Prøv avisen

Kirkens krigslystne folk kan skræmme enhver

I kirken finder vi efter min bedste overbevisning de allermest krigslystne og stridbare og kampberedte krigere, skriver journalist og forfatter Peter Olesen. Foto: Lars K. Christensen

Man tror næsten ikke sine egne øjne, når man følger debatten i folkekirken fra sidelinjen. Det er ikke just kærlighed, der er det første ord, der falder en ind, når man hører kirkens fløje kæmpe mod hinanden

Udtrykket han læser teksten, som Fanden læser Bibelen lærte jeg allerede som barn. Min mor brugte det ofte om folk, hun var uenig med i etiske og moralske spørgsmål. Og netop læsning af Bibelen kan jo foregå på mange måder. Det ser vi ikke mindst i disse tider.

Jeg kender til nid og nag og magtkampe og holdningen mig selv, mig selv i min egen gamle faggruppe for journalister. Hold da op, som nogen kunne mave sig frem på bekostning af andre.

LÆS OGSÅ: Hykleriet lurer under den åndelige ledelse

Vi ser det også i høj grad blandt kunstnere: mig selv, mig selv før fællesskabet. Solidaritet mellem kunstnere er ofte en by i Rusland. Og så kan vi ellers uden besvær løbe en lang række andre faggrupper igennem og finde den samme uklædelige tilbøjelighed.

Men i kirken finder vi efter min bedste overbevisning de allermest krigslystne og stridbare og kampberedte krigere. Ikke så meget mig selv, mig selv, men jeg har ret, jeg har ret, det er min mening, der er den rette. Og her har vi jo at gøre med noget ikke fagligt faktuelt, men tolkninger, holdninger, tro og tradition.

Se bare på historien og ikke kun den danske: Tro kan føre til strid og krig og folkedrab og udryddelse af store befolkningsgrupper. Korstogene, religionskrigene og hekseafbrænding. Intet kan som tro få folk op på mærkerne og kalde på det mest stridslystne og ofte grimme i den enkelte og hele befolkningsgrupper.

Vi kender det så udpræget herhjemmefra. Forskellige fraktioner inden for vores lille hyggelige lands forskellige religiøse grupperinger. I mindre bysamfund taler den ene gruppe ikke med den anden.

Vi fik sidst i 1940erne kvindelige præster, og det splittede store dele af kirken på den mest uklædelige måde. Der findes i dag stadig mandlige præster, der ikke vil give en kvindelig præst hånden. Også uanset at der er flest af de kvindelige.

Og nu så den sidste meget åbenlyse krig om kirkelig vielse af to af samme køn. Ikke i rådhus- og kommunalt regi. Der går det bare efter bogen. Men i kirken: Hold da op en kamp og krig og strid og ballade.

Det kan indimellem være helt fornøjeligt at følge fra sidelinjen. Man tror næsten ikke sine egne øjne og ører. Men som sagt: Bibelen kan læses på mange måder, og det bliver den. Det hele er et spørgsmål om tolkninger.

LÆS STORT ARTIKELTEMA: Vielse af homoseksuelle

Jeg møder i min metier ganske mange meget behagelige og fredsommelige præster og møder dem aldrig i strid og kamp, kun på den hyggelige facon. Men når så de store spørgsmål kommer op, og nogen vil forandring og nye åbninger, så er Fanden løs i Laksegade.

Så tænder mange af dem af og kæmper for deres tro og tolkning, så selv fløjene i dansk politik, Pia Kjærsgaard (DF) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL), godt kan gå hjem og lægge sig. Så kommer der gang i lidenskaberne. Så melder nogen sig ud af fællesskabet og laver egne menigheder og fint med det.

VORES UDMÆRKEDE folkekirke er rummelig, og meget kan tåles, åbenbart også når de værste ord i ordforrådet fyres af af kirkens egne folk. Det er for eksempel ikke småting, de to folkevalgte præstefamilier Krarup og Langballes repræsentanter har budt vore trommehinder undervejs gennem mediehurlumhejet. I kampen for deres egen personlige tolkning af de hellige skrifter. Og det fra blandt andet Folketingets, det verdslige demokratis, talerstol.

Jeg læste i en klog kronik for nylig Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, skrive: Det er nemlig Gud, jeg tror på, sådan som han afslører sig i Jesus, og han afslørede alle fordomme og lod kærligheden stå i centrum (), og den kunne vælte enhver og sætte en stopper for sladder og vrede mod andre.

Det er jo ikke just kærlighed, man først tænker på som grundelementet i kampen, når man ser og hører kirkens mest stridbare krigere føre sig frem med bål og brand og trusler på liv og helbred, nu om de nye vielser.

Faktisk kan det være ret så skræmmende, men omvendt vælger jeg fortsat at forsøge at opfatte det som underholdning og morer mig ved at stå på sidelinjen og tænke: Hold da op, som de kan, disse kirkens iltre og kamplystne tekstfortolkere. Som om de alene har ret til at mene. Netop de samme folk, som i vores mange smukke kirkerum med Bibelen i hånd også skal prædike kærlighed og fred mellem mennesker på jord.

Så mindes jeg min mors flittige brug af begrebet som Fanden læser Bibelen og priser mig faktisk lykkelig over ikke selv at være blevet præst, hvad jeg planlagde som ung. Så skulle jeg jo have valgt kamptrop det havde måske ikke været så svært men sikken krig at skulle være en del af.