MIN KRONIK den 6. maj, Menighedens råd og præstens stilling, har fremkaldt meget modsatrettede reaktioner. Og det er jo altid en god indikator på, at man har fat i noget rigtigt.
Mit anliggende var at rejse det spørgsmål, om de lutherske tanker om det almindelige præstedømme og menighedens kaldsret kan bruges som begrundelse for folkekirkeligt demokrati og for berettigelsen af, at der tages stilling til en præsts gejstlige embedsførelse ved flertalsafgørelse. Med talen om det, som vedrører kirkens evangeliske renhed, mener jeg folkekirkens indre anliggender.
LÆS OGSÅ: Kirkestyring: Nej tak til professorens teologiske pavevælde
Inge Lise Pedersen finder i sit indlæg den 13. maj, at jeg går ind for et rent teologisk ekspertstyre af folkekirken. Hun mener modsat, at folkekirken skal styres demokratisk med henvisning til I.C. Christensen.
Inge Lise Pedersen synes ikke at interessere sig for den teologiske tanke om det almindelige præstedømme, men betragter helt præstens stilling og virke ud fra det demokratisk valgte menighedsråds synsvinkel.
Hun indrømmer, at der er nogle detaljer i det folkekirkelige demokrati, som hænger sammen med en luthersk opfattelse af kirke, menighed og præst. Men hvad de detaljer går ud på, får vi ikke noget at vide om. Hvis hun for eksempel tænker på det almindelige præstedømme og den lutherske embedsforståelse, er hendes nedladende sprogbrug meget sigende.
Inge Lise Pedersen taler om et vi, der ikke er så uvidende, som jeg hævder. Men hvem er vi? Inge Lise Pedersen er jo ikke repræsentativ for alle døbte, som det almindelige præstedømme tilsyneladende handler om. Mit spørgsmål er, om den blotte dåb er en tilstrækkelig betingelse for at have del i præstedømmet? Og om man kan drage den konsekvens, at ethvert medlem af folkekirken derfor har del i det.
LÆS OGSÅ: Professorvrøvl. Det almindelige præstedømme må ikke blive indholdstomt
Inge Lise Pedersen er engageret i og velorienteret om kirkelige forhold. Og som formand for Landsforeningen af Menighedsråd er hun jo så at sige professionel lægmand m/k. I stedet for at føle sig ramt på den egenskab burde hun forholde sig til spørgsmålet om, hvem der har kompetence til at træffe afgørelse om kirkens indre anliggender. Jeg stiller gerne op til en ordentlig diskussion herom.
HVOR INGE LISE PEDERSEN mener, at jeg vurderer det særlige præsteembede for højt, finder Poul Sebbelov den 14. maj, at jeg med Luther er inkonsekvent i min afvisning af en sakramental forståelse af embedet.
Jeg kan give Sebbelov ret så langt, at den lutherske opfattelse kan forekomme selvmodsigende. Man hævder på den ene side alle døbtes præstestatus og fremhæver på den anden side det særlige embede.
Sebbelov mener også, at denne selvmodsigelse kommer konkret til udtryk, for eksempel når præster i folkekirken lader lægfolk bestige prædikestolen, men ikke træde frem for alteret.
Jeg kan dog ikke følge Sebbelov, når han mener, at vi lutheranere dybest set forudsætter den sakramentale præsteordination. For os er der kun to sakramenter: dåb og nadver. Og sakramenter er de ikke, fordi der skulle hæfte en særlig hellighed ved dåbsvand, brød og vin og tilhørende rituelle handlinger. Dåbens og nadverens særpræg skyldes, at de er indstiftet af Kristus, sådan som det er bevidnet i Skriften. Det betyder, at det er Guds ord, der gør vand, brød og vin til sakramenter. Guds ord har indstiftet dem, og de er sammen med forkyndelsen af evangeliet konkrete formidlere af Guds ord til menigheden. Man kan måske sige, at det mystiske og sakramentale i ortodoks kristendom hos os er overtaget af Guds ord.
Hos Luther er embede og kald både gejstlige og verdslige begreber: Præsten udøver et embede såvel som fyrsten. Og også på det verdslige område kan principielt enhver byde sig til, hvis der er brug for at beklæde et embede. Men betingelsen er: hvis du er egnet til det.
Den samme betingelse gælder på det gejstlige område: Ikke enhver har forudsætningerne for at udøve præstens funktion eller at bedømme præstens gejstlige embedsførelse. Derfor kan man ikke sætte lighedstegn mellem delagtighed i det almindelige præstedømme og medlemskab af folkekirken.
DERMED ER JEG FREMME ved Kristine Gardes indlæg den 10. maj med overskriften Professorvrøvl. Kristine Garde mener, at der retsteologisk gælder et krav om at udmønte den teologiske tanke om det almindelige præstedømme inden for det folkekirkelige demokrati.
Denne udmøntning foreligger efter hendes mening også faktisk, nemlig i menighedsrådslovens bestemmelse om at menighedsrådet skal virke for gode vilkår for evangeliets forkyndelse. Hun ser også udmøntningen i, at menighedsrådet skal opfylde forpligtelsen i samvirke med præsten.
Jeg er simpelthen ikke enig med Kristine Garde i, at menighedsrådslovens formålsbestemmelse kan eller skal forstås som udmøntning af tanken om det almindelige præstedømme.
Det er jo betegnende, at Inge Lise Pedersen ikke begrunder sit krav om menighedsrådenes indflydelse med det almindelige præstedømme, men derimod med det folkekirkelige demokrati. Ser man på menighedsrådslovens historie fra 1903 synes det almindelige præstedømme heller ikke at have spillet nogen synderlig rolle.
Sprogbrugen i den nuværende menighedsrådslov afslører i virkeligheden også, at den fælles opgave, menighedsrådet er forpligtet på, ikke kan kaldes præstedømme i luthersk forstand.
Præstens embede er at forkynde evangeliet rent og purt. Men netop den opgave pålægges ikke menighedsrådet. Det må nøjes med at skabe gode vilkår for forkyndelsen. Denne klare opgavefordeling forplumres desværre af talen om samvirke mellem præst og menighedsråd om kirkelige anliggender. Men ordet samvirke findes jo heller ikke i selve lovteksten heldigvis.
De tre indlæg rokker ikke ved min overbevisning om, at når det gælder det begrænsede problemfelt, som vedrører kirkens rette formidling af evangelisk-luthersk kristendom de såkaldte indre anliggender må den endelige afgørelse ligge i teologiske og gejstlige hænder. Det betyder ikke et teologisk ekspertstyre af folkekirken, for der bliver masser af vigtige opgaver tilbage for det folkekirkelige demokrati.
Svend Andersen, professor, dr.theol., Astrup Præstegård, Østergårdsvej 223, Solbjerg