Man skal naturligvis vogte sig for dommedagsprofetier og konstant pessimisme. Særligt i min alder, for ældre menneskers udsagn om, at det var bedre i gamle dage, bliver meget let patetisk, og ingen gider høre på det.
Da jeg for mange år siden udtrykte pessimisme om den dengang aktuelle politiske situation over for Svend Auken (S), svarede han: ”Du skal ikke være så pessimistisk. Pessimister er kedelige, dem gider man ikke omgås, og faktisk vil jeg da gerne omgås dig!”.
Det skrev jeg mig bag øret, så vi forblev venner.
Jeg ved ikke, hvad Svend ville have sagt i dag, men ærligt talt synes jeg, at det på mange måder har været et annus horribilis, først og fremmest i den store verden, men også lidt herhjemme.
2016 adskiller sig fra årene, der gik forud. Vedrørende Europa er der langt fra Anders Fogh Rasmussens (V) ”We have a deal”, da EU’s udvidelse var sikret ved topmødet i København, og jeg sad med en glæde over, at der var skabt en europæisk solidaritet, omfattende gamle fjender, der i århundrede havde martret hinanden med krig efter krig. Vist så ville der komme problemer, men nu var der en fælles vilje til at løse dem.
Så kom Brexit, og den lyseste tid på året blev formørket af en ”væren sig selv nok”-holdning. Men det skulle sandelig blive værre, da dét skete, som de fleste havde anset for en umulighed i verdens største demokrati, der dog har haft hovedansvaret for, at vi netop kan leve i frihed. En homofobisk, småracistisk og ditto sexistisk person, der mener, at klimaforandringer er noget, kineserne har fundet på, og hvis forvirrede politiske meldinger kommer i en lind strøm på Twitter, blev valgt til USA’s præsident.
Og det er da kun otte år siden, Obama blev valgt som udtryk for et håb for verden, der måske nok på nogle punkter blev skuffet, men som – netop på klimaområdet – også udrettede gode ting, der varslede, at verden trods alt har en fremtid. Nu sidder Donald Trump med koden til atomvåbnene, ligesom Putin i Rusland. Lyse udsigter!
Hvad søren er der sket, at Europa, Rusland og USA nu præges af højrepopulismen, hvis løsning er lukkede grænser og mure og henvisning til, at ”eliten” ikke har lyttet til ”folket” og dets mange sociale problemer? Som om disse sidste skyldes flygtninge og indvandrere, og ikke først og fremmest en hæmningsløs liberalisme, rundtom i verden, hvor griskheden er i stand til at vogte sine, netop mod folket!
Herhjemme ”sørgede” man for folket ved at indføre kontanthjælpsloft, som ikke ville ramme særlig mange, blev det påstået. Det viste sig ikke at være rigtigt, fattigdommen blev et vilkår for mange, og aldrig har hjælpeorganisationerne været så pressede af behovet for julehjælp. Men ellers går det bedre med økonomien. Flere og flere kommer i arbejde. Tilbage er ”en rest”, hvor indvandrere og psykisk syge fylder godt. Men herregud, muslimer fejrer jo alligevel ikke jul.
Til gengæld kan man tillade sig at sige hvad som helst om netop dem på et stort partis årsmøde, at de sviner, svindler, voldtager og dræber, og folk klappede. Men det var vist ikke så slemt ment, og det var ikke alle, hun mente!
Danske er de jo ikke og bliver det heller ikke, kunne Martin Henriksen (DF) oplyse, og det medførte en debat om, hvad det vil sige at være dansk. Men nu har vi fået en demokratisk vedtaget kanon, der blandt andet udpeger ”hygge”, som det karakteristiske ved at være dansk.
Måske skulle vi følge, hvad professor P.G. Lindhardt engang oplevede ved en julegudstjeneste, at man ændrede lidt i teksten på sangbladet til ”Det kimer nu”, så man ikke sang ”Kom, Jesus, vær vor hyttegæst”, men ”Kom, Jesus, vær vor hyggegæst ”.
Hvad med således at ændre teksten i salmebogen på den måde? Det kan måske standse medlemsflugten fra folkekirken?
Vist så: Vrisne bemærkninger fra en sur gammel mand, men som det fremgår, mener jeg ikke, surheden skyldes min alder.
Og naturligvis er der sket meget godt i 2016, for eksempel at Svend Brinkmann udgav sin bog ”Ståsteder”. Ikke blot er den læseværdig, men den blev også en bestseller. Dog havde professor Peter Kemp nogle berettigede indvendinger imod den i en kronik, om etikken, som bogen drejer sig om. Kemp fastholder håbet som uomgængelig for etikken, netop når det handler om samfundstænkningen og peger da på, at her er kristendommen en nødvendig perspektivering af den almene etik, thi ”kristendommen erkender, at vi som tidslige væsener ikke kan ophøre med at håbe på en bedre verden. Derfor forholder vi os til ’billeder mod døden’, som for eksempel filosoffen Ernst Bloch har talt om, og som kristendommen er fuld af”.
Måtte 2017 være et år med billeder mod døden.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk .