Kirkerne bør opgive alliancen med den tyske politiske elite

Efterhånden som alvoren i Tysklands flygtningekrise bliver tydelig, opfordrer imidlertid stedse flere røster til at dæmpe den vedholdende udskamning. Nu også landets kirkelige ledere

Den protestantiske kirkes politiske moralisme har permanent slagside mod venstre, mener professor i teologi Günter Thomas. –
Den protestantiske kirkes politiske moralisme har permanent slagside mod venstre, mener professor i teologi Günter Thomas. – . Foto: Ritzau Scanpix.

DET TYSKE, indvandringskritiske parti AfD udsættes for stærk kritik fra landets kirkelige lederes side, især de protestantiske. Ikke sjældent siges det ligeud, at man ikke på samme tid kan være kristen og stemme på AfD.

Efterhånden som alvoren i Tysklands flygtningekrise bliver tydelig, opfordrer imidlertid stedse flere røster til at dæmpe den vedholdende udskamning.

EN AF DEM tilhører Günter Thomas, professor i systematisk teologi og etik ved Ruhr-Universitetet Bochum. Efter at have forsikret, at han ikke vil holde nogen forsvarstale for AfD, beklager han i det kristelige magasin Zeitzeichen, at den protestantiske kirkes ledende funktionærer har sluttet sig sammen i en regulær ”AfD-bashing, som er tåbelig”.

Man risikerer at forskertse kirkens brede folkelige opbakning ved således at fremmedgøre mange. Tillige gør man sig skyldige i ”økumenisk fejhed”: Mange af AfD’s synspunkter vedrørende familie og seksualitet minder om den katolske kirkes. Og partiets forståelse af nation og politik minder om den ortodokse kirkes. Hvorfor, spørger professoren, tør man ikke prygle sine økumeniske brødre og søstre på samme vis?

Den bestandige kritik er desuden ”etisk anmassende”, skriver Günter Thomas. Protestantismen råder slet ikke over en sådan entydig, etisk lære, som kritikerne forudsætter. Protestanter følger som vælgere ”deres informerede og teologisk skærpede samvittighed”, og den må respekteres.

De kan tage fejl, men da må man oplyse og gå i dialog. Teologisk er kritikken pinlig, mener Günter Thomas. Den protestantiske kirkes repræsentanter lufter en ”enorm, universalistisk barmhjertighedsethos” med disse mantraer:

”Næstekærlighed og barmhjertighed. Vi er alle Guds børn. Alle flygtninge er ’fremmede’. Ingen må udgrænses. Den, der ønsker grænser, sår had.”

Sådan tale er ”utroligt reduktionis tisk”, mener Günter Thomas, og en måde at snige sig uden om politisk ansvarlighed på. Den protestantiske kirkes politiske moralisme har permanent slagside mod venstre.

Men man bør forlade dette politiske ekkorum og droppe sine profet-gebærder. I demokratiets spil tilkommer det ingen af banens spillere at svinge sig op til dommer, der kan vurdere, hvem der er sande medspillere, slutter Günter Thomas.

I DET TYSKE MAGASIN Cicero skriver historiker og instruktør Klaus-Rüdiger Mai, at ligegyldigt om det gælder flygtninge eller atomkraft, så har kirken i Tyskland en holdning. Og den flugter altid med den politiske elites.

De dominerende medier, partierne og de samfundsmæssige institutioner udstikker en kanon for debatten. Jo bredere den er, jo større er nationens virkelige ytringsfrihed. I Tyskland er den smal, og landets to store kirker medvirker til at holde kanon snæver. På den måde understøtter de elitens tolkningsmonopol for, hvad man kan tillade sig at sige, og derved svigter de deres ansvar, mener Klaus-Rüdiger Mai i Cicero.

Taler man om eliten på denne vis, vil man straks blive anklaget for populisme. Det er ikke så sært, for man piller jo ved ”det ældste af alle spørgsmål i menneskehedens historie, spørgsmålet om magt”. Ikke kun den politiske magt, men også den kulturelle, mediemæssige og religiøse magt.

Den moderne elite kæmper naturligvis, ligesom alle tidligere eliter, for bevarelsen af sine privilegier. Men den har fejlvurderet indvandringens konsekvenser, og deraf forbitrelsen i dens populismeanklager.

Kirkerne bør opgive alliancen med dette establishment og finde deres egen vej:

”Hvis kirkernes ledelser ikke vender tilbage til en realistisk vurdering af situationen, spiller de sig deres offentlige accept og troværdighed af hænde. Derudover skader de kristendommen, når de forsøger teologisk at begrunde en hyper-moral, der ikke har megen kontakt med virkeligheden, og som mest består i at gøre individualetik til politik og bruge begreber som gæstfrihed på ulden vis.”

STADIG FLERE OPFORDRER nu kirkelederne til at opgive parløbet med de rød-grønne partier, moderere retorikken og besinde sig på realiteten, hævder Klaus-Rüdiger Mai. De tyske politikere har jo allerede tiltrådt et sådant tilbagetog.

”Lukker kirken øjnene for virkeligheden og prøver at retfærdiggøre sin aktuelle politik, da binder den sig til de politiske eliter og vil dele deres skæbne. Derudover kommer den til at nedskrive teologien til ren herredømme-videnskab og bringe kristentroen i miskredit. ’Fjenden’ bliver i en politisk teologi til ’kætteren’ – eller med den omvendte følgeslutning: Hvis teologien definerer den politisk anderledes tænkende som fjende, bliver den til politisk teologi og derefter snart til pseudo-teologisk politik,” lyder det fra Klaus-Rüdiger Mai.

Hans indlæg i Cicero er et kapitel fra hans debatbog ”Geht der Kirche der Glaube aus?” (Løber kirken tør for tro?), der udkom sidste uge.

Klaus-Rüdiger Mai har skrevet romaner, en lang række kirkehistoriske værker og biografier over Luther, Bach og hans sønner og Joseph Ratzinger.

Anders Raahauge er kulturjournalist, sognepræst og medlem af Det Etiske Råd. I Kiosken samler han hver uge op på og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat.