetheden til et bestemt folk ophørt. Guds folk er ikke en bestemt nation.
Alligevel er Israel et problem for nogle kristne. Det kan skyldes en udtalelse af Paulus i hans brev til romerne om, at »hele Israel skal frelses« (kap. 11, v. 26). Paulus søgte naturligt nok et svar på, hvorfor Guds udvalgte folk ikke tog imod Guds søn. Svaret kunne kun være, at mange jøder havde sat sig op imod udvælgelsen, at de havde sagt nej til at være Guds udvalgte. Men Paulus har åbenbart forestillet sig, at som led i alle menneskers omvendelse til kristendommen skulle også hele Guds folk, Israel, omvende sig. Tanken om, at alle jøder skal omvende sig, ligger fjernt for de fleste kristne i vore dage. Især efter Anden Verdenskrig er kristnes forhold til jøder præget af respekt og samtale mere end missionstrang.
Men selv om man holder fast ved Paulus´ forestilling om »Israels frelse«, kan det ikke have noget med den moderne stat Israel at gøre. Frelse hører i luthersk kristendom til det åndelige, mens politik hører til det verdslige. Det betyder f.eks., at det ikke giver mening at gøre krav på et landområde under henvisning til Bibelen. Oprettelsen af staten Israel i 1948 var en politisk, verdslig begivenhed. Forholdet mellem Israel og de omkringboende palæstinensere er et politisk problem, der bør løses efter de internationale spilleregler.
Hvis kirken har et særligt forhold til Israel, kan »Israel« altså kun betyde det udvalgte folk, som også Jesus tilhørte. Derimod har kirken ikke et særligt forhold til staten Israel. Den er en stat som alle andre, en verdslig ramme om menneskers liv. Netop en luthersk kirke må fastholde sondringen mellem »Israel« som religiøs forestilling og Israel som stat. Og en luthersk præst må have en klar ret til at kritisere staten Israel uden derfor at blive beskyldt for at være fjendtlig mod »Israel« og jøderne. Jeg vil selv gøre brug af denne ret, hvis lejligheden byder det, dvs. hvis en af søndagens tekster taler ind i den aktuelle konflikt.
Efter et såkaldt forsoningsmøde mellem prædikanten, hans biskop og repræsentanter for Mosaisk Troessamfund har sagen om juleprædikenen været lukket, som det hedder i pressesproget. Det er meget beklageligt. For i folkekirken har vi jo ikke fået nogen som helst afklaring af, hvornår en prædikant kan anklages for antisemitisme. Vi burde i fællesskab søge et svar på, hvordan vi som lu-thersk kirke skal forholde os til staten Israel og den jødiske tro.
Svend Andersen er professor i teologi ved Aarhus Universitet og hjælpepræst ved Lystrup og Elev Kirker