TAK TIL lederskribenten i Kristeligt Dagblad mandag den 1. december for så klart at demonstrere det umulige i at tælle kirkegængere samtidig med, at det fastholdes, at kirkens opgave er evangeliets forkyndelse.
Lederartiklen begynder med at erklære sig enig i, at selvfølgelig er evangeliet det afgørende, hvorefter den indfører det sædvanlige ”men“”. Man kunne jo godt samtidig skele til, om det er et rimeligt forbrug af ressourcer at opvarme en sognekirke hver søndag, når der kun kommer et par stykker. Var pengene så ikke bedre brugt på ansættelsen af en sognemedhjælper eller kirkelig kulturarbejder?
Det er netop den tankegang, jeg har advaret imod: at den almindelige søndagsgudstjeneste efterhånden opgives til fordel for andre tiltag, som har større talmæssig succes.
Men nu er kirken jo ikke et firma, hvis berettigelse afhænger af kundetallet. Den danske folkekirke er en historisk given størrelse, som er der, fordi konge og folk i tusind år har villet, at mennesker overalt i landet skal have mulighed for at få deres synders nådige forladelse ved at høre Guds ord og gå til alters.
Derfor ligger kirkerne så tæt, at alle kan gå til deres sognekirke. Og hvor sognene er små, er antallet af kirkegængere naturligvis tilsvarende lavt.
Men det betyder ikke, at søndagens gudstjeneste kan erstattes af en sognemedarbejder, uanset hvor mange fængende nye tiltag vedkommende end kan finde på.
DET ER KUN, hvis man forveksler kirken med et underholdningstilbud eller et værested, at man overhovedet kan forestille sig at erstatte den ugentlige gudstjeneste med en sognemedhjælper.
Det bør være en selvfølge, at kirken hver søndag gøres rede til, at de af sognets børn - det være sig få eller mange - der søger syndernes forladelse, kan hente den her.
Desværre har den udbredte ressourcesnak allerede haft konsekvenser. Når jeg er vikar i små nabosogne, oplever jeg indimellem, at kirkegængere nærmest undskylder, at de er kommet. ”Det er da urimeligt, at I skal stille op og holde gudstjeneste bare for mig eller os to!”. Det er langt mere beskæmmende for den folkekirkelige institution, at den giver årsag til beklemthed ved at komme i kirke, end det er, at den koster.
Gudstjenesten er kirkens hjerte. At aflyse den for at give kirken nyt liv, svarer til at skære hjertet ud af et menneske, fordi man tror, han så får flere kræfter til at bevæge benene.
Skal der tales ressourcer, så var der snarere behov for, at folkekirken nøgternt fik sat tal på det overflødige, blodfattige spæklag, der er vokset frem på dens legeme i de sidste årtier: kursuscentre, mediecentre, sognemedhjælpere, religionspædagoger. Skær alle stillinger væk, som ikke helt konkret er nødvendige for, at der hver søndag holdes gudstjeneste i hver eneste sognekirke.
Og indskærp, at sognets præst selv skal holde de fleste af sognets gudstjenester. Det er en ikke ukendt erfaring, at menigheden holder fri, når sognepræsten holder fri.
Så skal der tælles og registreres, er det ikke antallet af kirkegængere, der skal ses på, men om sognepræsterne sørger for, at sognets gudstjenester holdes i hævd - så selvfølgeligt, at sognebørnene ikke skammer sig over at komme til dem, hvis de ikke er mange nok.