Kirken som en naturlig del af lokalsamfundet

Isoleret omkring sin egen dagsorden mister kirken en vigtig mulighed for at blive valgt til af mennesker, som den er til for, og tilsvarende mister lokalsamfundet en vigtig dimension, skriver korshærschef Helle Christiansen

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Så er der gode nyheder til de landsbyer, der gerne vil tiltrække nye, ressourcestærke tilflyttere: Humor og kontante fordele virker. Den erfaring kommer fra norske Øyfjell, en bygd i Telemark.

Det lille samfund har markedsført sig som kommende ufo-center! Et godt grin er meget mere tillokkende end at blive en del af et grædekor. Man bliver interesseret og tænker, at mennesker med så god en fantasi og humor ikke kan være kedelige naboer. Når kommunen så også tilbyder to år med gratis institutionspladser, har det betydet, at en udvikling med lukningstruede børneinstitutioner har vendt sig til behov for at bygge en ekstra børnehave.

Trods humoristisk tiltrækningskraft og institutionsplads i sigte er det en stor beslutning at flytte. Derfor er i Øyfjell opført en smuk og spændende arkitekttegnet prøvebolig, hvor man kan bo i tre år og overveje, om man derefter vil slå sig permanent ned med egen bolig.

Men hvad med kirken? Kirkens liv og tilbud er en del af billedet fra små og store byer, men på listen over aktiviteter på Øyfjell leder jeg forgæves efter den norske kirke. Der er en kirke på Øyfjell, men den har sin egen side, og den er helt usynlig i præsentationen af bygden og alle dens kvaliteter. Pinsekirken Betania er omtalt, men ikke sognekirken. Tilsvarende er bygdens mange aktiviteter og hele markedsføringen af den som tilflytningssted fraværende på kirkens side.

Somme tider er det lettere at få øje på skavankerne hos naboen end hos sig selv. Med fare for, at jeg ikke har researchet godt nok, vover jeg alligevel spørgsmålet: Hvorfor er kirken ikke med i billede og tekst, når Øyfjell-siden byder besøgende velkommen med højt telemarksk humør: ”Så moro at du stakk innom oss i dag!”. Og hvorfor er bygdens tiltrækkende helhed ikke med på kirkens side? Hvorfor er der to sider, afblændet mod hinanden?

Naboens skavank er også vores. Det viser resultatet af den undersøgelse, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter har fået udført af Center for Frivilligt Socialt Arbejde. Undersøgelsen omhandler samarbejdet mellem kommuner og sognekirker.

”Jeg tror simpelthen, at barriererne ligger mellem ørerne,” er titlen med et citat fra en af undersøgelsens informanter. Konklusionen er den beskæmmende, at man kender simpelthen ikke hinanden. Kommune, foreninger og frivillige initiativtagere tænker ikke kirken med ind i deres planer. Og tilsvarende har menighedsråd og ansatte ikke kendskab til eller tanke for at inddrage kommune og foreningsbredde.

Her hører jeg mange læsere protestere: Sådan er det ikke her hos os! Jamen tillykke, og bliv ved med at stå sammen. Positive undtagelser ændrer dog ikke ved undersøgelsens påvisning af, at ikke bare manglende kendskab, men også forkerte forestillinger om hinanden forhindrer det effektive, lokale samarbejde om at tiltrække nye beboere til yderområder og små samfund.

Af Øyfjell kan vi lære, at humor, fantasi og kontante fordele er bedre end sørgerande og jammerklager. Indtrykket af afvikling og forfald i landsbyerne skal brydes. Det skal kirken bidrage aktivt til, indbyde kommune og foreningsliv og selv gå med i alt, hvad der rører sig. Kirkens liv, gudstjenester og arrangementer for alle skal være en del af den fælles præsentation af, hvem man kommer til at dele liv og dage med, hvis man beslutter at flytte til området.

Isoleret omkring sin egen dagsorden mister kirken en vigtig mulighed for at blive valgt til af mennesker, som den er til for, og tilsvarende mister lokalsamfundet en vigtig dimension, når præsentation af foreningsliv og institutioner ikke som en selvfølge inkluderer kirken.

Kirken har mange ressourcer. Kirkens bygninger kan lokalt være til glæde for mange andre foreningers initiativer og kan stilles til rådighed, uden at den skjulte dagsorden behøver at være at ”lokke folk i kirke”. Det er tværtimod en helt åbenlys dagsorden at inddrage flere i kirkens gudstjeneste.

Kirkefondet har udarbejdet et idékatatalog om landsbykirken som aktiv, som kan findes på kirkefondet.dk. Efter en spændende, inddragende proces i forskellige landsbysamfund er der her samlet og beskrevet forskellige fremtidsmuligheder for middelalderkirkens anvendelse til gavn for den brede fastholdelse og udvikling af livsmulighederne i landsbyen.

Hvis de små samfund inklusive deres kirke skal leve godt videre, skal der arbejdes på tværs og inkluderende alle gode kræfter. At køre på parallelspor med afblændede vinduer er simpelthen ikke en mulighed, når der skal skabes god udvikling.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.