JAN LINDHARDT påpeger en bemærkelsesværdig tendens i sin kommentar den 8. august under overskriften Kirkefolket svigter i en vigtig sag. Den vigtige sag er i dette tilfælde lukkeloven og det tredje bud, hviledagsbuddet.
Især Indre Mission burde stride sammen med Lindhardt i denne sag, lader han os forstå. Hvordan kan det så være, at den offentlige morals traditionelle vogtere i Indre Mission har overladt kamppladsen til Jan Lindhardt, og hvordan kan det være, at Lindhardt netop finder denne sag så vigtig?
Der er sket et markant skifte i det danske kirkelige billede i de senere årtier. Hvor det tidligere var Indre Mission og resten af folkekirkens højrefløj, der holdt moralens fane højest, er den mest moralistiske fløj i folkekirken i dag kirkens venstrefløj.
Indre Mission har ganske vist bevaret traditionelle moralske standpunkter såsom modstand med sex uden for ægteskab, men i praksis er det ikke dette, men helt andre emner, der dominerer forkyndelsen fra den kant, nemlig først og fremmest budskabet om, at mennesket under alle omstændigheder har brug for Guds tilgivelse for at blive frelst. Her er det evangeliet om Guds kærlighed til mennesker, der er det afgørende.
I mange andre dele af det kirkelige landskab er det derimod loven om menneskers kærlighed til hinanden næstekærlighedsbuddet der er det centrale. Næstekærlighed handler om, at vi skal være gode ved hinanden.
Den kirkelige venstrefløjs moralske oprustning hænger uløseligt sammen med omtolkningen af traditionelle kristne begreber som Helvede og Djævelen, sådan som Niels Højlund også så skarpt påpeger det i sin kommentar den 9. august.
I den moderne verden kan man ikke længere forstå Helvede som et evigt, hinsidigt pinested, og Djævelen kan ikke længere forstås som en personlig magt, hævdes det. I stedet skal Helvede og Den Onde forstås som metaforer for det onde, som kan findes blandt mennesker her på jorden, må man forstå.
Hvis Helvede er at være stresset om søndagen, så er det klart, at hviledagsbuddet bliver afgørende vigtigt. Og hvis vi vil sikre alles frelse fra stresshelvedet, så er det jo oplagt at påbyde overholdelse af det tredje bud ved lov, sådan som Lindhardt kæmper for.
Men hvis Helvede er at tilbringe evigheden et andet sted end hos Gud, så bliver hviledagsbuddet reduceret til en trivialitet. Så bliver det afgørende ikke, hvor godt eller skidt vi har formået at gebærde os her på Jorden, for vi er magtesløse over for Den Onde og har brug for Guds nåde og barmhjertighed.
Efter evighedens målestok er det afgørende ikke, hvad vi har gjort for os selv og andre, men derimod hvad Gud af kærlighed har gjort for os. Og mon ikke det er det, Indre Mission har erkendt? Moralske forskrifter er gode nok, men de kommer i anden række efter det, der har betydning for evigheden. Og for resten er der jo ingen, der vil tvinge hverken Jan Lindhardt eller missionsfolket til at gå i Bilka om søndagen.
Nikolaj Christensen,
studerende,
Emmasvej 18, 1. th.,
Brabrand