Prøv avisen

Kjeld Holm: Statistikker er tidens afguder

Tegning: Peter M. Jensen.

Biskop i Aarhus Stift, Kjeld Holm er træt af kirkestatistikker og kirketællinger. Vores gamle filosof, Kierkegaard, ville have ment at kirken er for den enkelte, ikke mængden, mener han.

Har Søren Kierke-gaard noget med den standende debat om kirketællinger at gøre? Ikke umiddelbart, naturligvis, men alligevel vil jeg påstå, at der er en sammenhæng. Det drejer sig ikke primært om noget, der dybest set er ligegyldigt, nemlig tanken om, at antallet af de, der benytter kirken i forskellige sammenhænge, skal registreres.

Vi tælles alligevel overalt i det moderne samfund. Statistik og opinionsundersøgelser er blevet vor tids afguder. Der er ikke en nyhedsudsendelse i radio og tv, ikke en avis, hvor der ikke er en undersøgelse af, hvor stor en del af befolkningen der mener dette eller hint.

Hvilken statsminister er den bedste? Hvor mange tror, at den økonomiske krise vil vare ved? Hvor stor en del af befolkningen tror på Gud? Hvor mange konfirmander bliver konfirmeret for gavernes skyld, og hvor mange forholder sig til indholdet af konfirmationen? Eksemplerne er legio, og for hver ny dag en ny undersøgelse! Det drejer sig altså om en tendens i tiden.

Hele denne udvikling ligger før Søren Kierkegaards tid. Alligevel er det, som om næste års 200-års-jubilar foregreb nutidens tællemani. Det skete i 1846, hvor han udgav en anmeldelse af fru Gyllembourgs To tidsaldre.

Anmeldelsen var en anledning til, hvad vi i dag kan betegne som en studie i massepsykologi. Det begreb, der efter Kierkegaards mening ville forsvinde i det moderne demokratiske samfund, var begrebet den enkelte, altså at ethvert menneske måtte blive et ansvarligt selv, før det kunne fungere i et fællesskab. Derfor var kristendommen den sande instans i et samfunds selvforståelse, fordi denne altid er en henvendelse til det enkelte menneske, til dets ansvar og dets skyld.

I demokratiet der imod har mængden erstattet den enkelte. Mennesker bliver derfor til fals for de mest urimelige og overfladiske slagord. Demagogien overtager samfundsdebatten. Fællesskabet bliver erstattet af menneskefrygt.

Det må indrømmes, at Kierkegaard allerede i 1846 var ved at bevæge sig ind i overdrivelsens og forvrængningens blindgyde, men i forhold til en tendens har han mere ret i dag end på sin egen tid. Vi erfarer jo alle, at for eksempel det politiske livs frihed hele tiden indsnævres, fordi politikerne ikke alene forholder sig til substansen af deres og de andres politik, men mere til, hvad diverse opinions- og vælgerundersøgelser siger. Akkurat som vi andre, når vi accepterer en præmis om, at folkekirken og dens effekt skal måles i tal.

Så kan man naturligvis påstå, at vi med kirketællinger får bevis på, at folkekirken egentlig klarer sig meget godt, at myten om de tomme kirker virkelig er en myte, og at næppe nogen folkelig institution i dag har kontakt med flere mennesker i så mange forskellige sammenhænge som netop kirken. Det vil imidlertid næppe nytte ret meget. Medierne er underlagt en gentagelsestvang, og det ikke kun på det kirkelige område. Men vil blive ved med på trods af bevis på det modsatte at tale om de tomme kirker.

Jeg har intet imod, at man i det enkelte sogn beslutter sig for kirketælling. Det kan måske oven i købet være en god idé, for så kan man finde ud af, hvilke aktiviteter folk i sognet søger til. Og hvad der kommer ud af en sådan tælling, vil kunne indgå i en større sammenhæng af en viden om sognets liv, og statistikken vil blive behandlet af de mennesker, der har et direkte ansvarsforhold til deres kirke.

Men det er noget, der skal besluttes lokalt, og ikke af et kirkeministerium eller et bis-pekontor. For der skal også være plads til dem, der siger nej. Der skal være plads til det lille sogn med de yderst begrænsede aktiviteter, dér hvor kirken er både nær og fjern, og hvor klokkerne markerer, at kirken er der som en altid nærværende mulighed for livsmod og trøst.

Det har altid fyldt mig med glæde, at jeg var ansat i en institution, der også gav plads til det, der ikke efter tidsånden er en succes.

Som sagt: Jeg kan ikke mobilisere den store lidenskab for kirketællinger, hverken for eller imod. Egentlig er jeg mest optaget af dem som et symptom på en udvikling, jeg ikke bryder mig om, nemlig en fejlsporing af demokratiet, hvor mængden er alt og den enkelte intet. For det er vel ikke meningen med demokratiet? Det er vel netop det modsatte! At det netop drejer sig om, at den enkelte betyder noget, mere end samfundsklassen, mere end gruppepres, mere end statistik og opinionsundersøgelser.

Søren Kierkegaard havde da den tanke, at kun kirken var i stand til at kalde samfundet tilbage til ansvaret. Så vidt vil jeg ikke gå, men derfor behøver man ikke fra dens side at blive følgagtig overfor tidsånden, for som Glenn Gould engang sagde: Tidsånden er altid den dummeste.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist og forfatter Kåre Gade