Prøv avisen
Debat

Kjeld Holm: Selvfølgelig må en biskop udfordre den politiske elendighed

”Jeg vil tillade mig at være glad for, at vi har en biskop som Marianne Christiansen. Og jeg har skrevet under på hendes henvendelse. At nogen bliver sure og mobiliserer automatreaktionerne, skal hun ikke lade sig anfægte af,” skriver tidligere biskop Kjeld Holm. Foto: Palle Peter Skov/Scanpix

21 år som biskop har lært mig, at en biskops opfattelse ikke anfægter mennesker i stiftet til at tage et andet standpunkt. Det er en overophedning af bispeembedets betydning, hvis man tror, at det berøver folkekirkemedlemmer deres selvstændighed, skriver Kjeld Holm

Så har vi debatten endnu en gang. Om forholdet mellem kristendom og politik, og specielt om biskopper kan blande sig i politik.

Anledningen er, at biskop Marianne Christiansen har formastet sig til at starte en underskriftsindsamling mod regeringens beslutning (uanfægtet støttet af Socialdemokratiet) om at opsige aftalen i FN-regi om at modtage de såkaldte kvoteflygtninge, hvilket i år ville betyde modtagelse af 500 af de mest udsatte, traumatiserede, syge og invalide fra flygtningelejre. Det vil betyde fem personer pr. kommune – samtidig med at der nedlægges flygtningecentre rundt om i landet.

Men det kan vi ikke klare, mener Inger Støjberg (V), godt fulgt af Dan Jørgensen, Socialdemokratiets integrationsordfører, der ikke mener, at vi kan modtage denne gruppe, hvis ”vi skal have orden i butikken”. En tiltalende metafor. Det synes Marianne Christiansen ikke er i orden. Men i sin opfordring til at skrive under på en henvendelse til regering og Folketing argumenterer hun ikke i én sætning med, at det vil være ukristeligt. Hun taler om det umenneskelige i den beslutning. Jeg skal imidlertid gerne tilføje, at jeg ikke kan se, at menneskelighed er i uoverensstemmelse med kristendommen.

21 år som biskop har belært mig om, at en biskops opfattelse ikke anfægter mennesker i stiftet til at tage et andet standpunkt. Det er en overophedning af bispeembedets betydning, hvis man tror, at det berøver folkekirkemedlemmer deres frihed og selvstændighed.

Det er ét forhold. Et andet er, om Marianne Christiansens standpunkt overhovedet er politisk. Det mener jeg ikke. Ikke alt er politik, selv ikke når politikere tror dette. Der er noget, der unddrager sig de politiske trakasserier. Det er, når netop det politiske overtrumfer almen menneskelig anstændighed. At nogle politikere ikke kan se det, er mest af alt et udtryk for en politisk elendighed.

At man som politiker kan se totalt bort fra det, K.E. Løgstrup betegnede som det elementære. I dette tilfælde, at 500 mennesker frarøves muligheden for blot et nogenlunde værdigt liv, fordi en regering og et folketing skal kæle for populisme og national egoisme. Alle ved, at 500 mennesker intet vil betyde for danskeres hverdag. Man vil ovenikøbet kunne afskaffe topskatten og alligevel hjælpe disse mennesker.

Jeg vil tillade mig at være glad for, at vi har en biskop som Marianne Christiansen. Og jeg har skrevet under på hendes henvendelse. At nogen bliver sure og mobiliserer automatreaktionerne, skal hun ikke lade sig anfægte af.

Jeg har selv været i lignende situationer, og som Marianne Christiansens far (den tidligere biskop i Aalborg Stift Henrik Christiansen) engang skrev til mig: ”Du skal bare holde ud.”

Kjeld Holm er biskop emeritus.