Kirkens nye faggruppe

De danske biskopper har nedsat et udvalg, der skal undersøge sognemedhjælpernes arbejdsfunktioner og samarbejdsrelationer, med henblik på udarbejdelsen af en betænkning om diakonien i folkekirken. Dette var omtalt i Kristeligt Dagblad den 8. august. At der nu er truffet beslutning om at undersøge sognemedhjælperarbejdet, har sin relevans, for siden 1989 er der ansat 150 sognemedhjælpere/sognediakoner. Dermed er sognemedhjælperne ved at være en betragtelig faggruppe og en medarbejdergruppe i kirken, som er kommet for at blive, og som der bruges mange økonomiske ressourcer på. Det er ikke alle biskopper, der ser lige positivt på denne udvikling, fordi de samme midler kunne være anvendt på en forøgelse af antallet af præstestillinger. Der er en særdeles kollegial indstilling, især fordi mange præster arbejdsmæssigt er hårdt pressede. Men udviklingen kan ikke skrues tilbage; derfor er det vigtigt, at det bliver tydeliggjort, hvad menighedsrådene og præsterne kan bruge sognemedhjælperne til. Sognemedhjælperne/sognediakonerne bruges særligt i to områder: katekese og diakoni. Det er det sidste område, jeg særligt vil forholde mig til. Jeg mener, at det må være ganske selvfølgeligt, at præsterne udøver diakoni, og at de overordnet fører tilsyn med det diakonale arbejde i sognet, som udgår fra menigheden. Præsterne har ikke patent på diakonien; den kan udøves af alle; og her kan sognediakonerne være samarbejdspartnere i planlægningen og koordinationen af det frivillige, diakonale arbejde. Men der er nogle spørgsmål og problemer, der rejser sig på dette felt, som de kirkelige myndigheder gerne skulle tage stilling til, når betænkningen offentliggøres. For der findes på nuværende tidspunkt intet formelt krav om uddannelsesmæssig baggrund. Ved ansættelse i en stilling som sognemedhjælper behøver man ikke forud at have gennemført en diakonal eller kateketisk oplæring fra en af de institutioner, der tilbyder uddannelse heri. Afhængigt af, hvad man i sognet skal bruge sin sognemedhjælper til, behøver det da heller ikke at være en forudsætning for at kunne bestride arbejdet. For en person med en læreruddannelse i kristendom kan naturligvis formelt undervise i katekese. Men afhængig af uddannelse og personlig baggrund kan sognemedhjælpernes kendskab og forhold til kirke og kristendom være meget forskellig. Og kristen børnelærdom er jo generelt en mangelvare. Som bestemmelserne er i øjeblikket, er der ingen krav herom, der kan en positiv holdning til kirken være tilstrækkeligt til at opnå ansættelse. Her rejser der sig et andet problem omkring diakonien. Diakoni er kristent, socialt arbejde. Det, der kendetegner dette arbejde, er det navn, den ånd (Ånd), som arbejdet udføres i. Kristent socialt arbejde er noget ud over en almindelig ansættelse i offentligt regi. Bag diakonien ligger et bevidst bibelsk menneskesyn og livssyn. Ved en ansættelse i kirken vil man forvente en idealisme og et engagement, som rækker ud over en almindelig lønarbejders. Derfor ser jeg gerne, at der på længere sigt arbejdes mod at sikre sognemedhjælperne en uddannelsesmæssig baggrund, som folkekirken kan stå inde for. Det samme gælder kravet til faggruppens efteruddannelse. I cirkulæret om løn- og ansættelsesvilkår for sognemedhjælpere hedder det, at sognemedhjælperne er pligtige til at efteruddanne sig; men det siges ikke, hvor eller med hvad. Teoretisk set kunne det jo være et yogakursus. I den nyligt udsendte vejledning vedrørende ansættelse af en sognemedhjælper er spørgsmålet om efteruddannelse dog behandlet: »Sognemedhjælperforeningen har indgået et samarbejde med Folkekirkens Pædagogiske Institut, Diakonhøjskolen, Sognediakonien og Institut for Diakoni og Sjælesorg omkring en obligatorisk efteruddannelse på fire gange en uge i løbet af to år efter det første års ansættelse«, men hvis nu sognemedhjælperen ikke er medlem af sognemedhjælperforeningen, fordi vedkommende oprindeligt er uddannet sygeplejerske eller socialrådgiver? Det kan godt være, at mine spørgsmål lyder kværulantiske, men vi lever i en tid, hvor man ikke skal tage noget som helst for selvfølgeligt. Vi har en ny faggruppe i folkekirken, som det er blevet tid at forholde sig seriøst til, så vi sikrer, at kirken får glæde og gavn af dem. Lene Østergaard, institutleder, Institut for Diakoni og Sjælesorg, Kolonien Filadelfia