Kirkens Korshær-medarbejder: Sådan ser fattigdommen ud i Danmark lige nu

I mit arbejde er det dagligdag at se mennesker med slidt og hullet tøj og fodtøj og ikke mindst ar på krop og sjæl, skriver socialpædagog, der arbejder for Kirkens Korshær

Et par nedslidte sko er ét billede på den fattigdom, som findes i Danmark lige nu, skriver socialpædagog fra Kirkens Korshær.
Et par nedslidte sko er ét billede på den fattigdom, som findes i Danmark lige nu, skriver socialpædagog fra Kirkens Korshær. . Foto: Bente Klarskov.

Billedet her ved debatindlægget viser et par nedslidte sko, men også en side af fattigdommen, som den ser ud i Danmark lige nu. I mit arbejde er det dagligdag at se mennesker med slidt og hullet tøj og fodtøj og ikke mindst ar på krop og sjæl. Jeg er socialpædagog og arbejder for Kirkens Korshær i København. Her møder jeg hver dag mange forskellige mennesker, som søger vores hjælp. Mennesker, som kæmper med fysiske og psykiske sygdomme og massive sociale problemer.

Den hjemløse med brandsår, som vågnede ved, at der var ild i hans sovepose.

Den fortvivlede enlige mor som, på grund af kontanthjælpsloftet, står med truslen om at miste sin bolig og mangler tøj til sin teenager, som går på gymnasiet.

Den ældre folkepensionist, som savner netværk og har brug for hjælp til tøj og sko.

De mange daglige brugere af vores varmestue, som finder nærvær, omsorg og samvær over et dagligt måltid mad, en kop kaffe, en samtale, et spil kort, en udflugt eller lignende.

Den enlige mor på kontanthjælp, som søger julehjælp til sin lille familie.

Familiefaderen, som henter tøj til sin handicappede kone.

Den netop løsladte unge person fra fængslet, som står ensom på gaden og er i fare for at søge tilbage i det kriminelle miljø.

Den unge enlige mor, som får rådgivning og socialt samvær med andre enlige mødre og børn.

Arbejdsmigranten, som lever en kummerlig tilværelse med at samle flasker og sover ude.

Hjemmehjælperen fra den sociale hjemmepleje, som henter tøj til en psykisk syg borger.

Den uhelbredeligt kræftsyge, som stadig skal arbejdsprøves for at få sin ydelse.

Den hjemløse, som trænger til tøjskifte, mad og et bad på vores varmestue.

Misbrugeren, som blev skilt med social deroute til følge og nu må starte forfra på et herberg.

Den ældre og sårbare indvandrerkvinde, som søger støtte og netværk hos os.

Den psykisk syge, som på grund af sin tilstand ikke kan være i sin bolig, har håbløs gæld og lever i kaos.

Listen er lang, og fattigdom har mange ansigter – stram eller håbløs økonomi er et af dem. Men fattigdom på relationer er et andet. Manglen på gode og kærlige familieforhold, på gode venner, på støttende relationer og gode råd. Den tomme følelse af ikke at ”høre til” nogle steder er nedbrydende og invaliderende for mennesker.

I Kirkens Korshær prøver vi at dæmme op for lidt af håbløsheden. Vi tilbyder ly for natten, et billigt måltid mad, et bad og rent tøj. Vi tilbyder også vores nærvær, omsorg og respekt. Et håndtryk, et kram eller en snak er ikke noget, alle kan tage for givet. Men hos os har ethvert menneske værdi, og man er velkommen, som man er.

Vi har mere end nogensinde brug for din hjælp. I morgen har vi vores første landsindsamling. Under overskriften ”Danmark mod fattigdom” samler vi ind over hele landet.

Dit bidrag er vigtigt. Sammen kan vi vise, at vi er mange, som ikke ønsker fattigdom blandt mennesker i Danmark.

Bente Klarskov er socialpædagog i Kirkens Korshær, København.