THOMAS REINHOLDT Rasmussen, Birgitte Rosager Møldrup og Morten Fester Thaysen giver et spændende bud på vejen frem for folkekirken i kronikken i Kristeligt Dagblad den 11. oktober.
Jeg værdsætter, at de bidrager til debatten og forholder sig til min bog ”Kirkens rolle i et pluralistisk samfund”. Jeg kan dog ikke se det anderledes, end at anliggendet med bogen misforstås ganske markant.
Kronikken opstiller to hovedpositioner i debatten om folkekirkens fremtid. Ifølge den ene hovedposition skal kirken være uden for samfundet og isolere sig som et særligt fællesskab af ligesindede, hvilket jeg gøres til talsmand for. Den anden hovedposition, som kronikørerne slår til lyd for, betoner, at kirken bør være midt i samfundet.
Den første position kritiseres på flere måder. For det første hævdes det, at jeg mener, at kirken skal være uden for samfundet. Men kan den det? Og hvilken dansk teolog vil hævde det? Jeg kender ingen, der mener dette. Ej heller indtager jeg selv dette synspunkt.
Jeg anfører jo netop i min bog, at kirken er en del af samfundet, er vævet ind i samfundet, kan bidrage til at udvikle samfundet og skal være åben over for, tage ansvar for og være engageret i samfundet. Derfor begriber jeg ikke, hvordan man kan mene, at min bog anfører, at kirken skal være uden for samfundet.
Dernæst hævdes det, at kirken ifølge den første position blot skal bestå af ligesindede, og hermed forstås vel en gruppe af mennesker, der ligner hinanden, og som mener det samme. Den danske folkekirke er imidlertid et glimrende eksempel på en kirke, hvor der eksisterer stor uenighed, og som udgøres af meget forskellige mennesker. Det er på mange måder en stor styrke ved folkekirken. Derfor påpeger jeg også i min bog, at sociale og kulturelle forskelle ikke ophæves i den kristne kirke, men at tilhørsforholdet til Kristus udgør en fællesnævner midt i den kirkelige mangfoldighed.
Endelig hævdes det, at kirken ifølge den første position vil ende med at udgøre et fællesskab med social tvang. For fællesskaber, der skaber en særlig identitet i forhold til andre, vil have noget tvingende over sig i forhold til den enkelte, hedder det i kronikken. Det behøver dog ikke at være tilfældet. Og bør ikke være det. Men hvis dette er rigtigt, vil det betyde, at rigtig mange fællesskaber rummer social tvang. Det er dog ikke min erfaring.
Mange modsætter sig en folkekirke, der fremstår med en unødigt markant identitet og profil, da det vil løsrive kirken fra folket. Jeg deler dette anliggende, men det må bare ikke føre til, at kirken gøres identitets- og grænseløs. Sagen er imidlertid også, at folkekirken har – om man vil det eller ej – identitet og profil. Det er muligt at identificere og karakterisere folkekirken ved hjælp af medlemskab, bekendelsesskrifter, historie, liturgiske socialpraksisser med videre.
Den norske kirkerådsleder Kristin Gunleiksrud Raaum har for nylig udtalt, at der ikke nødvendigvis eksisterer noget modsætningsforhold mellem at have en tydelig profil og at favne bredt. Dette synspunkt er et væsentligt anliggende med min bog. Sammenholdes disse to forhold ret, vil kirken finde vej frem mellem på den ene side isolation og på den anden side assimilation; den vil på én og samme tid være i verden, men ikke af verden.
Jeppe Bach Nikolajsen er lektor og forskningsleder ved Menighedsfakultetet i Aarhus og professor II ved Menighedsfakultetet i Oslo.