Kjeld Holm: Jeg er træt af, at alting nu er ”fedt” - det gør sproget fattigt

Jeg kunne sådan tænke mig, at der blev luftet grundigt ud i den danske sprogverden, skriver tidligere Aarhus-biskop Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

Vort dagligsprog er som alt andet underlagt skiftende moder. Ord og vendinger, der var ukendte for blot nogle få år siden, anvendes pludselig af næsten alle og enhver. Til gengæld er der dele af sproget, der forsvinder.

En god bekendt gjorde mig for et stykke tid siden opmærksom på, at et ord som solidaritet næsten forsvandt i midten af 1990’erne. Til gengæld kom et indtil da aldrig anvendt begreb ind i sproget, nemlig sammenhængskraft.

En socialanalytiker kan påvise, at således kan sociale og politiske forandringer også forandre det sprog, vi taler med hinanden. Det er et vilkår, og således har det i øvrigt altid været. På sin vis er det også godt nok, for på den måde erkender vi, at tilværelsen ikke er en statisk størrelse, men forandring og udvikling.

Men det moderigtige i sproget kan også vise det modsatte, et stivnet sprog kan stivne virkeligheden og få nuanceringer og flertydighed til at forsvinde.

For en del år siden kom ordet ”fedt” buldrende ind i dagligsproget. Og nu er det også ”mega fedt”. Mærkværdigt, for ud over at udtrykket er grimt og fattigt, så er dets uophørlige anvendelse i virkeligheden det modsatte af tidsånden ellers. Vi må jo ikke være fede, vi må heller ikke spise fed mad. Det skal være fedtfattigt, og grøntsager er bestemt at foretrække for nationalretten stegt flæsk og persillesovs.

Da jeg var biskop, kunne og ville jeg ikke udstede forbud, undtagen at jeg på et tidspunkt forbød udtrykket ”fedt” ved det ugentlige personalemøde i Aarhus Bispegård. Jeg fik simpelthen kvalme af det, ligesom jeg får, hvis jeg spiser en fed flæskesteg (af hvilken årsag jeg heller ikke gør det).

Hvis man er glad for noget, hvorfor siger man så ikke, at det er dejligt, smukt, kønt eller glædeligt? Der er en verden til forskel på at udtrykke glæde over en smuk forårsdag ved at sige, at vejret er ”fedt”, og på måske at synge ”Det er i dag et vejr”. Kan man forestille sig, at ”fedt” kan optræde i det digt? I så tilfælde tror jeg, det bliver et dårligt digt!

I begyndelsen af 1970’erne gik jeg til undervisning på Aarhus Universitet hos K.E. Løgstrup. For ikke så længe siden fandt jeg ovenikøbet de noter, jeg havde taget i disse timer. Det var en fornøjelse, for pludselig kunne disse vække erindringen om det uforlignelige ved Løgstrups meget specielle og i positiv forstand egensindige form for pædagogik. At han bestandigt fastholdt det spørgende og uafsluttede.

Så hentede jeg hans ”Metafysik I: Vidde og prægnans” ned fra min reol. En bog, der netop blev til på baggrund af den nævnte undervisning.

En bog om, hvad sproget er, og hvad det udretter. At det på den ene side er i stand til præcist at beskrive virkeligheden. På den anden side kan det åbne mod mangfoldigheden, det uafsluttede og også det uforklarlige.

Løgstrup var jo en eminent litteraturtolker, og det demonstrer han så i denne bog ved en analyse af Jørgen Gustava Brandts digtning. Det karakteristiske for denne er, at ”den går på tværs af de inddelinger i regioner, som vi ellers holder os til (…). Ordet og vendingen slår ned, hvor de aldrig har været før, for at lade et stykke virkelighed, fra en plet på en mur til et sært stemt samvær, træde frem i dets sensuelle eengangs-karakter”.

Og så føjer Løgstrup til, at ”det væsentlige er det flygtige. Kun i afskeden er det til stede”. Det kan lyde mystisk, men når det handler om sproget, må man forstå, at virkeligheden ikke lader sig fastholde, men netop i sproget kan det flygtende øjeblik komme til udtryk.

Både Løgstrup og Gustava Brandt døde, før sms-sproget havde gjort sit indtog. Og i deres tid var der andet end krimier i boghandlerne. De nåede heller ikke at opleve, at alt var fedt, men de bekæmpede begge på hver sin måde den indskrænkning i virkelighedsopfattelsen, som kommer af det unuancerede og fattige sprog.

Vi spiser desværre ikke stegt flæsk og persillesovs ret ofte, efter at vi er flyttet i lejlighed, for det er sværere nu at få luftet ud, og det er ikke rart at vågne morgenen efter og have lugten af den stegte flæsk i næseborene. Det forstyrrer nydelsen ved rundstykket med ost og syltetøj. Og sådan bliver min glæde ved sproget forstyrret af, at det er ”fedt” det hele.

Jeg kunne sådan tænke mig, at der blev luftet grundigt ud i den danske sprogverden. Det ville blive lettere at trække vejret frit, og det ville blive livgivende at opleve, at noget bare er godt og smukt. For det er der jo også i en ond verden, og så bliver det i øvrigt lettere at bekæmpe det onde, når livet er dejligt og ikke fedt!

Refleksion skrives på skift af sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen, tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.