Jeg mistede en vigtig fortælling ved politiets aktion i Brorsons Kirke forleden nat. Indtil nu har jeg brugt tid på at fortælle nye hold af konfirmander og minikonfirmander om våbenhus og kirkerum, når vi mødtes første gang.
I våbenhuset opholder vi os så ved, at det er indgang og forrum til kirken, og at rummet har fået sit navn i en tid, hvor mænd bar våben, men måtte lægge dem fra sig, før de gik ind i kirken. Vi taler så lidt om, at vi måske passende kan hænge morgenens vrede eller skoledagens skænderier op på knagerne, inden vi går videre ind i selve kirkerummet.
Det, der nemlig gerne skulle blive tydeligt, er, at det er et anderledes rum end andre, konfirmanderne kender: at nu står de i et rum, hvor der ikke skal være våben. Her skal der ikke være vold mod nogen. Her er der ingen, der behøver at være bange. Kirkerummet er en slags herberg og et sted, hvor man kan være og få lov til at være uden at nogen skal forhindre en i det. Så længe vi er i kirkerummet, "leger" vi på en måde, at der findes en verden, hvor der er fred mellem mennesker, hvor ingen har mere ret til at være end andre, og når vi sidder sammen og deler brød og vin med hinanden, er der ingen, der sulter og lider nød.
Den fortælling og de billeder kan vi så tage med ud i verden og prøve at virkeliggøre så godt vi kan. Derfor er det så vigtigt, at den slags steder findes. Det anderledes sted.
Hvilken fortælling har jeg nu til mine konfirmander og minikonfirmander?
HANNE SANDER sognepræst i Jægersborg, Prins Valdemarsvej 62, Gentofte