Kierkegaards 200-årsfødselsdag er over os. Det hele år, og ikke mindst nu, hvor vi netop har passeret den 5. maj, der var hans fødselsdag. Jeg tror ikke, Søren Kierkegaard selv ville have brudt sig om al den fejring, ej heller om alle analyserne og tolkningerne, for slet ikke at tale om alle dem, der endnu en gang gør ham til en slags ufejlbarlig kirkefader.
Men sådan er det nu engang. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men det ligner en tanke, at samtidig med selve 200-årsdagen genudkommer den måske mest Kierkegaard-kritiske bog nogensinde, i hvert fald den, der fik den mest markante virkningshistorie, nemlig K.E. Løgstrups Opgør med Kierkegaard, der udkom i 1967.
Det var i den, Løgstrup for første gang præcist introducerede sit alternativ til Kierkegaards afgørelses- og paradoksteologi, nemlig de suveræne livsytringer, tilliden og barmhjertigheden, der afslører tilværelsen i sin egentlighed og autenticitet.
Få måneder før bogen udkom, hørte jeg Løgstrup holde foredrag om sit Kierkegaard-syn og dermed introducere sin endnu ikke udkomne bog på en lejr i lyngbakkerne ikke langt fra Gammel Rye, et møde arrangeret af Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. Som 21-årig dengang fattede jeg ikke det hele, men nok så meget, at jeg forstod, at teologi og kirke fik et nyt tema, nemlig det gode liv.
Jeg har sidenhen aldrig lagt skjul på, at jeg på væsentlige punkter er kritisk over for Løgstrups tænkning, samtidig med, at der er få, der har påvirket mig positivt så meget som han. Jeg deler heller ikke hans kritik af Kierkegaard i sin helhed.
LÆS OGSÅ: Kierkegaard er en åndelig hostesaft mod tidens åndløshed
Som Kierkegaard-tolkning overgås han med mange mil af sin fagkollega i Aarhus, der både var modstander og ven: Johannes Sløk og dennes bog om Kierkegaard som humanismens tænker, der udkom 11 år efter Løgstrups bog.
Alligevel sad jeg denne januardag i det kolde og ugæstfrie lejrlokale ved Gammel Rye og forstod, at Løgstrups anliggende var at rive kristendommen ud af ikke alene den indadvendte pietisme med dens livsfjendske moralisme, men også dens alternativ, nemlig dér, hvor kristendommen udelukkende handlede om afgørelse, og hvor det eneste afgørende var ordet om syndernes forladelse, og den eneste form for salighed var evangeliets.
Løgstrup kunne ikke forlige sig med den opfattelse, som pietisterne og dens kritikere delte med hinanden, at der egentlig ikke kunne siges noget godt om det liv, vi lever med hinanden. Han ville med afsæt hos Kierkegaard demonstrere, at der var noget godt i livet, en godhed og barmhjertighed, der var intakt i en verden, der ellers var præget af synd, død og elendighed. Og han ville, at kristendommen ikke var til for at sikre et evigt liv, men det gode liv mellem mennesker her og nu.
Han ville ikke acceptere, at vi tillagde os selv og vor ondskab en simpelthen kolossal magt, så der ikke længere var noget godt at sige om livet. Fordi vi kender til godheden mellem mennesker, er der ingen undskyldning, når vi alligevel lever indesluttede og behager os i vor ufrihed.
Derfor opstiller Løgstrup også et alternativ til Kierkegaards opfattelse af, at det handler om at overtage sig selv i ansvar og skyld. I stedet drejer det sig om at overtage, hvad han betegner som den inter-personale situation med de suveræne livsytringer. Det betyder oversat til almindeligt dansk at ansvaret ikke så meget drejer sig om en selv, men om ansvaret for fællesskabet eller ansvaret for, at livet kan gro og udfolde sig mellem mennesker og blive til det gode liv.
Løgstrups teologiske modstandere og hans tidligere venner i Tidehverv svang sig op i hysteriske højder og vrængede, at Løgstrup var mere humanist end kristen. Sløk deltog ikke i nedrakningen, men skrev en bog om, at Kierkegaard læst nøjagtigt var humanist, og at han i storværket Kjerlighedens Gjerninger netop hævdede, at kærligheden var først i ethvert livsforhold, og at det var opgaven for enhver at realisere den.
Når kirke og kristendom tenderer mod, at det da handler om at frelse sig selv og ved en række spirituelle tiltag at nå en enhed med det hellige, ligger der en vældig befrielse i at vende tilbage til Søren Kierkegaard og også til hans korrektiv, K.E. Løgstrup.
Eller at blive holdt fast på, at kristendommen ikke er abstrakt og livsfjern tale, men den er til for menneskelivets skyld. Forholdet mellem, hvad vi selv kan skabe eller afgøre os for, og det, vi kun kan få skænket, er et stadigt spændingsforhold, men det er givende!
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af folketingsmedlem Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard