NÅR HELE VORHERRES skaberværk stander i våde som følge af klimaforandringerne, er det oplagt for et kristent menneske at interessere sig for emnet. Derfor, må ræsonnementet være, er det også oplagt for kirken som sådan at blande sig i det.
Det gør man så med klokkeringning på dagen for klimatopmødet i København den 13. december 2009. Ikke bare én, men 350 gange skal klokkerne landet over bimle og bamle for Jordens ve og vel. Mange steder i landet vil man endog akkompagnere klokkeringningen med en såkaldt skabelsesgudstjeneste, der skal bidrage til at sætte yderligere fokus på klimaudfordringen.
Initiativet, der organiseres af Grøn Kirke og Danske Kirkers Råd, har affødt mange og meget forskelligartede reaktioner. Min reaktion sammenfattes meget godt af Folketingets Kirkeudvalgs formand, Venstres Britta Schall Holberg (V), i Kristeligt Dagblad den 20. oktober: "Jeg tror, at de er blevet fuldstændig gale. Det er misbrug at spænde kirken for en klimavogn. Jeg kan ikke gøre andet end at ryste på hovedet."
Der er intet problematisk i, at man som kristen på baggrund af Bibelens ord finder det nødvendigt at deltage i klimadebatten. Slet ikke. Det må man naturligvis gøre lige så tosset, man vil, akkurat som alle mulige andre må deltage efter forgodtbefindende med deres egne bevæggrunde herfor, de være sig verdslige såvel som religiøse. Det problematiske består deri, at kirken som sådan, kirken som institution i sin helhed støtter ringningerne.
DENNE STØTTE er nemlig udtryk for en politisering af folkekirken. Det ved de biskopper, der støtter ringningerne, godt. Derfor har et af deres hovedbudskaber i debatten været at dementere dette forhold. Som biskop Peter Fischer-Møller formulerede det i Kristeligt Dagblad: "Klimaet er ikke en partipolitisk sag. Det handler om klodens og vor fælles fremtid, som vi som kirke også bør forholde os til."
Et udsagn, der ganske åbenlyst er forkert – for hvorom er det, politik i reglen drejer sig? Netop: "Klodens og vor fælles fremtid". Med andre ord er klimaet i allerhøjeste grad en partipolitisk sag, hvilket da også understreges af, at klimatopmødet ikke er et religiøst forum, men derimod et politisk topmøde med deltagelse af politikere fra hele verden, der efter planen skal munde ud i politiske beslutninger.
Hvis ikke den internationale politiske forhandling om foranstaltninger til bevarelse af jordens miljø er en så politisk sag, at den kan afvises som værende kirkelig, hvad i alverden vil man da kunne nævne som et eksempel på en sag, der ligger uden for den kirkelige sfære? Med "kirkelige" klimaringninger er grænsen mellem religion og politik i folkekirken ikke bare overskredet, den er gjort fuldstændig indholdsløs og dermed i realiteten ophævet.
Når miljøpolitik er et kirkeligt anliggende, hvorfor mener kirken ikke også noget om socialpolitik eller integrationspolitik? Eller hvad med trafikpolitik – det er vel god kristen etik at gøre busserne gratis, så moster Oda kan komme til gudstjeneste om søndagen uden at skulle give afkald på sin i forvejen sparsomme folkepension.
Provst Peter Balslev-Clausen medgiver i Morgenavisen Jyllands-Posten den 19. oktober den glidebane, klokkeringningerne udgør: "Den planlagte klokkeringning er en klar politisk tilkendegivelse og tager evangeliet som gidsel i en sag, der skal løses politisk og teknisk. Man skal passe morderlig på, at der ikke går religion i klimadebatten. Så kan man også ringe med kirkeklokkerne for en ny sociallov og andre politiske dagsordener."
Så vidt er det gudskelov ikke kommet, og det er der god grund til at glæde sig over. For det første fordi det er i strid med kirkens religiøse grundlag, lutheranismen. En af lutheranismens centrale pointer er nemlig toregimentelæren, der kort sagt går ud på, at samfundet har to regimenter, det verdslige og det åndelige. Heraf er det kun kirkens opgave at beskæftige sig med det åndelige regimente.
For det andet fordi en politisering af kirken rent opbakningsmæssigt ikke just er et formålstjenligt træk. Ved at tage så klart politisk stilling risikerer folkekirken at støde de sognebørn fra sig, der ikke er enige i kirkens politiske standpunkt.
FOR EKSEMPEL bliver det efter den 13. december lidt sværere for dem, der har et mere nuanceret syn på klimaproblematikken end biskop Fischer-Møller at tage kirken seriøst, ligesom nogle sikkert også ærgrede sig over forløbet i Brorsons Kirke, hvor sognepræst Per Ramsdal ligeledes spændte kirken for en politisk vogn.
I et interview i dagbladet Politiken den 24. oktober slår Ramsdal til lyd for "en kirke, der træder i karakter, melder ud om samfundsanliggender og engagerer sig i det sociale arbejde – uden dog at gå ind i politik". Jeg kunne godt tænke mig at høre Ramsdals bud på en grænsedragning mellem "samfundsanliggender" og "politik"? Jeg tror næppe, at det lader sig gøre at drage denne grænse på en meningsfuld måde. Fischer-Møller og de øvrige implicerede biskopper kunne måske deltage i forsøget.
Personligt er jeg meget glad for at komme i kirken og agter ikke at lade mig skræmme væk af enkelttilfælde som disse, men folkekirkens i stigende omfang politiserende linje generer mig ikke desto mindre. Andre med en mindre tilknytning til folkekirken end jeg, der står i samme situation, kan nok tænkes at tage deres kirkegang – eller endda deres medlemskab – op til overvejelse. Den 13. december ringer klokkerne for klimaet, men kirken risikerer, at man en skønne dag ringer for kirken selv i en noget sørgeligere kontekst, hvis den fortsætter med at se bort fra de lutherske idéer om to regimenter, personligt gudsforhold og så videre, hvorpå den bygger, og blande sig i den politiske debat som nu.
Isak Krab Koed
statskundskabsstuderende,
Olof Palmes Allé 31 A,
Århus N