En strøm af information om det islamiske tørklædes religiøse og politiske betydning har i årevis tilflydt den danske offentlighed, men alligevel behersker uvidenhed eller direkte benægtelse stadigvæk alt for mange mennesker, som man ellers med rette kunne forvente var velinformerede.
Islamisk tørklæde er ikke en uskyldig klud, men en del (og accept) af den guddommeligt begrundede (og derfor i samfundsretlig sammenhæng grundlovsstridige) politisk-religiøse sharia- lovgivning. Desuden er tørklædet bannermærke for fanatiske islamistiske bevægelser, som er vidt udbredt i Europa, særligt blandt veluddannede unge muslimer, som bevidst infiltrerer vore offentlige institutioner med henblik på pression og dominans. Ikke at alle iklædt tørklæde er islamister, men muligheden foreligger. Ved man ikke det blandt ledelsen i de offentlige institutioner?
Heller ikke blandt præster synes viden om det islamiske tørklæde at være imponerende. For nylig slog sognepræst Eva Holmegaard Larsen her i Kristeligt Dagblad et slag for tørklædet i hospitalssektoren med den begrundelse, at religion ikke er en "privatsag", men et offentligt fællesskab.
Religiøse mennesker er - kan man forstå - særligt følsomme gemytter, som ikke tåler at blive forhindret i at forrette deres religiøse nødtørft i fælles offentlighed, hvor som helst og når som helst det passer dem. Indsigt i det særligt skræmmende ved tørklædet som ideologisk manifestation eller hensyn til menneskers usikkerhed og blufærdighedsgrænse er ikke en sag for Eva Holmegaard Larsen.
Eva Holmegaard Larsen har ret i, at religion ikke er en "privatsag". Religion er derimod en personlig sag, som betyder, at enhver vælger sin tro i personlig frihed og dyrker den alene eller i fællesskab med andre ligesindede i dertil indrettede kultsteder.
Et hospital er intet kultsted. Man kan indrette kultrum på hospitalet som en særlig service, så er det i orden. Folk kommer der frivilligt og får, hvad de forventer. Man kan også midlertidigt omskabe en sygestue til et gudstjenesterum. Men det sker efter folks personlige ønske og for alle deltagende i frivillighed og under hensyntagen til andre syge, som ikke skal forstyrres. Også præster og imamer kan selvfølgelig færdes på sygehusene og betjene de mennesker, der måtte ønske det. Alle kan også her frit vælge den gejstlige person til eller fra.
Problemet med det islamiske tørklæde i offentlige myndighedsfunktioner er blandt andet, at to forskellige kasketter blandes sammen: 1) Klienterne forventer ikke - og skal heller ikke forvente - at blive mødt af uvedkommende og dominerende trosudsagn i en verdslig og faglig sammenhæng. 2) Klienterne har ikke personligt og frivilligt bedt om at blive mødt af trosudsagn, men bliver påduttet det og kan således ikke værge sig. 3) Klienterne tør ikke klage over tørklædet af angst for at blive udskældt for "racisme" eller "hadefuldhed" og dermed for, at det skal gå ud over deres service eller behandlingsforløb og pleje.
De unge, veluddannede muslimer tilkendegiver alle, at tørklædet er et ganske frivilligt tilvalg. Så meget desto mere grund er der til at vægte klienternes velbefindende højere end personalets ideologiske påklædningsvalg.
Hvor længe skal vi finde os i autoritetspersoners nedladende moraliseren og stupide "besserwissen" og undertrykkelse af vor selvfølgelige ret som samfundsborgere til at være fri for utidig og grænseoverskridende religiøs og politisk manifestation i vore institutioner?
Kirsten Sarauw, præst og psykoterapeut, Fredericiagade 82 A, 04 tv,
København K