I Ida Jessens med rette meget roste nye novellesamling, Postkort til Annie hedder den første historie En udflugt. Jeg skal ikke fortabe mig i et referat af novellen. Den, som de andre i bogen, skal man unde sig selv at læse. Men fortællingen om en kvindes bundethed til og flugt fra en mand på samme tid slutter på en tankevækkende måde. Kvinden ønsker sig befriet for håbet. Men måske kunne hun finde et andet punkt, der var befriet for håb. Og blive fri.
Det er ellers håbet, vi identificerer med selve det menneskelige. Så længe der er liv, er der håb, siger vi. Måske til et menneske, der er ramt af en alvorlig og livstruende sygdom. Og vi er enige om, at når håbet dør, dør vi selv, enten bogstaveligt eller åndeligt, fordi livsmodet næres af håbet.
LÆS OGSÅ: Professor: Uden håb kan det næsten være lige meget
Kristeligt set er håbet også af største betydning. Et kristenmenneske håber på Gud, på hans nåde og tilgivelse. Eller lever i det blotte håb, at Gud dog må være til, netop fordi selve eksistensen ikke skal være uden håb og dermed dybest set være meningsløs. Derfor er det også rigtigt at sige, at fænomenet håb i virkeligheden er en forening af det menneskelige og det kristelige.
Men der er et andet element i den kristne tro. Det er der, hvor man håber ikke på noget bestemt, men på en befrielse fra sig selv, også befriet for at skulle håbe. Jeg husker for mange, mange år siden, at P.G. Lindhardt begravede en fælles bekendt, og i sin prædiken karakteriserede den afdødes sidste sindsstemning som en flugt væk fra livet. Nok er nok, siger vi, og det kan også udsiges om selve livet. Det er denne håbløshedens radikalitet som en befrielse fra eksistensen, som Ida Jessen formulerer på forunderligste vis både lakonisk og poetisk.
LÆS OGSÅ: Rasmus Botoft: Døden fik mig ikke til at tvivle
Og for nu at bevæge sig væk fra det poetisk-eksistentielle og ned til dagligdagen og faktisk også ind i banaliteternes verden, ikke mindst til den medieverden, der ikke alene er information og kommunikation, men også er en voldførelse og en besættelse, så kan man godt en gang imellem længes efter friheden fra det så højt besungne informations- og videnssamfund. Som maser sig ned over én, og som man aldrig helt kan blive fri for. Som også både tenderer mod manipulation og undertrykkelse. Og som i dag også forventes og nærved og næsten påtvinger mennesker en identitetsskabende funktion. Diverse konkurrencer i tv skaber håb og forventningen om sejr og den store præmie.
Min gode bekendte, journalisten og forfatteren Per Nyholm, fortæller, at han ikke har fjernsyn, hverken de mange år, hvor han boede i Rom, eller nu i Wien. Han foretrækker at læse bøger og lytte til musik. Det er ikke for at blive fri for verden, men for at blive fri for støj og fri til tilværelsens egentlighed og alvor og for at have mulighed for i sandhed at være til stede i verden og virkeligheden, og det har Per Nyholm så absolut været. Få har som han formået at være verdensborger og sig selv på én og samme tid. Befriet for overfladiskhed og falsk bundethed.
Hovedpersonen i Ida Jessens novelle er som sagt bundet til en mand. Hvad der begynder som kærlighed og samhørighed bliver til manipulation og undertrykkelse. Alligevel bliver hun ved at håbe på ham og deres kærlighed. Hendes håb kom fra ham. Uden ham var hun formløs.
LÆS OGSÅ: Forksning: Skyldfølelse gør kroppen tungere
At være befriet for alt det, der i dag vil forme os, kan være en længsel, men det kan også være en kirkelig eller forkyndelsens opgave for menneskelivets skyld. Og alternativet er ikke formløsheden, men friheden.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard