Prøv avisen

Kjeld Holm: Kirkelukninger kan ses som symbol på den tiltagende historieløshed

Kjeld Holm er biskop over Aarhus Stift Foto: Kåre Viemose Denmark

Kirkelukninger kan også være et tegn på en tiltagende historieløshed, en selvspejlingens kultur, der kun vil vide af det, der hører nutiden til, mener Kjeld Holm

Kirkeligt set skrevet af Kjeld HolmKirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard

Nu er det så kirkelukninger, der er det store tema i dagens aktuelle debat om folkekirken. Måske med god grund, for markante ændringer i demografien har betydet, at tyndtbefolkede landområder er blevet endnu mere udtyndet, og da de økonomiske kræfter for kirken ikke er de samme som tidligere, er det kun naturligt, at vi overvejer, om nogle kirker kan undværes.

Hertil kommer, at det kan været meget svært at opretholde et bare nogenlunde rimeligt gudstjenesteliv og øvrige aktiviteter i områder, hvor der efterhånden bor meget få mennesker. Men vi løber en risiko for at miste noget dyrebart.

I København gør der sig lidt andre forhold gældende, og her er det måske også lettere at lukke kirker ud fra et bygningsbevarende synspunkt, for der er ingen middelalderkirker iblandt.

LÆS OGSÅ:
Kirkeredaktør: Lukning af 200 nye kirker bliver et langt slagsmål

Anderledes i landets andre stifter, hvor kirkerne i landskabet ikke blot fortæller deres egen historie, men også landets, og det igennem tusind år. Jeg er udmærket klar over, at ingen har planer om at nedrive middelalderkirker, men hvem ved, hvornår det kan blive aktuelt? Og hvad er en kirke uden et kirkeligt liv? Det er her, problemet bliver mere kompliceret, end den dagsaktuelle kirkepolitik vil vide af.

Disse linjer skrives i Rom, i en lejlighed i Monti-kvarteret, hvor min kone og jeg har boet så mange gange, at vi næsten betragter den som vores egen. På femte sal med en stor altan, hvor vi lige i synsfeltet har tårn og kuppel på Basilica di Santa Maria Maggiore.

Men kirker er der som bekendt overalt, blot 200 meter herfra ligger der to klos op ad hinanden. Og de er alle i brug, mere eller mindre, men de er i hvert fald ikke andet end kirker.

Vist så, det er et romersk-katolsk land, og økonomi og styreform er en ganske anden end i vores kirke, og jeg vil bestemt ikke bytte. Men jeg spørger mig selv hver gang, jeg er i denne fascinerende by, hvorfra fascinationen stammer.

TEMA: Kirkelukninger

Jo, maden og vinen skal nævnes, vejret ligeså, de handlendes venlighed og så dette mylder af biler, scootere og mennesker, duften af Rom, som er ingen andre steder. Det går op for én, at menneskenes børn kan opdeles i tre grupper: dem, der bor i Rom, dem, der aldrig har været i Rom, og dem, der for øjeblikket ikke er i Rom. Just nu hører jeg så til en fjerde gruppe uden for nævnte opdeling: dem, der i øjeblikket er i Rom og gerne vil være her noget længere.

Men fascinationen hidrører måske mere end noget andet fra dette, at man går på historien, at den er en levende del af denne by. Fortid og nutid smelter sammen. Det er andeledes end i Terndrup, som min svigersøn plejer at sige, og det er sagt uden malice, for han er født og opvokset i byen og havde som barn og ung et godt liv dér.

Min pointe er, at kirkelukninger også kan være et tegn på en tiltagende historieløshed, en foragt for alt andet end det, vi selv har frembragt, en selvspejlingens kultur, der kun vil vide af det, der hører nutiden til.

LÆS OGSÅ:
Jeg vil skabe tryghed til gavn for folkekirken

Så bevæger vi os rundt i markedet på Campo dei Fiori med alt, hvad hjertet begærer, og jeg fortæller børnebørnene om statuen af Giordano Bruno, der blev brændt som kætter på pladsen i 1600, og hvis tænkning drejede sig om Gud som en altforenende kraft, og hos hvem fortid, nutid og fremtid eksisterede på samme tid, og at i troen på ham kunne mennesker opleve det samme Guds nærvær.

Det er længe siden, men statuen af Giordano Bruno står der endnu, og det er der en pointe i, ligesom landsbykirken står der endnu. Besøget kan måske være kort, men så er kirkegården rundt om den der også, med gravsteder sirligt passet af graveren. Som det eneste sted i det moderne samfund er de døde til stede. De har også en virkelighed. Jeg håber ikke, jeg skal opleve, at kirkegården bliver til golfbane, og kirkehuset til klubhus.

BILLEDER: Danmarks 204 mindste kirker

GRAFIK NEDENFOR: SE HVILKE SOGNE, DER ER I LUKNINGSFARE.

FØR MUSEN HEN OVER KORTET FOR AT SE ANTALLET AF FOLKEKIRKEMEDLEMMER I SOGNENE