Signe Bøgevald Hansen fra Liberal Alliances Ungdom deler ikke mine betænkeligheder ved en mulig adskillelse af stat og kirke i sit indlæg den 5. marts.
Det er fair nok. Men hendes argumentation bygger på en hel del fordomme og misforståede præmisser. For det første argumenterer hun med, at der snart ingen mennesker kommer i kirken.
Dette er efter alt at dømme forkert. De tilgængelige tal i form af kirketællinger og meningsmålinger peger på en stabil kirkegang over de seneste mange år, måske endda med en svagt stigende tendens. Det er selvfølgelig et meget varieret billede landet over, men generelt er der ikke noget, der tyder på, at antallet af kirkegængere falder.
De, der hævder, at der ingen mennesker kommer i kirkerne, synes typisk at være dem, der ikke selv kommer i kirkerne.
Tilsvarende hævder hun udokumentret, at kirken ikke længere er et samlingspunkt i lokalsamfundene. Også her er hun galt underrettet. Enhver kan ved at kig på sin lokale sognekirkes store udbud af arrangementer af mange forskellige slags forvisse sig om, at kirken er et vigtigt kulturelt og åndeligt samlingspunkt. Som jeg tidligere har skrevet navnlig i de små lokalsamfund, hvor kirken snart er det eneste kulturtilbud, der er tilbage.
Som liberal har Signe Bøgevald Hansen den opfattelse, at kirken ville blomstre, hvis den ikke længere blev ”kontrolleret af staten”. Ikke meget tyder på, at det ville være tilfældet – eller at staten i øvrigt kontrollerer kirken i noget nævneværdigt omfang.
Det, der til gengæld er hovedpointen, er, at staten og det danske samfund ville miste noget meget værdifuldt, hvis stat og kirke blev adskilt. En åndelig, kulturel og historisk forankring, som har været en gave for udviklingen af det danske samfund og fortsat er det den dag i dag.
Kirken skal såmænd nok overleve i en eller anden form, givetvis som langt mere sekterisk og politisk kirke og utvivlsomt i en beskåret form, hvor man ville være nødt til at skære ned på aktiviteterne i yderområderne, hvor der er få til at betale.
Tvang og frihed er ikke så tydelige modpoler og store absolutter, som Bøgevald Hansen hævder, og da slet ikke i relationen mellem den danske stat og den danske kirke, som har levet et frugtbart samliv siden Grundloven af 1849 og i realiteten støttet hinanden i hundreder af år.
Nikolaj Bøgh, folketingskandidat (C), Arveprinsensvej 9, Frederiksberg