Kirkens miljøsynd. Et oppustet problem

I Kristeligt Dagblad den 3. marts udråbes kirken som en af de største miljøsyndere.

" 'Landets præstegårde bruger langt mere sprøjtegift på deres jorder end staten og kommunerne,' hedder det. Men nu skal brug af sprøjtegift stoppes -- 'også på indviet jord'. Det er mig bekendt allerede sket -- medmindre nogen er begyndt at indvie præstegårdsjorden. For det er jo kun dér, der stadig sprøjtes," skriver Inge Lise Pedersen, formand for stiftsrådet i København og for Landsforeningen af Menighedsråd
" 'Landets præstegårde bruger langt mere sprøjtegift på deres jorder end staten og kommunerne,' hedder det. Men nu skal brug af sprøjtegift stoppes -- 'også på indviet jord'. Det er mig bekendt allerede sket -- medmindre nogen er begyndt at indvie præstegårdsjorden. For det er jo kun dér, der stadig sprøjtes," skriver Inge Lise Pedersen, formand for stiftsrådet i København og for Landsforeningen af Menighedsråd. Foto: Henning Bagger.

Nu er synd ganske vist en kirkelig specialitet, men alligevel er det en overskrift uden substans, for det fremgår af artiklen, at en lidt større andel af præstegårdsjorden end af privatejet jord drives økologisk.

"Kirken er langt bagud på dette område," hævdes det, for kun otte procent af præstegårdsjorden dyrkes økologisk, men i samme åndedrag får vi at vide, at "langt de fleste præstegårde forpagtes af private landmænd, og de dyrker i gennemsnit kun godt seks procent af deres jord økologisk".

Jamen, det vil jo sige, at præstegårdsforpagterne faktisk er en anelse foran andre landmænd. Og det er vel dem, der skal sammenlignes med, da kirkejorden ikke er en samlet besiddelse, men hører til de lokale præstegårde, som ejes af de enkelte sogne.

"Landets præstegårde bruger langt mere sprøjtegift på deres jorder end staten og kommunerne," hedder det. Men nu skal brug af sprøjtegift stoppes – "også på indviet jord". Det er mig bekendt allerede sket – medmindre nogen er begyndt at indvie præstegårdsjorden. For det er jo kun dér, der stadig sprøjtes.

Som bondefødt fra dengang, vi fjernede ukrudtet i roemarken med håndkraft, har jeg personligt stor sympati for økologisk landbrug, men det er urimeligt at forlange, at de lokale menighedsråd skal have helt andre standarder for præstegårdsjorden end for resten af jorden i sognet.

For dem er præstegården en af sognets gårde, og derfor må det opleves som naturligt, at den bliver drevet på samme måde som de øvrige (hvad den så også bliver, dog med lidt større andel økologisk drift!).

Det var, hvad jeg udtalte for et par uger siden til Kristeligt Dagblads journalist. Jeg gav også udtryk for, at emnet ikke stod højt på landsforeningens dagsorden, og at vi dårligt kunne komme med nogen anbefalinger, eftersom vi ikke vidste noget om, hvor meget præstegårdsjord der blev drevet økologisk, da den er lokalt ejet, og forpagtningskontrakter derfor også indgås af det enkelte menighedsråd, ikke af "kirken".

Jeg har derimod ikke har sagt, at jeg ikke ved, "hvorfor forpagterne bruger så meget gift". Det må stå for journalistens regning.

Inge Lise Pedersen er formand for stiftsrådet i København og for Landsforeningen af Menighedsråd