Jens Brun argumenterer i et debatindlæg den 9. januar for forandringer, der skal styrke folkekirken, og han opfordrer til drøftelse. Det er en opfordring, som vi gerne tager imod som forskere i Det Gamle Testamente og som præster i folkekirken, for Bruns indlæg taler tydeligvis ud af en kærlighed til kirke og kristendom, som vi ubetinget kan dele.
Jo lad os få forandring, men lad os ikke give afkald på den berigelse, der ligger i, at vi for 15 år siden fik de gammeltestamentlige læsninger som et fast led i højmessen. Sagen er jo, at Det Gamle Testamente har lige så stor hjemstavnsret i den kristne kirke som Det Nye Testamente. Det har det haft, lige siden dengang på Jesu tid og i urkristendommen, da de jødiske skrifter var de eneste, man havde og læste. Evangelierne og Paulusbrevene blev skrevet på basis af og i samtale med Det Gamle Testamente, og de ville være meget vanskelige at forstå, hvis man udelod den ene part af samtalen.
I det 2. århundrede forsøgte teologen Markion (død ca. 160 e.Kr.) at benægte Det Gamle Testamentes plads i kristendommen, fordi han, som Jens Brun, fandt, at det skabte uklarhed om, hvad kristendommen står for men Markion blev erklæret for kætter.
Det er dog formentlig ikke Markion, der inspirerer Jens Brun til at ville fjerne Det Gamle Testamente fra gudstjenesten. For en af eksi-stensteologiens fædre, Rudolph Bultmann, var den gammeltestamentlige teologi kun udtryk for lovreligion og den skabelsesteologi, som Jens Brun trods alt godt vil tilkende ret, når den blot står i Det Nye Testamente, havde (og har) eksistensteologer ikke meget tilovers for.
Men Det Nye Testamente kan slet ikke leve uden Det Gamle Testamente, og kirken har brug for Det Gamle Testamentes tale om den skabende og opretholdende Gud for at kunne være både jorden og himlen tro. Det Gamle Testamente indeholder mange forskellige og indbyrdes uenige fortællinger og digte om Gud. Netop i deres indbyrdes diskussion er de med til at fastholde Guds storhed og uudgrundelighed for mennesker og hans uudslukkelige kærlighed til den skabte verden og alt, hvad der bor på den.
En teologi uden modsætninger er noget af det farligste, man kan forestille sig. Og en teologi uden Det Gamle Testamente fører alt for ofte til fornægtelse af denne verden og dermed i sidste instans til en fornægtelse af inkarnationen.
Kirkefædrene så ret, da de fastholdt Det Gamle Testamente. At udelukke den første del af kanon med dens mange forskellige og ofte provokerende gudsbilleder ville have ødelagt alt for meget i den kristendom, vi alle gerne vil fremme.
Kirsten Nielsen, professor, dr.theol., og Else K. Holt, lektor, ph.d., Afdeling for Gammel og Ny Testamente, Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet