Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Debat

Klart vejr, ingen prædiken: Danskerne har gået sjældent i kirke i århundreder

”Der tegner sig et tydeligt billede i det 18. århundredes bondedagbøger af, at kirkegang og tro ikke nødvendigvis havde noget med hinanden at gøre. Folk gik i kirke, når de havde et ærinde og ikke for at dyrke eller styrke deres tro,” skriver Marie Rahr Kruse Østerholt og tilføjer, at de nok ligner de fleste. folkekirkemedlemmer i dag. – Arkiv Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Danskernes kirkegang omtales af nogle som en form for tempelkristendom. Man kommer i templet for at få noget gjort, og typisk noget, som man ikke kan lade være ugjort, skriver teolog

SELVOM DER SIDDER pænt med danskere på kirkebænkene hver søndag, så er højmessen ikke kendetegnende for de fleste danskeres kirkegang. Danskere bruger nemlig primært kirken i forbindelse med dødsfald eller dåb, og sådan har det været de seneste mange hundrede år. Det er værd at huske på i den aktuelle debat om medlemskab, dåb og kirkegang.

Søndag den 19. januar 1794 skrev Christen Andersen følgende i sin dagbog: ”Klart vejr, ingen prædiken, som stod sådan hen nogle dage.” Christen Andersen var bonde og handelsmand i Nørre Tulstrup mellem Randers og Viborg, og hans dagbog er en fortegnelse over forretninger, ansættelser, høstudbytte, økonomi, vejrforhold, familieforøgelser, dødsfald, kirkegang og meget andet.

DER VISER SIG et tydeligt billede af hans interesse for fællesskab og god undervisning. Han kørte sine børn langt til skole, så de kunne modtage undervisning ved den degn, som Andersen foretrak. Ligesom han var engageret i anskaffelsen af byggematerialer til restaurering af sognekirken. Men på kirkebænken sad han sjældent. Og når han gjorde, var det typisk som fadder ved en dåb, til begravelse, eller når han havde et lignende ærinde at forrette. Christen Andersens dagbog er én blandt mange fra denne periode med tilsvarende registreringer.

Danskernes kirkegang omtales af nogle som en form for tempelkristendom. Man kommer i templet for at få noget gjort, og typisk noget, som man ikke kan lade være ugjort. Når nogen er død, er de pårørende for eksempel nødt til at gøre noget, og her vælger mange en begravelse eller bisættelse fra kirken. Ofte er idealet inden for kirken, hvad man imidlertid kunne kalde synagogekristendom, hvor man kommer fast i synagogen uge efter uge.

Når det er tempelkristendommen, der karakteriserer de fleste danskeres kirkegang, anses det for et problem – og for et nyt problem.

MEN MANGLENDE KIRKEGANG var også et ofte debatteret emne i det 18. århundrede. I 1770’erne blev det pålagt biskopperne at undersøge samtlige sognes kirkegang.

Der er bevaret knap 200 beretninger fra sognepræster, som alle er ganske frustrerede over forskellige forhold, som kom i vejen for sognets deltagelse i søndagsgudstjenesten. Disse forhold var ofte tvangsarbejde hos herremanden, druk og fester, arbejde på egne ejendomme og torverejser.

I samme periode udgiver pastor Gyntelberg fra Vendsyssel bogen ”Om årsagerne til bondens sjældne kirkegang”. Han beklager, at meget få generelt kommer i kirken til både gudstjenester og undervisning. Og han begrunder det med mange af de samme forhold, som præsterne i den biskoppelige undersøgelse. Vendsysselpræsten er dog helt sikker på, at det vil være anderledes i fremtiden, når bonden får ret til at bestemme over sin egen tid, for så vil han af egen fri vilje komme til gudstjeneste på søndage.

DER TEGNER SIG et tydeligt billede i det 18. århundredes bondedagbøger af, at kirkegang og tro ikke nødvendigvis havde noget med hinanden at gøre. Folk gik i kirke, når de havde et ærinde og ikke for at dyrke eller styrke deres tro. Man kom til kirken for at få sine børn døbt og sine døde begravet. Og som Christen Andersen hjalp man med at bygge og restaurere den kirkebygning, som for mange var et fælles hus.

For 200 år siden havde Christen Andersen med andre ord brug for en grund til at gå i kirke, og det var der ikke nødvendigvis på sådan en søndag i januar, selvom vejret var klart. På den måde ligner han nok de fleste folkekirkemedlemmer i dag.

Marie Rahr Kruse Østerholt er teolog og projektleder.