Folketingsvalget var dårligt holdt, før de nye magthavere dikterede folkekirkens lære i regeringsgrundlaget. Biskopperne blev først spurgt senere. Meget skidt kan der siges om statens overgreb på trossamfundets indre anliggender, men positivt er det, at Kristen-demokraternes 40-årige kamp for en kirkeforfatning endelig er blevet taget alvorligt. Desværre er kirkerådet ikke et skridt, der sikrer folkekirken dens selvbestemmelse. For Djævelen skal findes i detaljen, og Kristen-demokraterne vil have kirkens indre anliggender klart defineret og adskilt fra staten.
For hvem bestemmer egentlig, når det nuværende udkast understreger, at kirkeministeren til enhver tid kan gå imod kirkerådets beslutninger? Og når ministeren egenhændigt kan ændre på de rutiner, der skal være gældende for kirkerådets virke? Hvilken selvstændighed er der tale om, når indførelsen af et bispekollegium kun har rådførende betydning over for ministeren?
Kristendemokraterne mener, at folkets kirke selv skal klare sine udgifter gennem opkrævning af kirkeskatten. Dette princip fjernes, hvis et styrende råd fremover forventes at administrere et politisk dikteret bloktilskud. Staten bliver da reelt dukkeføreren, der pålægger rådet at nedlægge kirker og fyre præster, når den økonomiske ramme indsnævres.
Vil de folkevalgte politikere overtage den magt, som enevældskongerne havde over kirken, er de på rette vej. Demokratisk anstændighed kræver, at ministeriet udvider høringsperioden fra mindre end to måneder til et halvt år, så menighedsråd, biskopper og forskellige kirkelige organisationer får den nødvendige tid til at vende mængden af uafklarede administrative og økonomiske spørgsmål. Vi har ventet på denne lov siden 1848.
Der skal skabes ro og tryghed for folkekirkens virke, så dens selvbestemmelse sikres med forfatningen. Ellers må Kristendemokraterne tage afstand fra et kirkeråd som beskrevet.
Stig Grenov, landsformand for Kristendemokraterne, Erantisvej 2, Hørsholm