Kirker rammes af ”fitnesscenter-syndrom”: Folk forlanger høj fleksibilitet. Skal kirker tilpasse sig?

Måske kunne kirken øge tiltrækningskraften, hvis den lod mangfoldigheden råde og gjorde sig mere ”markedsrelevant”, foreslår en tysk sociolog

Måske kunne kirken øge tiltrækningskraften, hvis den lod mangfoldigheden råde og gjorde sig mere ”markedsrelevant”, foreslår en tysk sociolog.

Europa kan være på vej ind i en postkristen epoke. Men måske blæser nye vinde i kølvandet på coronakrisen? I avisen Die Zeit fortæller den 28-årige sociolog Carolin Hildebrandt om en undersøgelse af tyskernes tro, hun netop har gennemført.

Mange følte, den var blevet styrket af pandemien. Krisetider forstærker spirituel længsel, men længslen drev ikke folk i kirke. De var så også lukkede.

”Folk kan have vænnet sig til ikke at gå til gudstjeneste under nedlukningen og kan have udviklet andre ritualer eller vaner,” formoder hun.

Kirken rammes i det hele taget af det såkaldte ”fitnesscenter-syndrom”: Folk forlanger høj fleksibilitet, så man kan kigge ind, når det passer en – frihed for faste træningstider. Kirkerne kunne tilpasse sig, foreslår Hildebrandt, blive fleksible og følge individualiseringen, digitaliseringen og begivenhedskulturen. Pinsekirken betræder allerede denne vej og tiltrækker unge.

På den anden side bliver kirken muligvis mere relevant, hvis den tilbyder noget, ingen andre tilbyder? Måske, funderer Hildebrandt, kan folk også blive trætte af individualisering og sejlende værdier og længes efter fællesskab og stabile værdier?

Hildebrandt satser på begge heste og foreslår herudover, at religionerne lader sig inspirere mere indbyrdes. Måske kan nogle husarer lokkes ind, hvis tilbuddet er præget af større mangfoldighed?

I magasinet Zeitzeichen skriver Christian Messner om samme emne. Messner er menighedsrådsmedlem ved en kirke i Baden og beklager, at han ikke kan formulere sig teologisk skolet. Han er dog i besiddelse af ualmindelig stor teologisk tæft.

Messner konstaterer, at alt for få kirkefolk vil tale om kristelige kernespørgsmål: Hvad vil det sige, at vi har en treenig Gud? Hvad betyder det, at Jesus er sand Gud og sandt menneske?

Fokus på de sager stiller jo også nærmest uoverstigelige hindringer i vejen for dialog med jøder og muslimer, som Messner så klart ser det. Og de vil gøre samtalen med ateisterne kompliceret. Så måske er det klogt, at teologerne tier om den slags og i stedet nøjes med altid at snakke om næstekærlighed? Er det andet et unødvendigt elitesprog, der taler hen over hovedet på folk og skaber kunstige barrierer?

Nej, der er brug for det, for vi er på vej ind i en voksende religiøs mangfoldighed, som kan ende i komplet indifferens, påpeger Messner. Alt for ofte træder kirken forsigtigt for at optræde ”markedsrelevant”. Dermed mister den sin profil og ”erstatter kristologi og kors-teologi med et ensartet kærlighedsbudskab og privat fromhed”.

På den måde vil de, der har taget afsked med kirken af rationelle grunde, blot føle sig mere og mere bekræftet i rigtigheden af deres beslutning.

Vi gør os selv provinsielle og er så polerede, at al dialog med andre religioner bliver uinteressant, mener Messner. Man skal hellere tilbyde noget særligt, som man medbringer til dialogen.

”Jo mere pointeret og sammenhængende budskabet er, jo kraftigere er det indvævet i sin kontekst, og jo mindre skal vi frygte religionsblanderi. Da kan man snarere forvente en delt rigdom.”

Fra USA skriver teologisk professor Carl Trueman i magasinet First Things om vigende kristendom, og han tænker som Messner: Dogmatikken er ikke støvet, men livgivende. Dog er situationen dyster:

”Opkomsten af det terapeutiske menneske har skabt en verden, der drives af subjektive emotioner. Teknologien har givet os dyrkelsen af ’eksperten’, og idéen om at vi kan løse alle vore problemer, hvis blot vi mønstrer tilstrækkelig viljekraft.”

Imens bøjer mange amerikanske kristne sig frygtsomt under woke-ideo-logernes udskamning af dem. Samtidig bruges ord som ”kærlighed” på en ofte fornedrende, moderne måde og ”håb” kun om noget i næste uge.

Hele tiden fables der tillige om magtrelationer med den kendte nye fiksering på gerningsmand og offer.

Da skal man huske, at heldigvis er kristendommen en dogmatisk religion. Og ”dogmerne er dramaet” som forfatteren Dorothy L. Sayers sagde. De kan vende op og ned på det hele.

Snakken om offerrollen bruges som redskab til social manipulation. I stedet skal vi se offeret i dogmets eller troens lys, og alt er forandret. Paulus erfarede kors og offerstatus, men selve erfaringerne var aldrig det afgørende for ham.

”Tværtimod: for Paulus er troen rammen for hans forståelse af sine erfaringer,” siger Carl Trueman.

Det er den rette rækkefølge: Troen belyser erfaringerne.

Og således med alt: Vi skal elske, fordi Gud elskede os først, være gæstfri, fordi han var gæstfri. Og håbe alt, fordi Jesu er opstået, og derfor giver al lidelse en ny mening.

På den måde bliver håb og kærlighed bundet til kristelige påstande. Knyttet til dogmet, om man vil. Det giver den sande forståelse af kærligheden, offeret og smerten, betoner professoren. Man kan derved gøre sig immun over for tidens sentimentale manipulation med de vigtigste ord.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.