Dette debatindlæg er skrevet af Jørgen Juul Petersen, forhenværende sognepræst, Middelfart
Det var en utidig bemærkning, Christoffer Arzrouni kom med forleden, hvor han udtalte, at det var under al kritik, at kirken beholdt sine jordbesiddelser i stedet for at sælge dem. Og det var helt på sin plads med det indlæg i avisen den 26. februar hvor Lars Ulrich Rasmussen tog til genmæle: Så længe folkekirken overholder landets love, har ingen mennesker ret til at beklikke folkekirkens ret til selv at forvalte sine jordbesiddelser.
LÆS OGSÅ: Landbrug er folkekirkens bedste forretning
For snart flere år siden sendte jeg e-mail ud til en del sogne for at høre om de tanker, menighedsrådene havde gjort sig med hensyn til drift af deres kirke- og præstegårdsskove. Der kom mange spændende besvarelser fra engagerede menighedsråd og præster rundtom i landet. Med stor interesse og stor viden fortalte man om disse skove, lige fra lokalhistoriske emner om hellige kilder og lægeplanter og desertører under krigen, der havde levet skjult i skoven, til bevoksning og skovenes alder. Der blev også fortalt om, hvad man fra gammel tid har brugt skovene til: til brænde til præsten, til jagt, til at give læ, til gærdselshugst og pyntegrønt til kirkegård, til naturlegepladser og derudover til grundlovsmøder, skov- og friluftsgudstjenester, samarbejde med borgerforeninger, skoler, børnehaver, spejdere, jægere, naturfredningsforening, museer og lokalhistoriske arkiver.
Et sted havde man opsat borde og bænke til de besøgende, et andet sted plantet frugttræer til folk og fugle. Skal skoven være park eller urskov, var der en der spurgte, være veltrimmet og ordnet eller vild og urørt? Mange havde søgt råd og vejledning hos de daværende amter og hos stifternes konsulenter og skovdyrkerforeningen vedrørende naturgenopretning og juridisk bistand til afklaring af begrebet hævd og adgangsforhold. Så der foregik mange ting på det område.
LÆS OGSÅ: Folkekirken er ved at afvikle sit landbrug
Kirken har en historie og en fortid på stedet, i sognet. Den svæver ikke frit i luften. Der er en kirkebygning med kirkegård, ofte også en præstegård og altså også nogle steder en skov. Folkekirken ville blive fattigere i mere end én forstand uden disse smukke skove. Og sognekirken ligeså. Skovene tilhører ikke staten, men den lokale kirke og det lokale menighedsråd. Gå en tur i skovene nyd dem og pas godt på dem, var der et menighedsråd, der skrev tilbage. Vor skov er en perle i lokalsamfundet, skrev et andet. Flere steder havde man i stedet for at sælge skov tilmed plantet ny skov eller købt skov for at sikre kirkens og kirkegårdens omgivelser. Vældig mange menighedsråd har vist initiativ og rettidig omhu på området til gavn for nærmiljøet i forsøget på at gøre det til et attraktivt landsbymiljø for beboere og tilflyttere.
Arzrouni beskylder menighedsrådene for ikke at have forstand på de sager. Man kunne spørge, om Arzrouni har forstand på folkekirken og dens historie, ja, kirkeforhold i andre lande, til at kunne udtale sig, som han har gjort.