Regeringen har varslet sin hjemløsereform i efteråret 2021, og vi går og venter i spænding. For målet må stå klart for alle: Det skal være slut med hjemløshed i Danmark. En af de bærende tilgange til at nå det mål er ”Housing First” (bolig først, red.). Det betyder kort fortalt, at hjemløse mennesker tilbydes en bolig og den rette individuelle støtte efter behov. Resultaterne er positive i Norge og Finland og har medført en reduktion i hjemløsheden på 40 procent.
De seneste år har vi i Danmark oplevet en stigning i hjemløse debutanter. Både hos de yngre, hvor alt for mange er tidligere anbragte børn, og blandt de ældre mænd, hvor sygdom, en fyring og personlige brud som skilsmisse for nogle bliver afsættet til en rå tur ned ad livets bakke.
Mange vil få gavn af ”Housing First”, men vi må ikke tro, at det er en mirakelkur for alle i hjemløshed. Der vil fortsat være behov for tilbud til den gruppe af hjemløse mennesker, der har så komplekse udfordringer, at livet alene i egen bolig ikke er en mulighed. Hjemløshed gemmer altid på en livs-historie, hvor svigt, misbrug og psykiske lidelser alt for ofte har fyldt i hverdagen, og de udfordringer løses ikke alene ved at skabe voksne nøglebørn.
Derfor har Kirkens Korshær tre pejlemærker, som vi mener, at den kommende reform bør tage højde for:
1. Smid ikke herbergerneud med badevandet, og skaf billige boliger.
Herbergerne har til formål at hjælpe mennesker i akut hjemløshed. Vi må ikke fjerne muligheden for, at mennesker i Danmark altid kan få tag over hovedet. Men ophold på et herberg skal ikke være et evighedsprojekt. Vi skal hjælpe folk videre. Det kræver boliger, der er til at betale, og som er til rådighed – særligt i de store byer.
Statsministeren var selv inde på det i sin åbningstale til Folketinget – at finde en billig bolig i hovedstaden er som at finde den berømte nål i høstakken.
Vores håb er, at reformen inviterer os i civilsamfundet ind. Vi skal udnytte den viden, vi har opbygget gennem 109 år, og vi skal gentænke, hvordan herberger fortsat kan være en støtte for de måske 20 procent af mennesker i hjemløshed, som ikke kan bo alene.
Ingen mennesker skal sove på gaden. Det må være den helt klare fælles målsætning. Og det kræver flere forskellige løsninger, fordi mennesker er forskellige.
2. Menneskelige relationerer nøglen til at stoppe hjemløshed.
Særligt i forbindelse med COVID-19 har vi oplevet en god sammenhæng på tværs af frivillige, offentlige institutioner og private aktører for at hjælpe udsatte, og det var på den måde godt, at Kirkens Korshær blev anerkendt som en såkaldt ”kritisk funktion”. Det betød nemlig, at vi kunne fortsætte med at være dér, hvor ingen andre er.
Det kan være svært at forstå for de mange mennesker i Danmark, der oplever et fællesskab at høre til i, at der findes mennesker, for hvem det at samtale med nogen er ren utopi. Vi må ikke undervurdere betydningen af tilknytningen med de menneskelige relationer og det vigtige arbejde, der foregår på herberger og i varmestuer.
I Kirkens Korshær oplever vi, at vores medarbejdere står som ”nærmeste pårørende”, når mennesker i hjemløshed bliver indlagt på hospitalet. Anslået er der 1200 mennesker, der ikke kan få udbytte af ”Housing First”. For dem er herberger og varmestuer hjem, og medarbejderne er det tætteste, der opleves som familie. Det må vi ikke sætte over styr.
3. Behov for ENtværgående økonomisk strategi.
Det kræver økonomi at bekæmpe hjemløshed og nå en målsætning om, at ingen skal sove på gaden. Derfor bør det enkelte menneskes behov være centralt i reformen. Det kræver en gentænkning af finansieringsmodellen, så den vigtige opgave, civilsamfundet løfter, bliver honoreret.
Endelig er det mit håb, at vi med reformen også kan få en lidt bredere debat om, hvordan vi som samfund og som enkeltpersoner behandler og møder mennesker i hjemløshed. Det gælder det såkaldte ”dark design” – adfærdsdesign i byrummet, der forhindrer ophold og skaber menneskelig afstand og fremmedgørelse.
Vi ser flere og flere eksempler, og det er stærkt bekymrende, at vi indretter vores offentlige rum sådan, at socialt udsatte har svært ved at færdes i byrummet. Når vi opdeler bænke, dækker riste til og giver opholdsforbud skubber vi de allersvageste endnu længere ud i kulden.
Og det har de på ingen måde behov for. Tværtimod er der behov for, at vi møder mennesker i hjemløshed med nærvær, omsorg og respekt. Det ønsker vi at gøre hver dag i Kirkens Korshær, og det er mit håb, at vi med en ny reform også kommer til at gøre det som samfund.
Ethvert menneske er uendeligt værdifuldt. Ingen mennesker skal sove på gaden, og alle mennesker har brug for at mærke, at de er en del af et fællesskab.
Helle Christiansen er chef for Kirkens Korshær.