Herligt at se Kjeld Holm som bøssevennen stor, undseelig og let betuttet mellem solariebrunede torsoer og stramt vuggende baller. Århus-bispen, som nogle elsker at hade, fik lørdag sin laks på årets "Copenhagen Pride Parade". Dertil også en masse kys og kram. Så meget faktisk, at man kunne blive helt bekymret for, om prisen bestod i andet og mere end en frisk fisk til kummefryseren.
Ingen tvivl om, at den gode Holm var i homofil medvind deroppe på podiet midt på Rådhuspladsen. Hans få ord vakte jubel. Sikkert også et anerkendende nik eller to blandt flinke og frisindede mennesker trindt om land. Men slet, slet ikke i brede, toneangivende og højttalende kirkelige kredse.
Derfor – i forhold til den kirkelige hjemmebane – var det modigt gjort af Århus-
bispen. Det kræver pondus at være klerikal tweedjakke blandt to meter høje mus-kuløse mænd i dametøj. Så bravo her fra anmelderplads og på baggrund af de korte indslag i tv-avisen og Nyhederne. Men næste gang kan Holm da godt lige give en fyndig lille prædiken til
bedste, når han nu alligevel har den feststemte mængdes opmærksomhed. Bøsse-velsignelser handler om andet og meget mere end rettigheder, hvad de feststemte da gerne lige måtte få repeteret.
Skulle synet af Kjeld blandt bøsser så have ophidset en og anden langt ud over,
hvad godt og sundt er, er der jævnt hen masser af sunde familieværdier at lune sig ved hen over ugens sendeflade. Det er ikke spor overdrevet at sige, at den slags er in for tiden. Familien styrer. Familien er trend. Ikke kun blandt amerikanske præsidentkandidater, kulturkonservative knallertrockere eller unge kristne fra Midtjylland. Stil en fredag aften ind på ungdommens kanal, MTV, følg den ene familie efter den anden og se, hvordan de imod alle odds holder sammen.
For helt almindelige er
de tv-populære familier
selvfølgelig ikke. Ingen madpakker og fredagsslik her. Derimod masser af råb og skrig og munter destruktiv ballade. Familien Osbournes har længe underholdt det halve af den civiliserede verden med deres mærkværdigheder. Far Osbourne, der hedder Ozzy til fornavn, er en midaldrende, hjerneskadet heavyrocker, der trisser
bandende rundt i sit millionærhjem og træder i efterladenskaberne fra konens urimeligt mange husdyr, mens hans dampbørn på forskellige ucharmerende måder prøver at komme i kontakt med virkeligheden. Stærkt underholdende og
for nogle – blandt andre,
siges det, Laura Bush –
svært opbyggeligt, fordi de på deres egen sære dysfunktionelle måde lykkes som familie.
Vi har såvist ingen
Osbournes, men vi har
familien Pedersen på Zulu, og her kan vi følge, hvordan far Freddie og børnene, lydende de gode danske navne Sonny og Gigi, gør alt for at blive til noget inden for dansens verden.
I tidligere og mere socialdemokratisk sindede tider rynkede vi stærkt på næsen over far Freddies brovten og alt andet end pædagogisk korrekte metoder til at pace afkommet frem til store præstationer. Nu er han nærmest lidt af en stjerne, en mand med myndighed, vilje og sund sans for det at komme frem i verden og på dansegulvet. Sjovt som tiderne skifter. Men nu er det jo skilsmissegenerationernes og de antiautoritæres børn, der tegner seerskaren. Der er nok noget, de har savnet, og som de nu ikke kan få nok af.
Familien Pedersen var
fredag aften til VM i Latin i Cannes. Det gik ikke helt så godt. Kjeld klarede sig alligevel bedre i lørdagens rumba på Rådhuspladsen.
Henrik Wigh-Poulsen
er teolog, forfatter og
redaktør af Dansk Kirketidende